Mens jeg fordyber mig i materialet som forberedelse til mit oplæg på konferencen i 2023 om Wisdom of Dependence, bliver jeg igen grebet af ærefrygt over Naturens plan for udfoldelsen af det menneskelige potentiale. Samtidig er jeg skarpt opmærksom på, hvor meget vi stadig styres af den slidte doktrin om selvtilstrækkelighed, især når det gælder børn. Vi er stadig optaget af at presse selvstændighed ned over dem og giver efter for den ene variation efter den anden – nogle af de nyeste besættelser er selvberoligelse, selvregulering og egenomsorg. Så mange voksne lever stadig efter læresætningen om, at vi ikke må gøre noget for et barn, som det kunne eller burde gøre selv, og stræber derfor efter barnets selvstændighed og selvtilstrækkelighed, mens de undervejs farligt ofrer barnets afhængighedsbehov for samhørighed. Vi agerer stadig i vores samfund, som om der ikke findes en spontan livskraft – for slet ikke at tale om, at den er klar og ivrig efter at gøre sit arbejde, så snart vi viser tegn på at gøre vores.
I generationer – i hvert fald i det dominerende engelsktalende samfund – har vi svigtet afhængigheden og ofret den i vores bestræbelser på at træne selvstændighed. Når vores bestræbelser slår fejl, som de uundgåeligt gør, sætter vi tåbeligt ind med endnu mere af det samme. Vi bør ikke være overraskede over at have frembragt de mest utrygge og plagede børn nogensinde.
Hvad skal der til for at rive os fri af denne inficerede tankegang? For at indse, hvor uforenelig denne tilgang er med udviklingsvidenskaben? Hvordan kan vi få tilliden til at svømme mod strømmen af den fremherskende praksis?
Det slår mig, at selvom vi måske har fået et glimt af Naturens sande natur, kan vi stadig have brug for at blive mindet om – måske igen og igen – hvordan Naturen virker, og at instinktet til at være afhængig findes af en god grund – faktisk af flere gode grunde. Måske har vi brug for at få genopfrisket Naturens visdom, så vi kan tillade os selv at læne os ind i den, at stole på den, især når vi møder en afhængighed, der synes at have varet for længe.
Jeg har nu samlet materiale nok til at skrive en bog om afhængighedens visdom, men sådan som jeg kender mig selv, kommer det ikke til at ske – i hvert fald ikke foreløbig. Min opgave nu er at destillere materialet til dets essens på en sådan måde, at det giver den tillid, der skal til for at tage springet og invitere dem, der er afhængige af os, til at være afhængige af os – i tillid til, at hvis vi kan få vores omsorg igennem til dem, vil Naturen gøre det, som kun den kan: lade dem vokse op og blive deres egne personer.
Jeg er overbevist om, at medmindre vi kan STOLE PÅ Naturen, vil vi ikke være tilbøjelige til at invitere vores børn til at VÆRE AFHÆNGIGE af os. Og medmindre vi kan invitere dem til at VÆRE AFHÆNGIGE af os, vil Naturen ikke kunne få dem til at vokse op til deres potentiale, herunder deres fulde potentiale som selvstændige væsener. At læne sig op ad Naturen gør det at være forælder så meget lettere end at bære hele byrden selv. Det behøver ikke at være så svært!
Jeg er også overbevist om, at dette er det vigtigste og mest afgørende spørgsmål i forældreskab og undervisning i dag – uden sammenligning. Jeg forsøgte at tale om det for ti år siden i et to minutter langt indslag, »Kids and Independence«, for Kids in the House. Jeg vil forsøge igen, denne gang med mere tid, i åbningstalen ved dette års årlige konference.
Redaktionel note:
Se den to minutter lange video Kids and Independence nedenfor
Du kan nu gratis se Gordons præsentation Wisdom of Dependence, som han holdt ved Neufeld Institute Conference 2023
Skrevet af Gordon Neufeld i 2023 og udgivet på NeufeldInstitute.org