For nylig døde en nær venindes mormor, 96 år gammel. Jeg vidste ikke meget om "Bedste" ud over, at min veninde Karin holdt tæt kontakt med hende og ofte besøgte hende og tog hende med ud at spise med familien. Min eneste tanke om denne kvinde, jeg aldrig havde mødt, var: Jeg håber, jeg har et barnebarn, der er så kærligt og opmærksomt, hvis jeg er så heldig at leve så længe. Og selvfølgelig melder spørgsmålet sig: "Hvad skal der til for at beholde sine børn, børnebørn og oldebørn tæt på sig hele livet igennem?"
Jeg fik mit svar, da jeg deltog i Bedstes begravelse. I synagogen den eftermiddag var jeg vidne til, at flere generationer græd åbent, fortalte historier og delte deres sorg, mens de hyldede en kvinde, der helt instinktivt og åbenlyst forstod, hvad tilknytning og kontakt handler om. Jeg så min veninde sørge dybt, side om side med sine børn, sin far og mor, tanter, onkler, fætre og kusiner, niecer, nevøer og oldebørn — unge og gamle fra 7 til 70 år og derover. En kvinde ved siden af mig bemærkede, hvor svært det var at se de mindste være så kede af det. Jeg sagde: "Nej, det er vidunderligt. Hvilken utrolig tilknytning hun har skabt."
Det stod mig klart, at Bedste havde levet sit liv med et stort hjerte og sat relationer og familie først. I dagene efter spurgte jeg Karin, hvad der gjorde hendes mormor så særlig. Hvad holdt forbindelsen så stærk? Jeg fik et par svar.
Hun samlede alle, hele tiden. Hun forbandede telefonsvarere og forlangte altid en rigtig stemme. Hun sendte fødselsdagskort og breve til alle niecer, grandniecer og børnebørn og sørgede for, at de fik pakker med ungarske kåldolmere og kage med hjem efter besøg. Sådan blev hun ved med at nære dem, selv når de var adskilt. Hun fik alle til at føle sig særlige og bød altid nye familiemedlemmer og svigerfamilie velkommen med åbne arme og budskabet: "Det, der er mit, er dit … lad mig tage mig af dig." Hun glemte aldrig et løfte om et besøg eller en middag ude. Med min venindes egne ord: "Hun fik mig til at føle mig tryg. Hun havde styringen, og jeg kunne gå til hende med alt … enhver bekymring, sorg, alt det, der tyngede mig … hun kunne rumme det, tage imod det hele og give mig fornemmelsen af, at alt nok skulle gå. Jeg kunne give slip på mine problemer hos hende og finde hvile i visheden om, at hun ville tage sig af mig. Selv hendes hjem, hendes badeværelse, hendes tøj … det mindede mig om, hvem hun var, og jeg fandt tryghed og trøst i alt, hvad der var hendes."
Karins mormor havde det, der kaldes en stærk alfatilstedeværelse. Hun var usædvanligt omsorgsfuld og blødhjertet. Og så var hun bestemt, fuld af temperament, sagde sin mening og fandt sig ikke i noget sludder. Hun havde oplevet store tab og tragedier i sit liv, men kom igennem dem med modstandskraft. Hendes budskab til sine kære var: "Kom bare med det. Jeg kan bære det. Jeg skal nok tage mig af jer."
Det minder mig om dr. Neufelds stærke beskrivelse af den dybest mulige tilknytning til et andet menneske: den tilknytning, der inviterer den anden til at blive fuldt ud kendt og forstået, og som byder alle sider velkommen … ikke kun det gode, men også alle bekymringerne, sorgen, forvirringen, vreden — den sårbarhed, der gør os ægte menneskelige. Den form for forbindelse forsvinder ikke. Selv efter sin død vil Bedste altid være der til at vejlede og præge Karin resten af hendes liv. Det er det, dyb tilknytning handler om. Den er for evigt.
Skrevet af Patti Drobot i 2011 og udgivet på NeufeldInstitute.org
Patti Drobot er registreret professionel rådgiver og Adjunct Faculty ved Neufeld Institute med en baggrund i psykiatrisk ergoterapi og familieterapi.
Læs mere om Patti Drobot