Radikalt at stå ved sin teenagers side

Åh … hvor et hjerte kan strække sig, når det får lov at elske noget. Når det virkelig, ulideligt elsker, på en meningsløs, fuldstændig urimelig måde. Der er selvfølgelig andre måder at finde den på, men vores børn er særligt magiske til at vække netop denne slags kærlighed. Det er den slags, der skal til for at overleve den hidtil ufattelige, uudholdelige kombination af en skrigende baby og endeløse søvnløse nætter, og den vilde, modvillige tumlingealder, og den første gang, du ser på dit lille barn (nu ikke helt så lille længere) og indser, at du ikke længere kan løse alle hans problemer.

Og når han nærmer sig ungdomsårene, og du er kommet igennem alle de skrabede knæ og hjertesorgerne over at miste et kæledyr eller en ven, og han begynder at tale med dig om sine idéer, eller om hvordan han så den ene situation eller den anden blomst, så trækker du vejret dybt, sukker og tænker: Vi er nået frem. Og du tænker tåbeligt, fordi han er dit første barn, at denne eksplosion af bevidsthed vil gøre livet så meget enklere. For hans afhængighed blomstrer op til selvstændighed for øjnene af dig, og det må da gøre tingene lettere, ikke? Det må det.

Tåbeligt, ja.

Efterhånden som han bliver ældre, bliver du også ældre, og hvis du er heldig, har du, når han når teenageårene, indset sandheden: Man når aldrig frem. Og hvis du ikke allerede selv var på vej mod den tanke, skal han nok hjælpe dig. Man kan kun, som det hedder i de computerspil, han godt kan lide at spille, stige i level. Indtil nu har du mestret alle de situationer, han har kastet efter dig, med varierende grad af elegance; men nu spiller du i superligaen.

Nogle dage virker det, som om det eneste, han vil, er at brokke sig over ting, han synes er irriterende (næsten alt). Det eneste, han vil tale om, er biler og computerspil (eller indsæt et par ting, som du næsten intet ved om og ikke går op i), eller – endnu sværere – ting, som du finder provokerende eller tabu. Han siger ting, der får dig til at tvivle på, om det overhovedet er lykkedes dig at give noget af det videre, du værdsætter allerhøjest. Og som for at provokere endnu mere kan du ikke lade være med at se alt det andet, det må betyde: Hvordan kan du lade ham gå ud i en verden, hvor det fremherskende verdensbillede er så skævt? Hvordan kan du lade ham deltage i populærkulturen, når alt, hvad du har, er den relation, du har opbygget med ham, men ingen reel kontrol? Du betragter dig selv som progressiv og fremsynet – men du oplever, at din traditionelle opvækst stikker hovedet frem, når han presser dig, og en stor del af dig vil bare presse igen eller pakke sammen og flygte op i bjergene for at finde et sted uden mobildækning eller wifi.

Hvordan beder du dit hjerte om at udvide sig, så det kan rumme alt dette? Hvordan holder du fast i ham midt i det hele, når han rammer alle dine ømme punkter, og alle dine reaktioner ligger spændt og klar til at springe?

Det overrasker dig måske ikke, at dette er en personlig historie for mig. Jeg har kæmpet med disse ting igen og igen i det forløbne år, mens min søn trådte ind i sine ungdomsår. Og jeg har brugt meget tid på at tænke over idéen om at stå ved barnets side; for hvordan i alverden skulle jeg kunne stå ved siden af det her? Når det her, som min søn kom med, var provokerende, personligt og uden undskyldninger – og borede sig lige ind i hjertet af nogle af mine kæreste værdier. Når Gordon Neufeld talte om at stå ved barnets side, mente han da helt sikkert ikke det her.

Men det gjorde han. Og jeg havde brug for at lade dette menneske, som jeg elsker over al fornuft, strække mit hjerte ud over det behagelige, lade det blive forandret, omformet af den magi, som det at stå ved et andet menneskes side rummer for begge parter. Min dejlige søn var ved at gå under efter at være faldet i søvn i sin barndoms seng og pludselig være vågnet op i den voksne bevidstheds ocean. Selvfølgelig greb han ud efter alt, hvad der lignede en livline, så han ikke skulle drukne i alle de nye måder, han selv voksede på. Jeg havde brug for at blive virkelig solid, at blive – og så vidt muligt forblive – det urokkelige, rodfæstede træ, som den ene livline var bundet til, den der ville være tilbage, når de andre viste sig at være falske eller ikke kunne bære vægten. Jeg havde brug for ikke at lade detaljerne distrahere mig og for at holde urokkeligt fast i min tillid til, at der er en vej igennem, også når jeg føler mig blind eller rasende eller, værst af alt, hjælpeløs; tillid til, at han finder og vil finde sin vej. Jeg havde brug for at forvente rodet og mudderet og kaosset; forvente det hele og begynde at danse.

For mig var dette en radikal idé. Mine mennonitiske rødder havde lært mig meget mere om at undertrykke eller straffe det svære end om at stå ved siden af det (for slet ikke at tale om, at det at danse i lang tid i sig selv var skandaløst og forbudt). Men jeg kunne mærke intuitionen i det på trods af min opvækst, og jeg kunne mærke, at noget var ved at tage form.

Så her kommer det radikale i at stå ved hans side: den dag, vi besteg et bjerg, og jeg forpligtede mig til ikke at vige uden om noget emne og lovede at møde ham præcis, præcis dér, hvor han var. Jeg ville åbne mit hjerte på vid gab og lade mig selv indånde duften af grantræer og min elskede teenagers smukke, stikkende, respektløse sjæl.

Og hvad talte han om det meste af den vandretur? Naturligvis – som om han kendte den opgave, jeg havde sat mig – talte han om et first-person shooter-computerspil, han var begyndt at spille.

Sikke en prøve på min hengivenhed, et søm slået lige ind i mine pacifistiske rødder. Men jeg holdt fast i min forbindelse til ham, dette menneske, som jeg elsker allermest; jeg gik ind i ubehaget, og gradvist, mirakuløst, mærkede jeg, hvordan indholdet af vores samtale blev mindre personligt, efterhånden som min tro på, at vores relation var solid, viste sig. I stedet for at lade emnet sætte mine reaktioner i gang følte jeg en grænseløs medfølelse med ham. Denne samtale, den, jeg ikke ville have, blev til sådan en gave; jeg lyttede dybt nok til at stille ægte spørgsmål, mærkede efter i nuancerne, og han åbnede sig gradvist og mødte min ægte nysgerrighed og blødhed med sin egen. Da vi gik ned ad den anden side af bjerget, næsten fremme ved vores mål, talte han sig ind på sine blandede følelser om spillet; det, han fandt tiltrækkende, det, han fandt ubehageligt, de steder, hvor han følte sig presset, hans ønske om at passe ind, hans længsel efter at være anderledes.

Jeg blev ydmyg over det, han delte med mig. Jeg havde ikke indset, hvor meget jeg ikke gav plads til ved ikke at være villig til at gå ind i de emner, der pressede mig; jeg havde ikke indset, at det pres faktisk var en mulighed for, at mit hjerte kunne vokse. Jeg kunne være gået glip af hele denne vidunderlige udveksling og alle dem, der ville følge efter.

Den dag kunne jeg mærke sulten i ham efter netop denne samtale og efter de andre, jeg ikke havde været villig til at have; mit ubehag ved emnet havde skabt en slags umættelighed i ham, og selv om jeg kæmpede med fortrydelsen, vidste jeg med sikkerhed, at det ikke var det frygtede »for sent«. Alt, hvad jeg skulle gøre, var at blive ved med at være villig til at hoppe ned i mudderet sammen med ham. Uanset hvad vil vores børn møde os i mudderet hver eneste gang – deres gavmildhed er her uendelig. Og det er måske det fineste sted at holde teselskab.

Og hvad skete der, da vi nåede frem til vores mål på den anden side af bjerget, til det sted ved havet, som vi elsker, hvor vi kan se færgen sejle forbi? Vi lå på maven i timevis, min snart 14-årige og jeg, og kiggede på de bittesmå verdener, der findes i tidevandspytterne. Vi legede med skatte, vi fandt. Vi grinede. Der blev ikke sagt et ord mere om computerspil.

Han hvilede – vi hvilede begge to – på den anden side af en lille stor ting. Måske en stor lille ting. Jeg kunne se på den stille glæde i hans øjne, at han mærkede den livline, der forbandt os, og at den føltes sikker og håndgribelig, skinnende og sand.

Det er ikke slutningen på historien. Vi når aldrig frem. Der vil altid være mere mudder. Nogle dage er det bedste, jeg kan gøre som mor, at stå ved siden af det faktum, at jeg ikke har lyst til at stå ved hans side lige nu. Det sker. Det udvikler sig, som det gør. Og der er sorg at bære; alt det, jeg ikke kan gøre ideelt for ham, ikke kan ordne; at jeg ikke direkte kan beskytte ham mod det etablerede samfund, mod indflydelsen fra kulturen hos mennesker uden en kultur. Ligesom med mudderet forventer jeg ikke længere, at denne sorg slutter. Min opgave er at sørge for, at livlinen mellem ham, der plasker rundt derude i vandet, og mig, mere og mere rodfæstet, er stærkere end de andre liner, der rækker ud efter ham. At holde fast i tråden i vores relation: Det er den røde tråd. Den forpligtelse til at holde fast i ham, også – især – når han giver slip på mig, er det, der vil bære os igennem alle stormene og mudderpølerne.

Måtte vores hjerter være som vores næser – måtte de aldrig holde op med at vokse. Måtte de frimodigt bære hullerne og arrene fra de hårde tider og blive strakt, så de ikke længere er til at genkende som de diskrete, høflige ting, de engang var.