Jeg var ansat som skolerådgiver fire formiddage om ugen på en stor, travl overbygningsskole. På min sagsliste havde jeg en meget hård teenage-alfapige fra 10. klasse. De fleste af de andre elever frygtede hende, fordi hun var »skør« – hun havde for længst mistet evnen til at drage omsorg, hun var følelsesløs, frustreret og vred, altid klar til at bide fra sig og ventede blot på, at nogen så forkert på hende. Og hun tøvede ikke med at slå til uden varsel. Hun gik til angreb, uanset om det var drenge eller piger, og hun veg aldrig tilbage, aldrig. Hendes ansigt kunne være forslået og blødende, og hun ville stadig ligge oven på dig og være stolt af det. Et virkelig hårdt liv … hvor man altid lever efter junglens lov.
Jeg må sige, at jeg brugte størstedelen af 4,5 måneder på at blødgøre den pige en lille smule hver eneste dag. Jeg tog lækker mad og juice med, så jeg altid havde noget ved hånden, og jeg havde et fint udvalg af specialkaffe og te på mit kontor. Hun kom ind hver dag fyldt med grim, grim, grim frustration, og jeg gik i gang med at få hende til at føle sig godt tilpas, sørge for forplejning og sikre, at hun blev modtaget som en æret gæst på mit kontor og i mit nærvær, mens hun lod sin ondskab vælte ud over mig! Jeg lagde tristhed og tårer ind i mit ansigt, min stemme og min kropsholdning, mens jeg nænsomt forsøgte at nære hende med fuld forståelse, empati og ubetinget accept. Hele verden var imod hende, ingenting lykkedes nogensinde, det var altid alle andres skyld, og alle var ude efter hende – undtagen på mit kontor. Dér var jeg på hendes side, og alting var i orden.
Lige efter nytår kom hun ind, og jeg kunne se sårbarheden i hendes ansigt. En hel del ting var gået galt den dag (som sædvanlig), og nogen havde netop fortalt hende, at deres kæledyr var dødt – et dyr, hun aldrig havde mødt. Det var dråben. Tårerne begyndte et sted omkring kl. 9.30. Hun græd overalt på mit kontor, hun græd i vejledningsafdelingen og specialundervisningsafdelingen, hun græd på administrationens kontorer, hun græd op og ned ad skolens gange, hun lå hen over sine venner og græd, og de skiftedes til at vugge hende, hun græd, mens hun spiste de pommes frites med sovs, jeg havde hentet til hende, og hun græd, mens hun røg sine cigaretter … hun kunne simpelthen ikke stoppe. Flere timer senere sad hun på en bænk under et træ uden for mit kontor – stadig grædende – og et par lærere havde samlet sig hos mig og kiggede ud ad vinduet på hende.
»Burde vi ikke gøre noget ved det?« spurgte de.
»Nej. Hun gør præcis det, hun har brug for at gøre,« svarede jeg.
Hendes ansigt forandrede sig den dag, og jeg er overbevist om, at det var omkring det tidspunkt, vi kunne begynde at tale om hendes drømme for livet: at slippe væk fra kontanthjælp og fattigdom og gøre sin uddannelse færdig.
Skrevet af Darlene Denis-Friske, i 2007 og udgivet på NeufeldInstitute.org
Om forfatteren
Darlene Denis-Friske er algonquin-anishinaabe-terapeut og tilknyttet underviser ved Neufeld Institute med en faglig baggrund, der spænder over skoler, psykiatriske rammer og privat praksis.