Til ros for at begrænse rosen

Vi har alle lyst til at glæde os, når vores barn gør noget fantastisk eller når et mål. Det er en naturlig del af at være en stolt forælder. Vi fejrer deres bestræbelser og vil gerne anerkende dem. Men når anerkendelse og påskønnelse bliver til ros i håb om, at de så vil fortsætte med at hæve barren – eller hvis vi kun lægger mærke til vores barn, når det gør noget godt – kan vi være på vej ud i problemer.

Hvis vi giver vores barn opmærksomhed, når det klarer sig godt, må vi også vise det påskønnelse og hengivenhed, når det ikke lykkes. Det er så vigtigt, at vi trøster og viser, hvor meget vi elsker dem, også når de fejler eller begår fejl. Når vi giver kærlighed og opmærksomhed uden forbehold, uanset hvor godt de klarer sig, kan et barn hvile i bevidstheden om, at vores kærlighed er ubetinget. De behøver ikke leve op til noget for at gøre sig fortjent til vores kærlighed. Vi giver den uden betingelser. Når børn ved det, føler de sig værdsat for den, de er, ikke for det, de gør.

Jeg har altid følt, at min mor gjorde det rigtigt. Hun virkede aldrig overstadigt begejstret, når jeg kom hjem med gode karakterer eller fik udmærkelser i klaver. Hun havde sin måde at vise sin glæde på, men jeg vidste altid, at min succes ikke afgjorde, hvordan hun havde det. Hun var lige så varm og imødekommende, når det ikke lykkedes for mig. Jeg husker, at jeg fik ret meget ros af mine lærere i de små klasser. Selv om en del af mig nød det, følte jeg mig også utilpas, som om jeg når som helst kunne falde ned fra piedestalen og afsløre min ufuldkommenhed. Hvad nu, hvis jeg ikke altid kunne klare mig så godt? Ros kan faktisk virke mod hensigten og skabe utryghed.

Et andet problem opstår, når vi fokuserer for meget på præstation. Børn er ofte fulde af vidunderlig emergent energy (fremspirende energi), hvor de vil lege, udforske, nå et personligt mål eller skabe noget. Når vi træder til og roser et barn for dets bestræbelser, kan barnets energi vende sig væk fra glæden ved aktiviteten og i stedet rette sig mod vores anerkendelse. Når det sker, bliver den fremspirende energi – hvor barnet lærer selvstændighed og nye grænser og får en fornemmelse af sig selv – afbrudt, og barnet søger i stedet vores bifald og opmærksomhed.

Jeg har oplevet det selv som voksen. Min mand og jeg begyndte engang at gå til selskabsdans. Min mand viste sig at være et naturtalent, og instruktøren roste os (ham) og brugte os som eksempel på, hvordan man skulle danse. I begyndelsen havde vi det bare sjovt, var begejstrede for at lære trinene og nød vores nye færdigheder. Men efter masser af ros begyndte jeg at fokusere på instruktørens opmærksomhed. Jeg følte et pres for at »præstere«, og når hun kom forbi, blev jeg meget bevidst om hendes vurdering og anerkendelse i stedet for glæden ved at lære noget nyt. Heldigvis kunne jeg grine af mig selv og lave sjov med det sammen med min mand. Men for et barn er forældrenes anerkendelse en alvorlig sag.

Vi må værne om de dyrebare stunder, hvor vores børn udforsker deres verden, uhæmmet af vores godkendelsesstempel. Vi behøver ikke forstærke denne vidunderlige energi med vores ros; barnet vil af sig selv have lyst til at vove sig ud, hvis vi har sørget for dets emotionelle behov for kontakt og nærhed. Når et barn vil vise os noget, det har opnået eller skabt, kan vi fejre det. Vi kan ære dets fordybelse, værdsætte dets begejstring og dele dets glæde.

Uanset om rosen afbryder barnets kreative fordybelse i sig selv eller signalerer, at vores accept af barnet afhænger af, om det lykkes, må vi være bevidste om og varsomme med dens magt.

Gordon Neufeld opsummerer farerne ved ros med en fin analogi. Han siger: »Ros er som dessert. Dessert er fint, når vi har fået næringen fra hovedretten, men vi kommer i problemer, når den erstatter vores aftensmad. Ligesom dessert bør ros aldrig være hovedretten.«