Efter krammene – hvad sker der nu med de reddede minearbejdere?

Jeg tror ikke, jeg nogensinde har set så mange kram fra voksne mænd i løbet af 22 timer. Jeg sad klistret til skærmen sammen med en milliard andre seere. Jeg holdt tællingen og ville holde vagt sammen med Chiles præsident, indtil hver eneste minearbejder var oppe og i sikkerhed. 33 var det magiske tal. Jeg tror aldrig, jeg kommer til at have det på samme måde med det tal igen.

Men hvad kommer der efter et nært møde med døden? Mange antydede eftervirkningerne, men kun én af de mange såkaldte eksperter kom blot i nærheden af at sige det ligeud.

Kort sagt: Man står ikke over for døden og kommer uberørt derfra. Det, vi så, var kun begyndelsen på virkningen. I kølvandet på den første flodbølge af emotion kommer to andre mægtige bølger, som sagtens kan overvælde os, især hvis vi ikke ved, hvad vi skal forvente.

Når man står over for adskillelse af enhver art – og det er dødens psykologiske betydning – vækkes tre stærke emotioner. Kun én af disse emotioner kan føles ad gangen, i hvert fald når følelserne er så intense. Den emotion, vi alle så hos disse minearbejdere, er »søgning« eller »søgen«. Denne emotion får os til at genoprette nærheden til dem, vi er knyttet til. Det var let at identificere sig med denne emotion og glæde sig over, at den fandt sin løsning.

Men hvad kommer der, når kontakten og nærheden er genoprettet, og søgen efter nærhed ebber ud? En af de to andre emotioner – alarm eller frustration – begynder at bevæge os dybt og grundlæggende. Intet skræmmer os mere end at stå over for adskillelse fra dem, vi er knyttet til. Intet frustrerer os mere end forpurret nærhed til dem, vi er knyttet til. Problemet med frustration er, at hvis den ikke bevæger os til tårer, bryder den i stedet ud som fordærvet angrebsenergi. Mange af minearbejderne og deres kære vil opleve, at de spontant bliver bevæget til tårer, og nogle gange vil det føles, som om der overhovedet ingen god grund er til det. Det er dem, der ikke finder deres tårer, jeg er bekymret for – dem, der vil opleve, at de farer utålmodigt ud mod deres kære og bider hovedet af dem, de ikke kunne vente med at blive genforenet med. Det er svært nok at håndtere denne emotion, når man ved, at den kommer, men når den kommer bag på en, kan den ødelægge de mest dyrebare relationer.

Og så er der alarmen. Interessant nok tager det et stykke tid, før frygten indhenter os. I kølvandet på søgen og frustration kommer bølger af alarm, der giver næring til mareridt, obsessioner, fobier og alle former for angstdrevet adfærd. Igen: Det er krævende nok, når man ser det komme, men det kan ofte overvælde, når det kommer bag på en. Alarmen skal bevæge os til forsigtighed, men der er visse ting, vi ikke kan undgå. Det er da, vi har brug for at finde vores afmagtstårer, for det er den eneste reaktion, der rent faktisk kan bringe alarmen til hvile.

Jeg prøver vist stadig at redde disse minearbejdere – ikke fra jordens dyb, men fra deres psykes dyb. Jeg håber, at nogen et eller andet sted fortæller dem, hvad de kan forvente, så disse emotioner ikke tager dem på sengen. Som med alle store bølger er den bedste måde at håndtere disse emotioner på simpelthen at vende sig mod dem og dykke igennem til den anden side.

Men det endelige svar er endnu en emotion – afmagten – den emotion, vi oplever, når vi står over for det, der ikke kan ændres. At stå over for adskillelse er den ultimative afmagt, ikke fordi nærhed ikke kan søges, men fordi vi ikke kan holde fast i den. Når afmagten synker ind, især hvis emotionen er stærk, bevæger den os til tårer. Den eneste måde, bølgerne af søgen, alarm og frustration vil aftage på, er at blive holdt i nogens arme, så at sige, indtil der ikke er andet tilbage at gøre end at græde. Jeg håber, at disse minearbejdere finder de arme såvel som de tårer, der vil bringe dem tilbage til sig selv.

Men deres historie er også vores historie og vores børns historie. Ethvert møde med adskillelse – og der kan være mange, alene i løbet af en dag – vækker disse tre stærke emotioner: søgen, frustration og alarm. At stå over for adskillelse kan tage mange former: at miste kontakten med dem, vi er knyttet til, at blive ignoreret, ikke at høre til, at være væk for længe og endda de time-outs, som så mange børn bliver udsat for. Vi byder som regel virkningerne af søgen velkommen – bestræbelsen på at være god, forsøget på at leve op til forventningerne, jagten på anerkendelse. Det, vi ikke regner med, er eftervirkningerne, når nærheden er genoprettet – den øgede alarm og bølgerne af fordærvet frustration. Når den adskillelse, vores børn står over for, er uundgåelig, har også de brug for at finde deres tårer i armene på dem, der elsker dem. Ellers risikerer også de at blive overvældet af emotioner og impulser, der uundgåeligt vil bringe dem i ballade.

Mit største ønske for denne verdens børn er, at de ikke skal stå over for mere adskillelse, end de kan bære. Da dette ønske næppe vil blive opfyldt, håber jeg for dem såvel som for de reddede minearbejdere, at de kan finde deres tårer og de arme, de kan græde dem i, så de ikke bliver drevet af de bølger af alarm og frustration, der kommer, når nærheden er genoprettet.