Gordon om begyndelser uden ende

Det er begyndelsernes tid – mest oplagt naturligvis begyndelsen på en ny tidscyklus. Det følger ofte med forsøg på at starte på en frisk og med fornyede forsætter. Jeg har selv en række af den slags begyndelser i tankerne.

Det, jeg tænker på, er dog noget mere filosofisk, men også langt mere væsentligt, især i lyset af den forvirring, der stadig hersker omkring menneskelig udvikling – det vil sige omkring, hvordan børn kan vokse op til deres fulde potentiale som mennesker.

Kort sagt begynder alt udviklingsmæssigt med tilknytning – hvad enten det er partikler, der forbinder sig til atomer, grundstoffer, der smelter sammen til forbindelser, frø, der knytter sig til jorden med deres rødder, mennesker, der danner par for at få børn, og selvfølgelig tilknytningerne hos zygoten, embryoet, fosteret, spædbarnet, tumlingen, det voksende barn, den unge og videre frem – hver især en forudsætning for den videre udfoldelse af potentialet.

Og alt tilknytningsmæssigt begynder med afhængighedens dynamik – at én enhed er afhængig af en anden for at blive taget hånd om på den ene eller anden måde. Afhængighed er tilknytningens essens – ja, dens formål – hvad enten det er en plante knyttet til jorden, en svamp knyttet til et træ, elektroner knyttet til atomkernen, vores måne knyttet til jorden eller mennesker knyttet til hinanden.

Vores fejl har været at betragte tilknytning og afhængighed som stadier, man skal vokse fra. I vores umodne enten-eller-tænkning har vi skabt falske dikotomier ud af disse urgamle dynamikker og set dem forenklet som hinandens modsætninger. Dermed bliver begyndelser i sidste ende til trusler, der skal frygtes, snarere end noget, der skal æres. Vi bekymrer os for, at begyndelserne kan trække ud og stå i vejen for, at vi kommer videre med fremskridtet – ja, med livet.

Enkelt sagt mangler der i denne reduktionistiske tænkning en forståelse af, at udfoldelsen af potentiale er udviklingsmæssig af natur. Set udviklingsmæssigt er begyndelser fundamenter, der skal blive stående hele levetiden for det, der afhænger af dem, ligesom fundamentet under et hus eller rødderne på en plante. Vi bør tænke på disse begyndelser som vedvarende begyndelser, evige begyndelser eller begyndelser uden ende – ikke som en dynamik, der højst tjener et midlertidigt formål og derefter skal kastes af, som mælketænder eller huden på en voksende slange. Afhængighed er ikke uafhængighedens fjende – langtfra. Den voksende evne til at fungere som adskilte væsener er det vedvarende og fortløbende resultat af mættet afhængighed.

De af jer, der har hørt mig tale i år, hvad enten det var på vores årlige konference eller i webinarserien i efteråret, vil genkende dette tema. Mit sind er fortsat fyldt med refleksioner og grublerier over afhængighedens dynamik – hvordan vi kæmper imod den, hvordan vi er bange for den, hvordan vi flygter fra den, hvordan vi hader det ansvar, den indebærer, hvordan vi mistror den, hvordan vi berøver den dens værdighed.

Disse tanker bliver ved med at give genlyd i mig som nok det væsentligste filosofiske spørgsmål, når det gælder børns opvækst. Dette dybt forankrede trossystem kan ikke løses ved at fortælle forældre, hvordan de skal være forældre for deres børn, eller lærere, hvordan de skal undervise deres elever, eller fagfolk, hvordan de skal behandle børn i nød. Den slags undervisning kan bestemt skabe en vis dissonans, når budskabet strider mod modtagerens filosofiske grundholdning, men den dissonans vil have sit eget arbejde at gøre for i sidste ende at rette op på tilknytningens urgamle dans.

For at opsummere: Der er begyndelser, der aldrig må ende, tilknytninger, der forbliver grundlæggende for alt, hvad der betyder noget, og afhængigheder, der skal værdsættes og bekræftes snarere end bekæmpes. For eksempel er vores afhængighed af, at denne jord holder fast i os og tager sig af os, uendelig, og vi gør klogt i at passe på jorden, så den kan passe på os. En plantes begyndelser må aldrig ende; at blive rykket op med rode er begyndelsen på enden. Og sådan er det også med os mennesker.

Jeg kommer til at tænke på et af de afgørende vendepunkter i filmatiseringen fra 1987 af en bog fra 1973, The Princess Bride, som for længst er blevet optaget i vores families kanon af historier, vi henviser til. For dem, der ikke kender dette opfindsomme, moderne eventyr: Det er ikke kun en satirisk behandling af »ægte kærlighed«, men også en temmelig humoristisk skildring af vores menneskelige tilbøjeligheder, når vi står over for adskillelse fra dem, vi holder af. På et tidspunkt mister den dygtige spanske fægter Inigo Montoya, der søger hævn for tabet af sin far, sin pejling og må falde tilbage på det mantra, han har fået med sig – at man, når man er faret vild, skal gå tilbage til begyndelsen.

Vi har dog brug for en vis fornemmelse af, hvad begyndelsen er, for at kunne vende tilbage til den. Nemlig at relationen er begyndelsen på det, der betyder noget, og at afhængighedens dynamik ligger ved relationens begyndelse. Det hjælper også at vide, at disse begyndelser aldrig må ende. De er der altid at vende tilbage til, i det mindste teoretisk, og vi må vende tilbage til dem, når vi farer vild eller kører fast i vores vaner. Vi når måske ikke altid helt tilbage til begyndelsen, fordi forsvarethed og desperation kan stå i vejen, men det betyder ikke, at begyndelsens dynamikker ikke længere findes. Medmindre vi kan finde vejen tilbage, vil enhver fremtidig udfoldelse af potentiale forblive sat i bero.

At vende tilbage til begyndelsen – i det mindste til vores kæres begyndelser – er at vende tilbage til det sted, hvor vi inviterer den anden til at være afhængig af, at vi tager os af dem. For os alfatyper kan det at vende tilbage til begyndelsen betyde, at vi læner os lidt mere ind mod dem, der tager sig af os. For dem af os, der lever i et parforhold, kan det betyde, at vi justerer lidt på dansen, hvor vi skiftes til at tage os af hinanden. Når det gælder vores børn, uanset hvor gamle de er, kan det være at huske, hvor alt godt kommer fra – og at vi kan spille en meget stor rolle i denne udfoldelse.

Jeg forsøgte at indfange idéen om disse endeløse begyndelser i Dit barn har brug for DIG. Bogen var på en måde en omvendelse – eller en vending, om man vil – fra mit tidligere fokus på individuation (det at blive et selvstændigt individ) og uafhængighed frem for deres rødder i tilfredsstillet afhængighed. Jeg havde travlt som ung forælder, lærer og teoretiker og var ikke helt respektfuld nok over for den rolle, Naturen spiller i alt dette. Pudsigt nok får bogen også en slags fornyet begyndelse i år: Den engelske udgave, Hold On to Your Kids, fylder 20 år og udkommer med et nyt kapitel om rødderne – eller de endeløse begyndelser, kunne man sige – til mental sundhed. I kan nok gætte indholdet.

Afslutningsvis er intet mere grundlæggende – ja, mere fundamentalt – end at få budskabet igennem til dem, der er afhængige af os: at de kan regne med, at vi tager os af dem. Og derefter gøre vores bedste for at gøre disse intentioner til virkelighed. Dette er den endeløse begyndelse på en frugtbar relation, og en begyndelse, der har godt af at blive genopfrisket og fornyet igen og igen. Nytåret kunne være et godt tidspunkt.

Redaktionel note: Fordi dette tema er så grundlæggende, har vi besluttet at frigive Gordons keynote fra konferencen i 2023, The Wisdom of Dependence, på siden Free Resources på vores engelske hjemmeside. Del gerne denne ressource med andre. Vi har også besluttet at gøre de komplette optagelser af Wisdom of Dependence Webinar Series (2023) tilgængelige for køb (på engelsk).