Hold målet for øje

Da mit ældste barn blev født, skrumpede hele verden ind til størrelsen af hendes ansigt, følelsen af hendes hud og lyden af hendes gråd. Dagene blev lange, jeg var slørøjet af træthed, og al min energi gik til her og nu – til at imødekomme de skiftende behov, øjeblik for øjeblik, hos et spædbarn med kolik.

En dag så jeg endelig op og opdagede, at der var gået 16 år; dér stod hun, en ung kvinde, der kiggede ned på mig fra højden af sine ekstra 7,5 centimeter! Dagene er lange, men årene er korte.

Jeg tænker ofte på denne oplevelse, når jeg møder unge forældres bekymringer og frygt: Jeg længes efter at give dem et glimt af forældreskabets endemål – et omsorgsfuldt, livfuldt voksent menneske, der er i stand til at indgå i dybe relationer og stå på egne ben i verden.

Det er det, de fleste forældre ønsker, men i de lange dage er det ofte ikke de mål, vi har for øje. Vi er optaget af, hvordan vi får vores børn til at samle deres sokker op, holde op med at slå deres søstre og tage ansvar for deres egne pligter. I øjeblikkets frustration bliver vi ofte narret til at tro, at alt, hvad der løser disse problemer, vil føre til det ultimative endemål: et modent voksent menneske.

Desværre er livet ikke så pænt og ordentligt, og mange af nutidens udbredte former for forældrepraksis kan måske give os den sokkefri stue, vi længes efter – men på bekostning af vores relation til vores børn og faktisk også på bekostning af deres modning. Nutidens to mest udbredte former for forældrepraksis kan skabe en hårdhed i hjertet, der hæmmer udviklingen og bremser netop de modningsprocesser, der er afgørende for, at det voksne menneske, vi håber at sende ud i verden, kan blive til.

Når vi trækker kontakten til vores børn tilbage som et redskab til at få deres adfærd på plads (en udbredt udelukkelsesmetode blandt nutidens forældre er time-outs), eller når vi bruger det, de holder af, imod dem (ofte omskrevet til »konsekvenser«), signalerer vi til barnet, at det kun er acceptabelt, når dets adfærd lever op til vores forventninger.

Forestil dig, at vi brugte disse metoder i vores forhold til vores ægtefæller: Forestil dig, at min mand tog mine bilnøgler fra mig, fordi jeg ikke havde gjort køkkenet rent, da jeg sagde, jeg ville. Hvad nu hvis han, når jeg kom ind ad døren, udmattet efter arbejde, og smed min taske og min frakke på stolen uden at hænge dem på plads, fortalte mig, at selvom han elskede mig, var det uacceptabel adfærd, og at jeg skulle gå ind på mit værelse, indtil jeg var klar til at opføre mig ordentligt?

Hvor mange gange skulle der til, før jeg ville mærke, at jeg blev hård over for ham? Hvor længe ville der gå, før jeg ville møde hans »disciplin« med himmelvendte øjne og et »lige meget« eller »det er jeg ligeglad med«? Hvor sandsynligt er det, at jeg ville tage godt imod hans hjælpsomme, venlige forslag et kvarter senere?

Hvorfor risikere at fremkalde disse reaktioner hos vores børn? De har brug for omsorgsfulde hjerter, hvis de skal blive omsorgsfulde mennesker. Hvis vi fremkalder deres instinkter til at holde op med at holde af os – netop os, der skal vejlede dem og vise dem vej ind i den komplekse verden, de skal leve i – beder vi selv om problemer. Dagene er lange – ja – men årene er korte, og vi må holde for øje, hvor vi er på vej hen, for bedst at kunne tage os af det sted, vi er.