Popcornhistorien – om de rette relationer og bløde hjerter

Af Rebecca Janke

Dette er en personlig historie om noget, der skete for min femårige datter. Den viser, hvad opmuntring og lærere, der kommer ved siden af deres elever, kan gøre. Min yngste datter, Nicki, gik i en heldagsbørnehaveklasse på sin skole. Hun er af natur ret sky og nervøs, så det var uhyggeligt for hende at være blandt så mange »store børn«. Skolen har et ugentligt popcornsalg, og mens hun spiste sin pose popcorn, kom et »stort barn« løbende, stak hånden ned i hendes pose og stjal nogle popcorn. Nicki var rædselsslagen. I løbet af få dage var hendes frygt vokset, og hun græd, hvis hun ikke kunne se sin lærer, og ville ikke bevæge sig rundt nogen steder på skolen på egen hånd.

Læreren kaldte os ind for at tale om dette »problem« med vores datters lammende frygt, og jeg gik derhen i den tro, at læreren ville sige, at min datter måtte »bide det i sig« og klare sig selv på legepladsen. Det, vi mødte, var det modsatte. Læreren lyttede til vores historie om »popcornmobberen« og hørte vores ønske om at imødekomme hendes behov for at have lærerne og gårdvagterne tæt på, mens vi hjalp vores datter igennem hendes frygt. Jeg foreslog, at læreren præsenterede Nicki for de andre voksne, der havde gårdvagt, for at vise hende, at selv når læreren ikke kan være ved siden af hende, er der andre voksne omkring hende, som kan hjælpe. Det virkede. I stedet for at tvinge Nicki til at »klare sig selv« blev hendes afhængighed imødekommet, og hun følte sig mere tryg.

Men det er ikke det bedste ved historien. Nicki pegede den »store dreng«, der havde stjålet hendes popcorn, ud for sin lærer. Det viste sig at være en dreng fra 7. klasse, som tidligere havde drillet små børn. Læreren i 7. klasse talte med drengen (som jeg vil kalde Sam) og spejlede blødt hans handling for ham. Han havde glemt episoden og sagde, at han »bare lavede sjov«. Læreren talte venligt, men bestemt: »For DIG var det bare en spøg og ikke noget særligt, men for en lille pige ER det noget særligt, og nu har det påvirket hele hendes liv. Kan du huske, hvordan det var at være så lille og se børn som dig som så store?« Det kunne han godt. Læreren i 7. klasse havde tydeligvis en stærk relation til drengen, for han kunne tage imod lærerens irettesættelse uden at gå i forsvar. I trygheden i den relation kunne eleven se på sig selv med større bevidsthed. Læreren ville gerne have de to børn sammen. Læreren i børnehaveklassen forstod klogt, at det ville gøre min datter endnu mere bange, og at det ikke var nødvendigt for, at drengen kunne finde sine omsorgsinstinkter igen.

Dagen efter dukkede Sam op i børnehaveklassen af egen drift med en pose popcorn og sagde til læreren: »Vil du ikke give den her til den lille pige, jeg gjorde bange, som en måde at sige undskyld på?« Da min datter fik popcornene, sagde hun: »Til mig!? Købte drengen popcorn til mig? Han har endda kommet smør på, ligesom jeg kan lide det – hvordan vidste han det!?« Dagen efter gav han også læreren et brev med en undskyldning til min datter. Nicki følte sig hørt, og bedst af alt begyndte hendes frygt for »store børn« at forsvinde.

Derhjemme hjalp jeg Nicki med at skrive sit eget brev til Sam. Hun tegnede en tegning af Nicki og Sam, der holdt en fælles pose popcorn, og hun takkede ham for popcornene og for undskyldningen. Hun fortalte ham også, at hun ikke var bange længere, og at han havde fået hende til at føle sig bedre tilpas. Nogle uger senere fortalte læreren i 7. klasse læreren i børnehaveklassen, at denne udveksling af breve havde gjort et dybt indtryk på Sam. Pludselig begyndte han, i stedet for at drille og pine de yngre eller svagere børn omkring sig, at interessere sig for dem og tage sig af dem. Han blev mere ansvarlig og talte venligt og respektfuldt til sine lærere. Han meldte sig endda frivilligt til at hjælpe i indskolingen med at læse med børnene. Der satte han sig lige ned på gulvet og læste historier, legede og lavede sjov med de små. Læreren undrede sig og sagde, at efter flere års forsøg på at få kontakt med Sam var det dette, der gjorde det. Sams hjerte var blevet blødt, og han var ved at lære at drage omsorg for andre i stedet for at dominere dem.

Måneder senere, ved skoleårets afslutning, lagde læreren i 7. klasse mærke til, at Sam havde Nickis brev i lommen. Da hun sagde noget om det, vendte han sig mod hende og sagde: »Jeg har det her brev med mig, uanset hvor jeg går. Det minder mig om, at jeg også kan gøre noget godt.«

Den rette relation til en lærer og et enkelt brev med tilgivelse havde kraften til at forvandle en ung drengs hjerte, der var ved at blive hårdt, og hjælpe ham videre på vejen mod modenhed. Det er en smuk illustration af kraften i »de rette relationer og bløde hjerter«.