Kriminalitetens rødder

I kølvandet på urolighederne i Vancouver efter Canucks' nederlag i Stanley Cup-finalen har mange svært ved at finde mening i denne meningsløshed (se også Dr. Deborah MacNamaras artikel). Ironisk nok var jeg – og er stadig, mens jeg skriver dette – i Europa, hvor jeg forbereder en hovedtale til en kongres om kriminalitet i Berlin, Tyskland. Desværre er det et verdensomspændende problem, som vores elskede Vancouver (min hjemby) ikke er gået fri af.

Der findes mange teorier om kriminalitet, og der forskes meget i den. Vi finder forskelle i hjernens struktur og funktion, i tidlige erfaringer, i socialiseringsprocesser og endda i forældrestil. Sociologer peger på faktorer som fattigdom, samfundets forventninger, flokmentalitet og familiers opløsning. Ingen af disse faktorer gælder dog på tværs af fænomenet, og ingen af dem kan for alvor forklare denne adfærd.

Efter mange år med både at arbejde med kriminelle unge og at studere kriminalitet er det, der står tydeligst for mig – mere end nogen anden faktor – deres overraskende umodenhed. På de tre vigtigste mål for modning – levedygtighed som et selvstændigt væsen, afbalanceret oplevelse og udtryk samt evnen til at lære af fejl og nederlag – kommer de fleste kriminelle til kort. Og deres hjerner afspejler denne bemærkelsesværdige kendsgerning. Den præfrontale cortex – hjernens civiliserende blandeskål – er ikke mere udviklet end hos en gennemsnitlig fireårig, og hjernebjælken (corpus callosum) – den bro, der gør det muligt for os at bruge begge sider af hjernen til at løse problemer – er også mindre, end den burde være. Deres fysiske størrelse og sofistikerede fremtoning gør os blinde for, at de ikke er vokset op som mennesker. Mange forhold medvirker til kriminalitet, men de har kun en virkning på dem, der er virkelig umodne.

Den anden faktor, der står tydeligt frem, er, at deres alarmsystemer ikke virker. En stor del af vores hjerne fungerer som et alarmsystem, og når det virker, bliver vi omhyggelige, forsigtige, bekymrede og samvittighedsfulde. Når det ikke virker, bliver vi hensynsløse og skødesløse. Og når alarmsystemet er alvorligt ude af funktion, bliver vi endda tiltrukket af det, der burde alarmere. Igen bekræfter forskningen i den kriminelle hjerne, at alarmsystemerne er ude af drift.

Det er rigtigt, at vi midlertidigt kan slå vores alarmsystem fra med alkohol, og jeg går ud fra, at mange gjorde netop det under urolighederne i Vancouver. Når det er tilfældet, opstår denne slags adfærd kun under påvirkning af alkohol. Det ville forklare noget af det, vi så under urolighederne i Vancouver, men det fortæller bestemt ikke hele historien. De kriminelle unge, jeg arbejdede med, ville alle have gjort det til deres højeste prioritet at være i Vancouver den aften og ville have fantaseret om præcis det, der endte med at ske – også uden alkoholens alarmdæmpende virkning.

Hvad kan så forårsage både udviklingsmæssig stilstand og et alarmsystem, der ikke fungerer? Svaret er så grundlæggende enkelt, at det som regel undgår vores opmærksomhed. Både psykologisk modning og et velfungerende alarmsystem afhænger af et sundt limbisk system (dvs. den emotionelle hjerne). Helt enkelt sagt må vi føle vores følelser, selv de mest ømme og sårbare, for at hjernen kan bevæge os til forsigtighed, når det er på sin plads, og sætte os i stand til at vokse op med tiden. Emotion er både modningens drivkraft og alarmsystemets motor.

Men ømme følelser er også en luksus, som mange hjerner ikke har råd til. Når vores sår er for meget at bære, bliver vi emotionelt afstumpede og mister dermed netop de følelser, der kræves for at virkeliggøre vores menneskelige potentiale som civiliserede og hensynsfulde væsener. Problemets rod er emotionel afstumpning – eller sagt med et intuitivt sprog: forhærdede hjerter. Kriminelle i alle aldre er på en flugt fra sårbarhed, der lammer både deres alarmsystemer og deres modning. Jeg oplevede, at de kriminelle unge, jeg arbejdede med, manglede mange af de sårbare følelser, der er afgørende for at blive fuldt ud menneske. Vi er så blændede af deres kriminelle adfærd, at vi ofte ikke kan se sagens kerne.

En sådan flugt fra sårbarhed kalder på en forklaring. Vi lever ikke i en krigstid, i hvert fald ikke i Vancouver. Vi har ikke nævneværdig fattigdom; faktisk kommer mange af dem, der deltog i denne adfærd, fra velstående hjem. Hvad i alverden kan problemet være?

Svaret ligger igen lige for næsen af os. Det vigtigste fund i en stor undersøgelse af unge var, at stærke emotionelle relationer til omsorgsfulde voksne bevarede deres emotionelle sundhed. Den eneste måde, vi kan beskytte vores børn og unge mod sår, der er for meget at bære, er gennem styrken i deres tilknytning til os. Så snart deres jævnaldrende betyder mere, end vi gør, bliver den naturlige menneskelige sårbarhed for meget at bære. Kort sagt er vi ved at miste vores børn til deres jævnaldrende; kriminalitet – både i ungdommen og videre ind i voksenlivet – er et af de mange negative resultater. Min bog, Dit barn har brug for DIG, beskriver dette i detaljer, hvis du ønsker at forfølge denne tankegang yderligere. Forebyggelse handler kort sagt om at vinde vores unge tilbage – eller helst slet ikke at give slip på dem i første omgang. Der er en lære at drage af dette, og forhåbentlig kan vi lære den hurtigt nok til at gøre en forskel i vores verden og i vores elskede Vancouver.