
Mens jeg forbereder mig på at undervise på Alpha-kurset (sammen med min trofaste undervisningsmakker, Robin Brooks-Sherriff), bliver jeg mindet om en tid, da mine drenge var små, og tingene gik skævt. Det var, før jeg kendte til alfa- og afhængighedsrollerne, og det hele var lidt af en gåde for mig. Som for så mange forældre, der tager dette kursus, gav hele situationen meget mere mening, da jeg først havde forstået stoffet …
Mine drenge var seks og tre år, da min mand og jeg tog væk på en sjælden ferie for os to. Mormor, som de var vilde med, kom og passede dem i weekenden. Da vi kom hjem søndag eftermiddag, undrede jeg mig over den aggressive, kommanderende adfærd, jeg så hos min ældste søn. Han var normalt blid og rolig, men de næste mange dage var han kontrollerende, krævende og fysisk aggressiv. I løbet af den følgende uge så jeg ham blive blødere, og det kommanderende fortog sig. Dengang forstod jeg det ikke rigtig, men jeg var mest bare glad for, at det ikke blev ved.
Nogle måneder senere tilmeldte jeg mig Alpha Children, mit første kursus her på Neufeld Institute, og i løbet af kort tid kunne jeg forstå, hvad der var sket den weekend. Alfastoffet ramte noget dybt i mig og hjalp mig med at forstå min egen erfaring som tidligere alfabarn (ja, den mormor, der var kommet for at passe dem, var min mor).
De fleste forældre kender i dag til betydningen af tilknytning – det får meget opmærksomhed i medierne. Men det, der ofte bliver udeladt, er denne afgørende nuance: Lige så vigtigt som at vores børn er dybt knyttet til os, er den position, de er knyttet til os fra.
Hvis vi forstår tilknytning som et overlevelsesinstinkt hos pattedyr, giver det god mening, at den i sit væsen er hierarkisk – hvor det ene medlem af parret er den, der giver omsorg, og det andet den, der modtager omsorg. Jeg husker tydeligt en historie, som underviseren (ingen ringere end vores campus director, Tamara Strijack) fortalte på mit Alpha Children-hold: Tamara fortalte, at hun og en veninde havde en ugentlig te-aftale, som foregik i hendes terapilokale. Alt efter hvem der havde mest brug for omsorg, og hvem der følte sig mest i den omsorgsgivende rolle, skiftedes de til at sidde i terapeutstolen og i klientsofaen. De spurgte hinanden legende: »Hvem får Tamaras stol i dag?«
Som eksemplet viser, kan alfa- og afhængighedsrollerne være flydende i relationer mellem voksne, hvad enten det er venskaber eller kærlighedsforhold. Ideelt set er rollerne en instinktiv dans, der er lydhør over for hver persons behov den pågældende dag. Jeg er sløj, du kommer med te til mig. Du har haft en hård dag på arbejdet, jeg låner øre til dig. Men i relationen mellem forælder og barn (eller bedsteforælder og barn eller lærer og elev) er rollerne ikke tænkt som flydende. I denne relation skal forældrene være solidt placeret i alfarollen, og børnene (ja, også teenagere og voksne børn!) i afhængighedsrollen – så værdier, vejledning og næring kan gives og tages imod; så børn kan hvile i deres forældres omsorg.
Alfa-afhængighedsstrukturen kan blive vendt på hovedet af mange forskellige grunde: hypersensitivitet, forældres sygdom eller fravær, jævnalderorientering eller forældre, der fremstår trængende (det var synderen i tilfældet med min mor/min søns mormor) – for blot at nævne nogle få. Når det sker, påtager børnene sig alfarollen, og relationen mellem forælder og barn kommer på afveje. Problematisk adfærd kan brede sig, det kommanderende og aggressionen tager over, og børnene bliver immune over for vores indflydelse. Når en forælder kommer til en forældrekonsultation og siger: »Jeg havde aldrig troet, det ville være så svært at være forælder«, eller når en forælder lidt flovt indrømmer, at de faktisk ikke bryder sig ret meget om deres barn, er jeg opmærksom på, om der er alfaproblemer.
Heldigvis har Dr. Gordon Neufeld sat navn på og forklaret denne yderst vigtige dynamik for os, så vi kan sætte ord på det, vi ser og instinktivt fornemmer er »forkert«. Endnu heldigere er det, at vejen frem bliver tydelig gennem denne forståelse. Det er absolut muligt at finde tilbage til den rette relation med børn, der er blevet alfa – det kan tage et stykke tid, men det er afgørende, hvis vi skal kunne gøre vores arbejde som forældre.
Efterhånden som jeg kom igennem kurset, blev det klart for mig, hvad der var sket inde i mit sensitive ældste barn, da mormor var kommet for at passe dem. Han fornemmede hendes mangel på alfaenergi, og hans alfainstinkter trådte frem. En interessant nuance ved alfainstinkter er, at når de opstår i de rette situationer, og hjertet er blødt, kan vi se en meget smuk omsorg: Forestil dig et lille barn, der holder en baby eller tager sig af en killing. Men når alfainstinkterne bliver aktiveret i relationer, hvor barnet har brug for omsorg, eller hvis de bliver koblet med alarm eller noget andet, der kan få hjertet til at blive hårdt, ser vi alfainstinkterne slå over i bølleagtig energi. Hos min søn var alfainstinkterne koblet med alarm og frustration – han var vant til, at voksne tog en tydelig alfaføring, han savnede mig og sin far, og han havde brug for, at mormor havde ansvaret. Som det sker for de fleste af os, blev han, da han fornemmede et alfatomrum, drevet til selv at tage den position.
Uden at have ordene for det (endnu – det skulle kurset snart tage sig af) kunne jeg på et eller andet plan måske ikke forstå, men i det mindste genkende, hvad der var sket for min søn. Jeg kendte den bølleagtige energi, der rejste sig i mig selv i samværet med min mor. Heldigvis har både min mand og jeg ret solide alfainstinkter, og i løbet af omkring en uge hvilede min søn igen i vores omsorg.
Det var ikke sidste gang, en af mine sønner bevægede sig ind på alfaterritorium i vores relation, men begrebet om dansen mellem alfa og afhængighed gav mig en skabelon, både til at genkende dynamikken og til at vide, hvad der var brug for, når jeg fornemmede, at der var et alfaproblem.
Skrevet af Lisa Weiner i 2025 og udgivet på NeufeldInstitute.org
Om forfatteren
Lisa Weiner er Faculty member ved Neufeld Institute og Nurse Practitioner i Portland, Oregon. Hun underviser forældre, lærere og fagfolk i Gordon Neufelds tilgang og har særligt fokus på at hjælpe forældre med at forstå teenagere.