Principper for adfærd: Valg af indsatsprogrammer i skolen

Jeg blev for nylig bedt om at holde hovedtalen ved et adfærdstopmøde arrangeret af Eastern Townships School Board i Quebec. De havde samlet alle deres interessenter – direktører, skoleledere, lærere, konsulenter, assistenter, frikvartersvagter, buschauffører, sekretærer, bestyrelsesmedlemmer og forældre – for at udvikle idéer til, hvordan eleverne kunne hjælpes til bedre at håndtere de adfærdsmæssige krav, der følger med at gå i skole.

Jeg havde 45 minutter til at give dem en sammenhængende ramme. Det kan virke som en uoverkommelig opgave, men takket være Gordon Neufelds udviklingsparadigme vidste jeg, at jeg kunne præsentere nogle bærende principper, der ville gøre det lettere for dem at vælge blandt de utallige adfærdsindsatser og -programmer, der findes.

Når vi arbejder med børn, minder Gordon os om, at der er nogle centrale faktorer, vi må have for øje: modning, sårbarhed og tilknytning. Den første faktor, modning, er en proces, og den er en indbygget del af vores natur som mennesker. Hvis alt går vel, drives vi til at vove os ud for at blive levedygtige væsener. Det begynder med »Selv gøre!« og fortsætter, efterhånden som børn bliver drevet til at prøve sig frem og udvikle deres egne måder at navigere i livets udfordringer på. Men som vi nu ved fra den nyeste hjerneforskning, tager denne proces lang tid – et godt stykke ind i midten af tyverne eller endnu længere for mange af os.

Den anden faktor, vi må tage i betragtning, er sårbarhed. For at vækst kan finde sted, må enhver organisme forblive blød. (For et menneske betyder det at have et blødt hjerte og at kunne mærke sårbare følelser som skyld, forlegenhed, vrede, tristhed osv.) Men blødhed er en tilstand, der gør os åbne for at blive såret. Af hensyn til deres udvikling må vores børn kunne tåle denne tilstand af sårbarhed.

Hvordan er det muligt? Svaret er den tredje faktor, vi må tage i betragtning, nemlig tilknytning. Vores børn kan kun forblive bløde inden for rammerne af trygge og sikre relationer til voksne.

Enhver indsats eller ethvert program, der indføres i vores skoler, må respektere disse tre centrale faktorer. Vi må derfor stille disse spørgsmål til hver indsats:

– Respekterer den modning? Bygger den på en forståelse af menneskers behov for at »vove sig ud« (og begå fejl)? Passer den til barnets aktuelle udviklingsniveau (ikke nødvendigvis til dets alder i år)? Respekterer den den naturlige umodenhed hos et væsen i vækst, eller lover den at få børn til at »vokse op«, så de på stedet kan opføre sig som »små« voksne?

– Beskytter den vores børns sårbarhed? Eller bruger den skam eller forsøger at alarmere barnet for at styre dets adfærd?

– Respekterer og beskytter den relationen mellem voksen og barn og sikrer de stærke, omsorgsfulde tilknytninger, der er så nødvendige for et barns udvikling?

Derefter så jeg kritisk på nogle almindelige indsatser.

1. At bruge »konsekvenser« til at ændre adfærd er problematisk. Mange børn, der har svært ved at lære af konsekvenser, er forsinkede i deres evne til at rumme to synspunkter på én gang. I situationen handler de ud fra det, der føles mest presserende, og kan ikke holde fast i det mulige negative eller positive udfald af at handle på en anden måde. Disse børn har vanskeligheder med modningen, og vi kan desværre ikke tvinge dem til at modnes. For disse børn ender konsekvenser blot med at frustrere dem endnu mere. Resultatet er, at disse børn ikke længere ser os som nogen, der står »ved deres side«, men snarere som nogen, der er imod dem. Hvis vi i stedet konstaterer, at et barn ikke har den nødvendige modenhed til at håndtere en bestemt situation (fx at lege med andre i frikvarteret), må vi tage ansvaret og indrette omgivelserne, så barnet kan deltage uden at komme i problemer.

2. »Time-out« bruger relationen til at alarmere barnet, så det opfører sig ordentligt, især hvis vi sender budskabet: »Du må komme tilbage til mig, når du beslutter dig for at opføre dig ordentligt.« Det, der ligger i det, er, at relationen mellem voksen og barn afhænger af barnets evne til at opføre sig »ordentligt«. Selvfølgelig er der børn, der må fjernes fra en situation af hensyn til andres sikkerhed. Men i stedet for at sende barnet »væk« kunne man sende barnet »hen til« en anden omsorgsfuld voksen på skolen.

3. Forstærkningsprogrammer, som tilskynder voksne til at lægge mærke til et barns »gode« adfærd, gør ofte vores naturligt »søde« børn meget ængstelige, fordi det at være »sød« tydeligvis er måden at sikre sig de voksnes tilknytning på. Men at være sød hele tiden giver kun lidt plads til modningen af det fremspirende selv. Og børn bør aldrig få det indtryk, at de voksnes tilknytning afhænger af, hvor godt de opfører sig. Vores børn har brug for anerkendelse af deres anstrengelser. Et smil, et nik og et »tak« bliver værdsat og kan gives til alle børn på alle tidspunkter af dagen.

Jeg kunne fortsætte, men min tid er gået! Jeg opfordrer dig til at fortsætte med at udforske Gordons udviklingsparadigme, især hans kursus »Making Sense of Discipline: the INs and OUTs of imposing order on children’s behaviour« (på engelsk).