Hjemmeundervisning – en personlig erfaring

Jeg husker den aften i juni, som var det i går. Vores ældste datter var ved at afslutte børnehaveklassen, og vi tænkte med en vis panik frem mod 1. klasse – en hel dag i skole, væk fra os, væk fra sin søster. Hun havde allerede svært ved det med de jævnaldrende og kunne kun med besvær holde formiddagen ud uden at klamre sig til sin tøjhund eller til den lille pige ved siden af. Hun blev indesluttet, og de øjne, der normalt lyste op af glæde, begyndte at blive mørke. Vi havde en følelse af, at vores barn gled væk fra os. Intuitivt vidste vi, at noget måtte ændres.

Med stor bæven besluttede vi den aften at holde hende hjemme, bare det næste år, som et eksperiment. Jeg var nervøs og samtidig meget bevidst om, hvad andre tænkte om vores »skøre« idé.

Den aften i juni for over seks år siden blev begyndelsen på en lang vej. En vej fyldt med glæder og udfordringer, mens vi snubler os frem og lærer sammen. Og hvis jeg kunne gå tilbage og vælge igen, ville jeg stadig vælge den samme vej.

Jeg glemmer aldrig den morgen, hvor vi gik hen til vores lokale café for at læse en bog sammen over en kop te. Min datter hoppede af sted ved siden af mig og udbrød pludselig: »Jeg ELSKER at lære!« Mine øjne blev våde, da jeg tænkte på hendes nedtrykte sind året før, og jeg vidste i mit hjerte, at vi havde truffet den rigtige beslutning. Nu, år senere, har jeg lidt mere indsigt i, hvad der gjorde forskellen.

Når jeg tænker tilbage, ser jeg, at det ikke kun var os, der var ved at miste forbindelsen til vores datter – hun var ved at miste forbindelsen til sig selv. At gå i den børnehaveklasse, væk fra hjemmets tryghed, var for meget for hende. Hun var ikke nået dertil, hvor hun kunne holde fast i os, når vi var fysisk adskilt, og i sin alarm over adskillelsen søgte hun desperat hen til andre for at fylde tomrummet – hendes uadskillelige tøjdyr og den lille rødhårede pige, der lignede hendes egen søster. Al hendes energi gik til at fylde dette tomrum – der var ingen energi tilbage til at lære, til at stille spørgsmål, til at være kreativ. Hendes hjerne arbejdede på at beskytte hende mod en adskillelse, der var for meget at bære, og hendes glæde måtte vige for en mut stilhed. Hun holdt alt inde i sig, og der var simpelthen ikke mere plads.

Det, vi gjorde det år, og stadig gør i dag, er at skabe den plads. Lidt ligesom når man passer en plante, forsøger vi at skabe de betingelser, hun har brug for for at trives – at give tilknytningen dybere rødder; at gøre det trygt for hende at være afhængig af os; at holde hjertet blødt nok til at opleve de emotioner, der er nødvendige for vækst, både glæderne OG skuffelserne; og at give plads til, at hendes eget selv kan blomstre, og ære den farve og form, det end måtte få.

For vores familie har det betydet at tage imod eventyret med at lære hjemme. For begge vores børn kunne skolemiljøet – med dets tidsmæssige begrænsninger og presset for at passe ind og omgås andre, før de kunne holde fast i sig selv – have været for meget. Disse dyrebare planter havde måske overlevet, men uden de betingelser, de havde brug for for virkelig at folde sig ud og blomstre. Kort sagt ville det have haft en pris for deres udvikling.

Og når jeg ser de funklende, nysgerrige øjne foran mig, undringen over verden omkring dem, lysten til at lære og forstå, den selvtillid, de møder nye ting og udfordringer med, den kreativitet, der springer spontant frem …

… så får det mig til at standse op, smile og fortsætte ad vejen …