
Nogle gange støder vi på vores rejser på noget, der i første omgang ligner endnu et sted at besøge, men som set i bakspejlet viser sig at være helt afgørende for vores forståelse af verden og vores plads i den. Jeg husker et par sådanne omvæltende oplevelser i mit liv. Mine rejser gennem det teoretiske landskab, hvor jeg har forsøgt at forstå vores børn og os selv, har lignet dette. I begyndelsen syntes jeg, at emnet afhængighed blot var ét blandt et utal af emner, der havde med nutidens forældreskab og undervisning at gøre. Men jo mere jeg fordybede mig i stoffet, jo mere overbevist blev jeg om, at vores tænkning om afhængighed ikke kunne være mere afgørende – den ligger i selve kernen af vores samspil med vores børn og ja, med dem, vi holder af. Ændringer i forældreskab eller undervisning ville ikke for alvor virke og ofte ikke engang holde, medmindre de udsprang af en dyb invitation til dem, der er afhængige af os, om virkelig at være afhængige af os.
Jeg er også blevet overbevist om, at det at være for direkte eller instrumentel i vores samspil med vores børn – målfokuseret eller udfaldsfokuseret, om man vil – har været vores undergang i nutidens samfund. Vi lader til at være helt uden tilbageholdenhed, når det gælder om at afsløre, hvad vi tænker om dem, hvad vi vil have af dem, eller endda hvad vi har tænkt os med dem. Jeg har lært Naturen at kende som dybt genert, når det gælder dens arbejde og formål; den modsætter sig at blive afsløret, for at en sådan bevidsthed ikke skal ødelægge netop de betingelser, der er nødvendige for at nå de ønskede resultater. Jeg er sikker på, at det er derfor, Naturen for eksempel forklæder sig som »leg« og giver indtryk af, at den »ikke er ude på noget særligt«, så den har det rum, den behøver for at udføre sin udviklingsmæssige magi. Som Naturens udsendte i vores børns liv burde det ikke være anderledes for os.
Vi har alt for længe undgået vores børns afhængighed – i generationer, hvis ikke århundreder, især i såkaldt oplyste samfund – med samfundsmæssige følger, der giver dyb grund til bekymring. Det er på høje tid at komme til fornuft – det vil sige at stole på og læne os op ad den spontane og velvillige livskraft, der længes efter at føre vores børn frem til deres potentiale og gennem dem et samfund, der ikke er lammet af umodenhed.
Redaktionel note: The Wisdom of Dependence var temaet for vores årlige konference i 2023. Gordon delte kun en del af sit materiale ved arrangementet, så i efteråret fortsatte vi samtalen med en webinarserie i fire dele med hans oplæg og paneldebatter med fakultetet. Den fulde optagelse af konferencen og webinarserien kan nu købes (på engelsk).
Skrevet af Gordon Neufeld i 2023 og udgivet på NeufeldInstitute.org