Og den var så smuk

Min datter havde en svær dag. Som den yngste af tre prøvede hun at følge med sine ældre søskende og nabobørnene – at klare sig i en række vilde udendørslege. Det gik ikke godt. Ingen var lede ved hende, holdt hende udenfor eller drillede hende, men virkeligheden var, at hun hverken var den hurtigste, den stærkeste, den klogeste eller den vigtigste i flokken.

Jeg kunne høre på hendes stemme, at frustrationen var ved at nå et ret højt niveau, og jeg havde tænkt mig at kalde hende ind for at få et lille pusterum. Men jeg prøvede, som mødre gør, først at blive færdig med frokosten, før jeg gjorde mig helt tilgængelig. Tja, jeg ventede lige lidt for længe. Ind kom hun med et blik, der kunne dræbe, og parat til at eksplodere, så jeg tog en dyb indånding for at gøre mig klar til stormen.

Hun så op på mig, holdt en duefjer op, som hun havde fundet i haven, og sagde: »Se min fjer, mor«, og uden nogen form for varsel gik hun aggressivt løs på den. Knurrende og brummende bøjede hun den, pjuskede den, vred den og klemte den sammen, indtil den kun var en sølle, krøllet skygge af sig selv. Jeg blev hos hende, fascineret, mens hun skabte sig en sikker udvej for al den fordærvede frustration.

Så skete der noget; hun lænede sig ind mod mig med et gys og holdt fjeren op, mens alt det vilde i hendes fremtoning smeltede. »Åh, mor«, græd hun, »min stakkels fjer! Se den! Den er ødelagt! Den er ødelagt! Den er ødelagt for altid! Og den var sååå smuk!« – og hun brast i dyb og desperat gråd.

Jeg holdt om hende og mumlede noget om, hvor trist det var at miste sådan en smuk fjer (med en vis anstrengelse lod jeg være med at påpege det åbenlyse – at hun selv helt uden grund havde ødelagt den – og afholdt mig fra at oplyse hende om den egentlige kilde til hendes frustration). Hun blev ved med at hulke uhæmmet: »Jeg elskede den! Jeg elskede den! Åh, mor! Jeg elskede den! Nu er den grim! Den er ødelagt! Jeg får den aldrig nogensinde tilbage! Aldrig!« Hendes tårer flød hurtigt og stærkt i fem eller ti minutter, indtil stormen drev over lige så hurtigt, som den var kommet. Hun smilede op til mig fra mine arme, gav mig et hårdt kram, tørrede øjnene og spurgte: »Er frokosten klar?« Og det var så smukt.

Endnu en gang blev jeg slået af tilpasningens mirakel. Det er kun gennem tristhed, at vi kan give slip på de ting, der går galt i vores liv; når frustrationen hober sig op over ting, vi ikke kan ændre, er det tristheden, der dræner frustrationen, holder os bløde og gør det muligt for os at komme os over smerte og stress. Nogle gange er vi langt fra vores tårer, og frustrationen bryder ud som aggression – mod en anden, mod os selv eller, som her, mod en fjer. Når vi forstår, at aggression har sine rødder i frustration, ser vi vores børn med andre øjne og kan lettere forstå deres udbrud og give plads til de tårer, der vasker stormskyerne væk.