At bygge bro og give stafetten videre: Når forbindelsen skal holde gennem overgange

Emotionel tryghed er afgørende for læring. Og kernen i emotionel tryghed er den forbindelse, eleven føler til læreren. Når eleven er knyttet til en lærer, har læreren mulighed for at give "tilknytningsstafetten" videre. Hvis vi bevidst kan bruge denne tilknytningsenergi og dele den med andre i barnets liv, som også skal lede det, kan det gøre meget for barnets læring og modning.

At bygge bro hjælper børn til at føle sig mere forbundne

Børn har brug for en stærk forbindelse til os, hvis vi skal kunne vejlede dem. Vi har også brug for at beskytte forbindelsen mod at blive afbrudt. Når skoledagen nærmer sig sin afslutning, ved barnet, at forbindelsen til dig snart slutter, og det betyder adskillelse. For nogle børn kan det sætte alarmen i gang. Svaret er selvfølgelig ikke at følge dem hjem. Udfordringen er at hjælpe dem med at bygge bro til det næste sted, hvor I mødes: "Jeg glæder mig til at se dig i morgen" eller noget lignende, der retter opmærksomheden mod næste gang, I er sammen. At bridge (at bygge bro – at holde fast i forbindelsen hen over en adskillelse) er vigtigt, hver gang noget truer forbindelsen – hvad enten det er manglende tilhørsforhold, en følelse af ikke at blive accepteret eller emotionelt inviteret, fysisk afstand eller blot den tid, der går.

Ferier og sommerferien kan være særligt svære for nogle elever. Hvordan kan vi støtte dem?

Find en måde at hjælpe dem med at holde fast i dig på – hvad enten det er et brev, du sender, en genstand, de kan tage med, som minder dem om dig, eller noget andet kreativt. Det behøver ikke være stort eller dyrt. Nogle gange laver jeg hjerter af filtet uld, som jeg giver mine elever ved slutningen af et forløb. Det giver dem en håndgribelig påmindelse om vores tid sammen og viser dem, at jeg tænker på dem. Det kan især hjælpe ved afslutningen af et skoleår, når de skal skifte til en anden klasse. At bygge bro kan også betyde at se fremad: at præsentere den næste lærer for at mindske angsten for det ukendte.

Meget af det, vi har talt om, får endnu større betydning, når vi har et barn med angst, som har brug for mere forsikring. Vi må styrke vores forbindelse, så barnet føler sig trygt hos os og mærker vores varme og samtidig har tillid til, at vi kan tage føringen, så barnet ikke selv behøver. At formidle "Jeg har styr på det" kan gøre meget for at dæmpe alarmen hos både børn og voksne. (Læs mere: Reclaiming Our Students, s. 104-105)

At være relationsbygger hjælper os med at give tilknytningsstafetten videre

At matchmake (at fungere som relationsbygger eller at give tilknytningsstafetten videre) bygger på at bruge energien fra den forbindelse, eleven allerede har, til at hjælpe eleven med at knytte en ny forbindelse. Vi kan bevidst bruge denne energi, når vi giver ansvaret for vores elever videre til andre, der skal lede dem og tage sig af dem.

Her er nogle situationer, hvor det at bygge bro og være relationsbygger kan støtte forbindelsen, som igen kan være med til at skabe de betingelser, der skal til, for at læring kan finde sted:

• fra klassens faste lærer til en vikar
• fra den nuværende støtteperson til den næste (fx støttepædagog, AKT-lærer eller ressourceperson)
• fra ét klassetrin til det næste (fx fra læreren før sommerferien til den nye lærer efter sommerferien)

Hvordan det kan se ud at være relationsbygger

Som mange af os ved af erfaring, er det at være vikar en af de mest krævende måder at undervise på. Fordi relationen er den sammenhæng, børn lærer i, kan vikarer stå ret hjælpeløse. Med den forståelse har mange skoler ændret den måde, de bruger vikarer på. Mange skoler lader nu elevernes faste lærer være relationsbygger mellem eleverne og vikaren.

Med blik for relationens betydning for læring præsenterer nogle skoler vikarerne ved skoleårets begyndelse og forsøger konsekvent at bruge den samme vikar. Det er dog ikke muligt for mange skoler. I de tilfælde har vi hørt fra lærere, der lægger et brev til eleverne i mappen til den, der skal afløse dem. Det er et introduktionsbrev, som vikaren læser højt for klassen. Det vigtige er, at brevet bygger relation begge veje. Læreren tilpasser naturligvis brevet til elevernes alder og den konkrete situation.

Brevet kunne lyde nogenlunde sådan her:

Kære klasse. Undskyld, at jeg er væk. Øv, jeg er syg. Jeg har bedt hr. Singh om at komme, mens jeg er væk. Han er en god lærer (bed ham om at vise jer sit skøre stavespil!). Han passer på jer, indtil jeg er tilbage. Jeg glæder mig til at se jer snart.

Kære hr. Singh. Tak, fordi du kommer. Du er heldig, for du får lov at undervise min skønne klasse. Du er i gode hænder, for eleverne er meget imødekommende og flittige. Bed dem om at vise dig den tidslinje, de lige har lavet. Jeg tror, du vil finde den interessant.

Selv om den slags breve ikke erstatter læreren og heller ikke skaber en tillidsfuld relation med det samme, kan de gøre meget for at hjælpe eleverne med at komme i forbindelse med den nye person, de har for en dag. Vikaren skal stadig selv gøre arbejdet med at skabe kontakt til eleverne, men du har lagt et fundament som den lærer, der er i relation til dem. (Læs mere: Reclaiming Our Students, s. 79-80)

Den slags breve kan være særligt nyttige ved overgangene i slutningen af et skoleår. Det vigtige at huske er, at det er mere end blot at give oplysninger OM barnet; det handler om at hjælpe med at skabe en forbindelse MED barnet, og derfor skrives brevene til begge parter.

Flere praktiske idéer til at være relationsbygger

Som klasselærer

Hvis du ved, hvem den nye lærer bliver det følgende år, kan du invitere den nye lærer ind i din klasse før sommerferien. Når I har hilst venligt på hinanden, kan den kommende lærer lave en aktivitet med eleverne. At spise sammen og lave noget legende sammen er naturlige måder at skabe forbindelse på.

Hvis du IKKE ved, hvem den nye lærer bliver det følgende år, kan du stå for en overgang i de første dage af det nye skoleår.

Det kunne være:

• en kort aktivitet ledet af sidste års lærer, når eleverne kommer i skole. Eleverne bliver budt velkommen af den lærer, de kender, og derefter ført videre til deres nye lærer.
• Vi har set skoler, hvor eleverne bruger op til en uge sammen med lærerne fra året før (eller i det mindste et kendt ansigt), før de skifter til deres nye lærer.
• simpelthen at kigge ind i din "gamle" klasse for at sige hej til dine tidligere elever og være varm over for deres nye lærer, mens de ser på. Tag et øjeblik til at sige, hvor heldig læreren er at få netop disse elever, og omvendt. Du kan også fortælle dem, at selv om du ikke længere er deres lærer, glæder du dig til at se dem på gangene, i skolegården osv.

Sådan en tid med bevidst forbindelse og relationsbygning kan gøre meget for elevernes emotionelle tryghed. Der er mange kreative måder at gøre det på, når man først har forstået, hvor vigtig forbindelsen er for et barn.

Som støtteperson for en elev

Hvis du som støtteperson skal give ansvaret for en elev videre, er det vigtigt at forberede eleven på, hvad der skal ske (dvs. så vidt muligt ikke bare forsvinde!), og give plads til de følelser, overgangen kan vække. Hvis I har en god forbindelse, kan barnet blive ked af det og/eller skuffet over ikke længere at skulle være sammen med dig. Når vi først giver plads til de følelser, før vi går videre til det positive ved forandringen (fx "Du bliver så glad for din nye voksne – vedkommende er dejlig!"), hjælper det barnet med at udvikle modstandskraft. Når vi lader barnet komme igennem de svære følelser uden at affeje dem eller skynde barnet videre til det, vi håber, det vil føle, er det mere sandsynligt, at barnets hjerne erfarer, at det nok skal gå, og at barnet kan tilpasse sig den kommende forandring.

Hvis du ved, hvem der afløser dig, kan du være relationsbygger mellem barnet og den nye person ved at tale varmt om vedkommende og præsentere dem for hinanden, før du stopper. At spise sammen og lave noget legende sammen er naturlige måder at skabe forbindelse på.

Hvis du IKKE ved, hvem der afløser dig, kan du skrive et generelt introduktionsbrev, der gør begge parter varme over for hinanden.

Brevet kunne lyde nogenlunde sådan her:

Kære heldige person, der skal arbejde sammen med (elevens navn). Jeg fik ikke mulighed for at møde dig, men jeg ville gerne fortælle dig, hvor heldig du er at skulle arbejde sammen med (elevens navn).

Derefter kan du skrive et par ord om eleven, der fortæller noget af det gode, du ved om eleven og har sat pris på ved at arbejde sammen med eleven:

Han/hun har en fantastisk humor og er også helt utrolig til at passe planter! Bed ham/hende om at vise dig den indendørs have, de arbejder på.

Da du i dette tilfælde ikke ved, hvem elevens nye støtteperson er, kan du ikke fortælle din tidligere elev noget konkret om den nye person. Relationsbygningen må derfor være mere generel, fx:

Kære (elevens navn). Jeg har tænkt på dig. Jeg ved, at du i år arbejder sammen med en ny. Jeg fik ikke mulighed for at møde ham/hende, men jeg er sikker på, at du er i gode hænder! Jeg har fortalt vedkommende, hvor heldig han/hun er at få lov at arbejde sammen med dig. Jeg har også fortalt, hvor dygtig du er til planter! Vis dem den have, du har arbejdet på …

Nogle afsluttende tanker om at hjælpe elever med at holde fast i dig, når I er adskilt – uanset årsagen

At give et barn en genstand som en måde at huske jeres forbindelse på kan hjælpe meget; men det kan nogle gange øge angsten, hvis barnet er bekymret for at miste den. Derfor kan du gøre noget mere symbolsk, fx give en rigtig sten, men fortælle, at hver eneste sten, barnet ser, kan minde det om jeres forbindelse (det kan man gøre med alt i naturen: havet, træer, kogler, mælkebøtter osv.). Man kan gå direkte til noget uhåndgribeligt, men nogle gange hjælper det at begynde med en konkret genstand, der står for noget andet, som let kan findes i barnets omgivelser.

Bogen The Invisible String af Patrice Karst er en dejlig måde at introducere idéen om at være forbundet, selv når man er adskilt. The Kissing Hand og A Pocketful of Kisses af Audrey Penn handler om den samme idé om at holde fast; de bruges oftest til at hjælpe et barn med at holde fast i et familiemedlem, mens det er i skole, men tankerne kan tilpasses enhver situation.

Husk, at selv om du ikke længere er fysisk sammen med din elev eller dine elever, kan relationen vare for altid. Vi har faktisk begge stadig gode minder om lærere og elever, vi har følt os forbundet med, og mindet om dem lever videre i vores hjerter.