For nogen tid siden havde nogle venner af os en deltager fra et kulturelt udvekslingsprogram boende. »Esther« var børnehavelærer fra Zaire og arbejdede i en offentlig daginstitution her i Winnipeg det år, hun var i Canada. En dag ved middagsbordet spurgte jeg hende, hvilke kulturelle forskelle der havde gjort størst indtryk på hende, mens hun vænnede sig til livet i Canada. Esther var meget tøvende med at svare på mit spørgsmål: Det var tydeligt, at hun var bekymret for at støde nogen. Efter at være blevet beroliget et par gange begyndte hun genert at fortælle.
»Tja,« sagde hun stille, »den største forskel, jeg ser, er den måde, I behandler jeres børn på. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal sige det til jer, men ser I, i Zaire tror vi på, at det, børn har brug for, er kærlighed. De er små, og de er kun lige ved at lære. Det, de har brug for, er kærlighed.«
Som du nok kan forestille dig, var min interesse nu vakt! Esther vidste ikke, at jeg var involveret i dette arbejde, så hendes bemærkning vejede så meget desto tungere. Jeg tror ikke, at mange canadiske forældre ville være uenige i, at det, et barn har mest brug for, er kærlighed, men det var tydeligt, at Esthers forståelse af, hvad det betyder, var en anden end vores kulturelle norm. Da jeg bad hende forklare, fortalte hun følgende historie:
En dag i min første arbejdsuge i den canadiske daginstitution var det tid til frugt, og alle børnene fik besked på at vaske hænder. Den halvfjerde år gamle Mathew stod ved vasken og virkede lidt fortabt; han vrikkede rundt og kiggede alle andre steder hen end på vandhanen. Den ledende pædagog sagde til ham: »Mathew, nu skal du vaske hænder.« Mathew lænede sig tilbage og kiggede op i loftet. Jeg kunne se, at han ikke rigtig var i stand til at være opmærksom lige da, så jeg gik om bag ham, lagde armene om ham, tog hans hænder i mine, bøjede mig frem for at se ham i ansigtet og fortalte ham en lille historie, mens jeg vaskede og tørrede hans hænder, og han lo og snakkede med mig. Så tog jeg ham i hånden og førte ham hen til bordet, hvor jeg satte mig og spiste med ham.
Et øjeblik senere blev jeg kaldt til side af min chef, som fortalte mig, at det, jeg havde gjort, var fuldstændig uacceptabelt. Mathew var udmærket i stand til selv at vaske hænder, og jeg måtte ikke gøre noget for ham, som han allerede kunne selv. Mathew havde brug for at lære at lytte, at følge anvisninger og at være selvstændig. Så nu må jeg stå og se på, mens Mathew får at vide: »Mathew, nu skal du vaske hænder. Mathew, hvis du ikke kan vaske hænder, så kan du ikke få noget at spise. Mathew, hvis du ikke kan lytte, så må du gå hen og sidde på tænkestolen.« Mathew bliver sat på tænkestolen, mens alle de andre børn spiser. Al den sidden hjælper ikke: Mathew får mere ballade for hver dag, der går.
Jeg forstår det ikke. I Zaire tror vi på, at det, et barn har brug for, er kærlighed. Han er lille, han er stadig ved at lære; mere end noget andet har han brug for kærlighed! Jeg tror, at hvis en lærer i Zaire tog et barn væk fra alle de andre og fik det til at sidde alene på stolen, ville forældrene blive meget vrede. Jeg tror ikke, de ville lade barnet komme tilbage til den skole. De ville aldrig tillade, at deres barn blev behandlet sådan. Jeg tror, at hvis et barn i Zaire blev behandlet på den måde, ville det måske være bange for skolen og for lærere og for at lære i lang tid. Det ville gøre så ondt på ham, men disse børn græder ikke engang. Jeg kan ikke forstå det.
Så det er den største forskel, jeg ser: I Zaire tror vi på, at det, et barn har mest brug for, er kærlighed.
Skrevet af Pamela Whyte i 2011 og udgivet på NeufeldInstitute.org