Forfatter: Lis Kroeker
Jeg sad på mit kontor med Jake og hjalp ham med matematik, da jeg hørte gråd et stykke nede ad gangen. Det var tid til at hente børnehaveklassen, og gangen var fuld af forældre, der var ved at gøre deres små klar til at tage hjem. Vi så på hinanden, trak på skuldrene og arbejdede videre. Jeg regnede med, at der var masser af andre voksne i bygningen, som kunne tage sig af det, og at hvis de havde brug for mig, ville nogen komme og hente mig.
Få minutter senere kom der faktisk nogen og hentede mig. Børnehaveklasselæreren kiggede ind ad døren og bad mig komme og hjælpe. Jake og jeg så på hinanden. Jeg spurgte ham, om han selv kunne finde tilbage til sin klasse, og skyndte mig ned ad gangen for at se, hvad der foregik.
Der er en bestemt frygt, der følger mig hver dag som skolerådgiver. Når alt andet slår fejl, og alt er blevet forsøgt, er der denne mærkelige forestilling om, at skolerådgiveren vil vide, hvad der skal gøres. Efter alle de års uddannelse og læsning ved jeg vel også, hvad der skal gøres – men kun op til et vist punkt. Livet har det med at være uforudsigeligt, og uanset hvor godt vi forstår tingene intellektuelt, kan man ikke vide, hvordan man vil reagere, når man virkelig står midt i krisen. Mens jeg løb ned ad gangen og spekulerede på, hvad der ventede mig, og stille bad om, at jeg ville vide, hvad jeg skulle gøre, kunne jeg høre læreren tale om »den forælder«. »Den forælder ved ikke, hvad hun skal stille op. Hvis hun bare holdt op med at forkæle det barn og satte nogle grænser, så havde vi ikke det her problem. Du må lære hende at styre det barn.« Og da vi kom ind i lokalet, hørte jeg hende sige: »Jeg kan ikke blive, jeg har en anden aftale.«
Dér, midt i lokalet, sad en ung mor på knæ og gned blidt sin datter på ryggen; datteren var tydeligvis ude af sig selv. Moren så op på mig med et ansigt fuld af skam. Jeg trådte frem, langsomt, men ikke langsomt nok. Den lille pige så på mig i panik, tog sin sko af og kastede den efter mig. Jeg havde overskredet hendes grænse; nu vidste jeg, hvad jeg skulle gøre!
Jeg fandt en lille stol og satte mig så langt væk, at mor og barn kunne føle sig trygge, men tæt nok på til at skabe forbindelse. Stille begyndte jeg at snakke med moren om hendes barn; jeg nikkede og lyttede og bekræftede så meget, jeg overhovedet kunne, at denne mor faktisk tog føringen for sit barn og fulgte sit hjerte. Mens vi snakkede, gik det op for os, at barnet var meget sensitivt – så meget, at hun ofte blev overvældet af sine omgivelser og oplevede en sårbarhed, der var for meget at bære. Jeg behøvede ikke give råd; jeg behøvede ikke tale med denne mor om at sætte grænser og styre sit barn. Alt, hvad jeg behøvede at gøre, var at bekræfte denne mor, mens hun fulgte sine forældreinstinkter og bevægede sig hen for at tage sig af sit barn.
Skrevet af Lis Kroeker i 2011 og udgivet på NeufeldInstitute.org
Om forfatteren
Lis Kroeker er Professional Associate ved Neufeld Institute og underviser på uddannelsen af specialpædagogiske lærere ved Vancouver Island University.