Neufeld Logo DK light - udviklingstilgang
Neufeld Logo DK light - udviklingstilgang
Kurser Gordon Neufeld
Campus
kKurser
gGordon Neufeld
rRessourcer
aArtikler
bBøger
gGratis ressourcer
Campus
Tilbage

Tanker om fastlåsthed

Gordon Neufeld·02/10-2025

Ikke alle vokser op, når de bliver ældre. Begrebet psykologisk umodenhed har længe eksisteret som en intuitiv forestilling, men først for nylig er udviklingsvidenskaben nået så langt, at idéen om udviklingsmæssig stilstand kan formuleres præcist og bruges som et stærkt forklaringsredskab, når det gælder problemer med læring og adfærd.

Fastlåsthed er på én gang det mindst anerkendte og det mest almindelige problem i barndommen. Mange sidder fast i en psykologisk umodenhed, der forhindrer dem i at vokse fra problemer som aggression og modvilje – og fra enhver anden dysfunktion eller funktionsnedsættelse, der måtte være til stede. Denne tilstand ligger bag et væld af udtryk og en lang række af de problemer, børn kommer med: uafbalanceret oplevelse og udtryk, uophørlig rastløshed, kronisk impulsivitet, forhøjede tilknytnings- og afhængighedsbehov samt en egocentrisk og umoden måde at forholde sig til andre på. Mange børn sidder fast fra tid til anden på små måder. Nogle børn kommer til at sidde dybt og kronisk fast. Jo tidligere det sker, desto alvorligere er de udviklingsmæssige konsekvenser.

Når børn sidder fast, vil de heller ikke vokse fra – eller komme til at kompensere for – de funktionsnedsættelser og mangler, der måtte være. Disse børn vil også sjældnere komme sig over den skade, de måtte have lidt, eller de traumer, de har oplevet. Derfor er der større sandsynlighed for, at sådanne børn bliver diagnosticeret med indlæringsvanskeligheder eller adfærdsforstyrrelser. Det afgørende er dog ikke forstyrrelsen eller funktionsnedsættelsen, men den fastlåsthed, der gør dem til ofre for tilstanden. Når dette først er forstået, får det vidtrækkende betydning for behandlingen, og der kan åbne sig døre til forandring.

Børn, der sidder udviklingsmæssigt fast, vil også sidde emotionelt fast. Børn, der sidder fast, bliver ikke bevæget, som de burde – hverken i affekt eller adfærd – af oplevelser, der burde vække sårbare følelser i et barn. Tab bevæger dem ikke til sorg, afmagt bevæger dem ikke til tristhed, indre konflikt bevæger dem ikke til bevidsthed, og opfyldelse bevæger dem ikke til mæthed. I mere alvorlige tilfælde af fastlåsthed bevæger det, der burde alarmere dem, dem ikke engang til forsigtighed. Sådanne børn er ude af stand til at lære af konsekvenser, at føre deres gode hensigter ud i livet eller at holde sig ude af ballade.

I det omfang børn forbliver umodne, forbliver de også – i mangel af andet – tilknytningsvæsener. Undervisning, forældreskab og behandling må derfor foregå inden for rammerne af en relation. Der skal også passes godt på at bevare de bånd, der giver de voksne, som har ansvaret for sådanne børn, deres styrke. Denne tilgang er selvindlysende, når man har forstået den, men den går imod de fleste gængse fremgangsmåder over for børn, der er svære at have med at gøre.

Når børn først sidder fast, gør de sædvanlige måder at håndtere adfærd på – herunder sanktioner, konsekvenser og time-outs – faktisk tingene værre. Af grunde, som jeg gennemgår i mit kursus Intensive I, vil det, der virker med børn, der ikke sidder fast, have en tendens til at give bagslag hos dem, der sidder fast. Når man ikke forstår denne grundlæggende tilstand, er forældre, lærere og eksperter alle dømt til at gribe ind på måder, der virker mod hensigten. En del af udfordringen ved at være forælder til eller arbejde med børn, der sidder fast, er at lære at arbejde uden om problemet og dets symptomer, indtil det kan løses.

Den gode nyhed er, at de fleste børn kan komme løs, men de har brug for vores hjælp til det. At kunne genkende tegnene og symptomerne på fastlåsthed og at kende de træk, der kan få et barn løs, er den vigtigste udviklingsmæssige førstehjælp, nogen forælder eller fagperson kan have.

Skrevet af Gordon Neufeld i 2025 og udgivet på NeufeldInstitute.org

Newer post Feed me: Trang, slik og skærmtid
Older post At blive bevidst om alfa i forældreskabet

Den tilknytningsbaserede udviklingstilgang — attachment-based developmental approach

Dr. Gordon Neufeld tager udgangspunkt i en antagelse om orden. Bag uro, modstand og manglende motivation er der noget, der ikke fungerer. Når vi forstår hvad, ændrer måden vi ser på sig.

Centralt i Gordon Neufelds teori er skelnen mellem emotioner og følelser. Emotioner — fra latin e-movere, det der sætter i bevægelse — er de dybe, ofte ubevidste drivkræfter bag adfærd: alarm, frustration, søgen efter nærhed, aggression og sorg. Følelser er den bevidste oplevelse af de samme bevægelser. Neufeld arbejder med emotionerne, ikke med adfærden, de udløser — fordi det er her forandring er mulig.

læs mere
Neufeld Logo DK light - udviklingstilgang
Neufeld Logo DK light - udviklingstilgang

Vi tilbyder Dr. Gordon Neufelds onlinekurser på dansk samt foredrag, forældrerådgivning og workshops. Målet er at hjælpe forældre, undervisere og fagpersoner med at se børn gennem en tilknytningsbaseret udviklingstilgang, hvor modning sker spontant, når betingelserne er til stede.

Bøger
Dit barn har brug for dig / Hold On to Your Kids Barnets udvikling Nærende omsorg
Neufeld Institute DK
Om Gordon Neufeld Om Neufeld Institute Vilkår og betingelser Rådgivning Skriv til os Besøg NeufeldInstitute.org ⧉