Frikvarter – bare børneleg?

For nylig fandt jeg ud af, at min søn havde det svært med sine jævnaldrende i skolen. Som elev i femte klasse er han den ældste dreng på sin montessoriskole. Gennem årene har jeg set den tålmodighed, ømhed og modenhed, der på mirakuløs vis kommer frem i min søn, når han er sammen med et yngre barn, som han er knyttet til. Derfor havde jeg store forhåbninger om, at disse kærlige sider af ham ville blive kaldt frem i skolen, når han igen fik denne lederrolle. Jeg forestillede mig, at han ville tage sig af de elever fra tredje klasse, der skulle begynde i hans aldersblandede klasse, på samme måde som han tog sig af de yngre børn i vores lokalsamfund.

Det var selvfølgelig en bitter pille at sluge, at det ikke var det, der skete i skolen. Da min første alarm og forfærdelse over at høre om min søns adfærdsmæssige fejltrin havde lagt sig, gik jeg i gang med at finde ud af, hvad der ikke fungerede for ham. Han havde en tryg relation til sin lærer – hvad var der så galt? Jeg fandt ud af, at næsten alle episoderne fandt sted på legepladsen. Det overraskede mig ikke, for jeg behøver bare at huske tilbage: Mine værste oplevelser i skolen var alle forbundet med de ødelæggende møder med jævnaldrende, der fandt sted i frikvarteret, når jeg var uden for lærerens beskyttende vinger.

Min første beslutning var derfor at fjerne det ustrukturerede samvær med jævnaldrende, som gav min søn ballade. Med det formål forpligtede jeg mig til at være til stede i frikvartererne, ikke kun for at være med til at passe på min søn og de andre børn, men også for at få et bedre indblik i, hvad der skete (eller ikke skete) på legepladsen.

Der gik mindre end fem minutter af min første frikvartersvagt, før billedet stod klart. Tyve børn legede »erobre flaget« på en smuk grøn plæne under en klar, solrig himmel. Selvom vejret udenfor var dejligt, var der et emotionelt uvejr under opsejling på banen, mens børnene skændtes om, hvem der »snød«. Min søn var ikke den eneste, der kæmpede med, at han ikke kunne få sine jævnaldrende til at lytte til ham og adlyde ham; andre børn var tydeligt frustrerede – nogle mumlede bandeord, nogle var på grådens rand, og nogle gik rundt i udkanten af legepladsen med hjerter, der tydeligvis gjorde ondt over deres »venners« ufølsomme måde at omgås dem på.

Selvom der var voksne med frikvartersvagt, så børnene ikke hen til disse voksne for at få den hjælp, de så tydeligt havde brug for. I stedet for at kredse om en tryg voksen, der kunne skabe orden i situationen, kredsede børnene om hinanden, og derfor herskede der kaos.

Jeg trådte straks til (med en selvsikkerhed, der var født af mange års øvelse som mor til tre meget intense børn) og meddelte, at det ikke var deres opgave at sørge for, at alle fulgte reglerne; deres opgave var at lege og have det sjovt. Jeg gik aktivt med i legen. Jeg gav de ældre børn en drejebog for, hvordan det kunne se ud, når de opmuntrede de yngre. (Da frikvarteret var slut, fortalte tre af de ældste, heriblandt min søn, mig med stor stolthed, hvordan det var lykkedes for dem.) Jeg tog de sårede børn væk fra de andres blikke og gav plads til deres tårer, indtil de havde lyst til at gå ud og »lege« lidt mere.

På den måde skabte jeg orden i deres verden ved at lade børnene kredse om mig i stedet for om hinanden.

Da jeg kørte hjem, tænkte jeg over, hvor forfejlet vores tilgang til frikvarteret er. I klasselokalet bekymrer vi os om, hvor mange elever der er pr. lærer, men vi tænker ofte ikke to gange over at lade nogle få voksne holde opsyn med en hel bane med 50 børn. Vi betragter frikvarteret som en pause for alle, også for de voksne, der har vagten. Alligevel er det tydeligt – ikke kun i hjerterne hos de mange, der bærer på bitre minder fra frikvarteret, men også i dokumenteret forskning – at samværet med jævnaldrende er den største kilde til sår hos børn; frikvarteret er ofte skoledagens mest giftige periode. Det er her, der er allermest brug for, at voksne er tæt på og aktivt involverede, og alligevel er det ofte her, de er mindst til stede.

Jeg følte på én gang stor tristhed og stor taknemmelighed: tristhed over, hvor meget vi har tabt af syne, hvad børn virkelig har brug for, og taknemmelighed for de øjne og den selvtillid, Gordon Neufelds arbejde har givet mig til at se og give det, som vores kultur og vores systemer mangler.

Hold On to Your Kids (på dansk: Dit barn har brug for DIG) er Gordons bog om fænomenet jævnalderorientering i vores kultur.