Tilbage til det grundlæggende i det nye år

Nytårsforsætter har det med at føre os tilbage til det grundlæggende. Det er utvivlsomt derfor, helbredet optager os så overvældende meget – at dømme efter, at motion og kost topper de fleste lister over nytårsforsætter. Når vi tænker efter, bliver helbredet tydeligvis den øverste prioritet, for vi har brug for vores helbred for at forlænge vores tid og bevare evnen til at bruge den.

Findes der en tilsvarende prioritet i forældreskabet – noget lige så grundlæggende, som ligesom helbredet trænger til en fornyet beslutsomhed? Det mener jeg. Helt enkelt sagt ville det være at give vores børn invitationen til at eksistere i vores nærvær. Det er svært at forestille sig noget vigtigere – og samtidig noget sværere at huske i den travle hverdag, som forældreskab er. Jeg er overbevist om – efter et helt liv med at sætte brikkerne sammen som udviklingsforsker, efter 40 år som praktiserende klinisk psykolog og efter 170 års samlet erfaring som forældre og bedsteforældre – at denne enkle invitation rummer essensen af det, der skal til, for at sund udvikling kan folde sig ud.

Det er i denne invitation til at eksistere i vores nærvær, at vores børns altoverskyggende behov for kontakt og nærhed bliver mødt. Når et barn kan stole på denne invitation, er der en dyb følelse af tilhørsforhold, af signifikans, af at betyde noget, af at være elsket. Når et barn kan hvile i denne invitation, er der intet behov for at søge tilfredsstillelse andetsteds. Når invitationen opleves som konstant og ubetinget, så – og kun da – kan den lange proces med at blive fuldt ud menneske folde sig ud. Først når tilknytningsbehovene virkelig er mødt, bliver børn spontant bevæget til at blive selvstændige, nysgerrige, modstandsdygtige, hensynsfulde og afbalancerede.

Selvom invitationen er dybt enkel, er den ikke altid let. Virkelig at invitere et barn til at eksistere i vores nærvær er at give plads til alt det, der følger med barnet – dets umodenhed, dets meninger, dets inkonsekvens, dets følelser, dets problematiske adfærd. Hvis invitationen trækkes tilbage, når vi er oprevne eller misbilligende, bliver det at søge og bevare invitationen – fra andre, hvis ikke fra os – barnets livsopgave.

Det er ikke nok at have en invitation at give. Den skal formidles, så den er til at tro på. Der findes ingen vigtigere overbevisning for et barn end at kunne tage invitationen til at eksistere i sine forældres nærvær for givet. Vi må give dem noget at tro på.

Det er ikke nok kun at give invitationen, når man har lyst. Følelser kommer og går; invitationen må stå fast, hvis man skal kunne regne med den. At blive den forælder, et barn har brug for, er at påtage sig opgaven med at formidle invitationen, også når man har allermindst lyst.

Kort sagt er det at formidle invitationen til at eksistere i vores nærvær forældreskabets opgave skåret helt ind til benet. Denne invitation bliver den have, hvor børn virkelig kan vokse op og blive alt det, de var skabt til at blive.

Når vi begynder et nyt år, gør vi derfor klogt i at minde os selv om denne grundlæggende prioritet og forny vores beslutning om at leve den ud.