Skam

I en tidligere artikel skrev jeg om skyldfølelse som en ubehagelig emotion, som det er bedst at holde inden for synsvidde.

Men hvad så med skam? Er det ikke også det, man føler, når man føler skyld?

Hvis vi skal få indsigt i disse svære følelser, er det vigtigt at skelne mellem skam og skyld.

Som jeg skrev i den forrige artikel, er skyldfølelse at føle sig ansvarlig – at man har gjort noget forkert: ubehageligt, ja, men et tegn på, at man er opmærksom på og går op i, hvordan man påvirker andre.

Skam er derimod at føle, at der er noget galt med en selv. Det er psykologisk og emotionelt dybt forskelligt fra at føle, at man har gjort noget forkert. Forskellen er den mellem at sige: »Du opførte dig ondskabsfuldt« og at sige: »Du er ondskabsfuld.«

Som du kan forstå ud fra denne beskrivelse af skam, kan det at blive gjort til skamme såre en sart selvfornemmelse, der stadig er under udvikling, meget dybt.

Man behøver faktisk ikke opføre sig, som min gamle skotske lærerinde i 3. klasse gjorde, når hun rystede pegefingeren og råbte: »Skam jer, I … dovne, sjuskede, beskidte, uartige … børn!« Hun var ofte i et selvretfærdigt raseri og troede på skammens kraft, mens hun formede os til gode små samfundsborgere. Halvdelen af klassen (som regel drengene) sad og stirrede ud ad vinduet uden at høre et ord af, hvad hun sagde, og den anden halvdel ønskede, at de kunne synke i jorden og forsvinde. Bare for at skrue bissen på over for dem, der stirrede ud ad vinduet, gik mrs. Handby gerne over til at true med det helvede og den svovl, der var forudsagt som enden for os alle, ledsaget af flyvende kridtprojektiler. (Hun så nøjagtig ud som den ikoniske lærerinde i Steen & Stoffer.)

Det var »de gode gamle dage«! I dag udbryder en frustreret voksen måske: »Hvad er der galt med dig?!« eller »Hvad er der i vejen med dig?« Med sådanne ord bliver skammen temmelig åbenlys, og de fleste af os siger kun den slags til et barn, når vi føler os virkelig pressede. Men skam kan også formidles til et barn ved at fortælle det, at det på en eller anden måde er »for meget« (for grådigt, for krævende, for besværligt), eller omvendt »ikke nok« (ikke klog nok, ikke pæn nok, ikke god nok).

Det er afgørende at være opmærksom på, hvilken virkning ens ord har; men et barn kan opleve skam, selv når en forælder er »sprogligt korrekt«, hvis ansigtet og tonefaldet bliver kolde. Allan Schore, der beskæftiger sig med tilknytning og hjernens udvikling, bruger ordet skam om spædbarnets oplevelse, når der mangler engagement – hvilket han betegner som mangel på øjenkontakt – mellem barnet og moderfiguren. Uden dette samspil skrumper hjernen og trækker sig tilbage.

Vender vi tilbage til Gordon Neufelds nytårsartikel, kan du se, at det at gøre et barn til skamme i bund og grund er at trække invitationen til at eksistere i dit nærvær tilbage.

Reaktionen på skyld er som regel at have det dårligt, men reaktionen på skam er at trække sig tilbage og skjule sig.

Nogle børn havner af sig selv i denne følelse, især når der bliver reageret højlydt på deres handlinger. De kan beslutte, at der er noget galt med dem, og i stedet for at sole sig i en fornemmelse af at være inviteret forsøger de at blive mere acceptable. Skamfølelsen kan skabe et enormt behov for at være perfekt, og ethvert nederlag kan føre til en overdreven skamreaktion.

Nogle gange kan forventninger om selvbeherskelse hos et lille barn føre til skam. Når man er tre år, er det helt naturligt ikke at have god impulskontrol, når der er stærke emotioner på spil. En lille dreng slår for eksempel impulsivt sin lillesøster. Mor spørger ham: »Hvorfor gjorde du det?« Fordi det var en impuls, ved han ikke rigtig hvorfor. At blive presset for et svar, han ikke har, kan også få et barn til at tro, at der er noget galt med ham.

Når du ved, at skam kan være meget hård for et barn, vil du spørge: »Hvordan viser jeg, at nogle handlinger ikke er i orden, giver mine værdier videre og lærer barnet, hvad der er socialt og kulturelt passende – og undgår alligevel at såre barnet?« Det er ikke altid let.

Udfordringen er at tage sig af handlingerne og samtidig vise barnet, at invitationen til at eksistere i dit nærvær ikke er trukket tilbage – »Jeg er stadig din mor«, »Vi skal nok komme igennem det her«, »Jeg glæder mig til at spille dit yndlingsspil med dig i aften« osv.

Gordon taler om disse udfordringer i sine Power to Parent-kurser under overskriften Discipline that Doesn't Divide.

Han har for nylig lavet et nyt kursus, Making Sense of Discipline, hvor han tager fat på, hvordan man kan disciplinere uden at miste den livsvigtige forbindelse til sit barn.