Drengen, der ikke eksisterede

Da jeg kørte ned ad den lille vej mod huset på landet, kunne jeg se en lille dreng, der stod og ventede på mig. Gården var enorm. Huset var stort og mørkt. Drengen var lille og passede på en eller anden måde ikke rigtig til omgivelserne.

Peter var blevet bortvist fra skolen på den sidste skoledag før juleferien. Hans alarm og frustration var vokset så meget, at det var umuligt at få ham til at gøre noget som helst. Enhver opfordring fra en voksen blev mødt med den stik modsatte adfærd; ethvert forsøg på en samtale blev fulgt af grimme ord, beskyldninger og trusler. Peter var blevet udpeget som bølle på vores skole. Han gik rundt og ledte efter mere sårbare elever og gik efter dem med fysiske og verbale overgreb. Han mødte lærere og voksne, også sin mor, med modvilje og krævede, at hans ønsker og krav blev opfyldt. Han truede, når tingene ikke gik, som han ville.

Jeg spurgte skolelederen, om jeg måtte se ham alene. Der blev holdt det ene møde efter det andet, hvor Peter lukkede i, og de voksne gik derfra fyldt med frustration. Forældrene havde forsøgt at få ham ind på en anden skole, men ingen skole, der kendte hans ry, var villig til at tage ham. Efter en snak med skolelederen gik hun med til at ringe til forældrene for at høre, om de ville lade ham komme til mig. Det ville de gerne, men de ville ikke køre ham til skolen; hvis jeg ville tale med ham, måtte jeg selv hente ham og køre ham hjem bagefter.

Mens jeg kørte ad den bugtede landevej, fik jeg øje på Peter, der stod og ventede på mig. Han holdt nøje øje med mig og satte sig ind i bilen med et tøvende hej. Vi kørte og snakkede, mens vi spiste af de vindruer, jeg havde købt på vejen hen til ham. Vi talte om ferien, om hønsene på gården og om, hvem der fik lov at fodre dem, om hans nye hund, »Ulv« (og om hvor meget større den var end min lille pomeranian), og om hans crossmotorcykel. Jeg gjorde alt, hvad jeg kunne, for at skabe kontakt med ham – alt, hvad jeg kunne, for at hjælpe ham til at knytte sig til mig.

Da vi nåede frem til mit kontor, satte vi os for at tegne. Jeg bad ham tegne, hvad han mente, der foregik. Jeg ledte efter integrative functioning (den integrerende funktion) – kunne han se begge sider af sagen, kunne han tale fra problemets »anden side«? Jeg ville se, om han kunne mærke sin tristhed over det, der ikke fungerede. Jeg tegnede et lille hjerte på papiret og spurgte ham, hvordan hans historie føltes. Han tog en sort blyant og farvede hele hjertet sort. Han så på mig og sagde: »Det føles, som om jeg bliver slugt af et stort sort hul ind i ingenting.« Så hviskede han stille: »Jeg føler, at jeg ikke eksisterer.«

Peters counterwill (modvilje) – som er det menneskelige instinkt til at modsætte sig pres og tvang, og som tjener tilknytningen ved at beskytte børn mod at blive påvirket for meget af dem, de ikke er knyttet til – begyndte at give mening for mig. Hans hjerne beskyttede ham mod en følelse af sårbarhed, der var for overvældende. Han var forsvaret mod at knytte sig til nogen af de voksne i sit liv. Ifølge Dr. Gordon Neufelds udviklingsparadigme er forsvar mod sårbarhed en beskyttelsesmekanisme, der består af emotionelle og perceptuelle filtre, der sorterer information fra, som personen ville opleve som for sårende eller smertefuld. Der var noget i denne lille drengs liv, der gjorde det for svært at føle.

Jeg indså, at det, jeg skulle gøre, var på en eller anden måde at blødgøre de voksnes hjerter over for denne lille dreng. Det var afgørende, at vi holdt op med at se ham som den slemme dreng, der ikke ville gøre, som vi sagde, og i stedet så den lille dreng, der havde brug for, at vi inviterede ham til at eksistere i vores omsorgsfulde nærvær. Vi måtte se, hvor utrolig sårbar og forsvaret han var. Vi måtte længes efter ham og søge at komme i det rette forhold til ham, hvor han kunne være afhængig af os.

I går aftes var min undervisningskollega ved at købe ind efter arbejde. Mens hun stod og valgte æbler, hørte hun en lille stemme kalde hendes navn. Da hun så op, genkendte hun Peter, som nu kom løbende hen mod hende med det største smil på læben. »Jeg kommer tilbage til skolen i morgen!« fortalte han hende. »Jeg glæder mig sådan til at være sammen med jer alle sammen igen!«

Min længsel er, at vi kan bevare et blødt hjerte over for denne lille dreng, mens vi arbejder på at skabe et skolefællesskab, der er trygt og imødekommende for alle børn.