Refleksioner over parathed: Bevæger vi os for hurtigt frem?

Jeg har læst en klassiker, The Hurried Child, som David Elkind skrev tilbage i begyndelsen af 80'erne. Elkind gør os opmærksom på alle de måder, hvorpå vi som samfund har travlt med at få vores børn til at blive store – til at vide ting tidligere, til at mestre ting før, til at præstere i sport og musik i en stadig yngre alder. Han gennemgår også, hvad det koster, når vi presser på på en måde, der så ofte er ude af trit med udviklingens grundplan.

At læse det nu, omkring 40 år senere, åbner øjnene. I stedet for at blive bedre er situationen kun blevet mere intens. Vores børn er mere »skyndet« end nogensinde. Der er mere pres på dem for at blive store; for at lære ting, før de er parate, og for at præstere på måder, der faktisk står i vejen for, at deres potentiale kan folde sig ud.

Så mange af vores praksisser i dag har mistet – eller er gledet væk fra – den mening og sammenhæng, der oprindeligt var knyttet til dem. Vi står ofte tilbage med en måde at gøre tingene på, som vi blindt har fulgt, uden at spørge, om den stadig giver mening – eller om den virker. Og derfor vil jeg spørge: Virker det?

Jeg vil gerne gå rundt om idéen om »parathed«. Hvordan ville det se ud virkelig at vurdere den hos et barn? Ikke ud fra alder eller klassetrin, men ud fra barnets evne til at være modtageligt. Er dette barn parat? Er det at skynde på det – at sætte farten op, forsøge at tvinge læringen igennem, presse hårdere og længere frem – vejen igennem? Eller har vi brug for at sætte tempoet ned? Har vi brug for at træde et skridt tilbage og se på, hvordan vi kan støtte dette barn? Hvordan kan vi skabe den slags betingelser, der FØRER til, at barnet bliver parat?

Mange gange har vi, i stedet for at lade os rive med af samfundets trang til at presse på, brug for at holde en pause – for nogle gange er hvile, nogle gange et tilbagetog, faktisk den bedste vej frem. Men vi er blevet så bange for at »komme bagud«, at vi har mistet blikket for, hvordan vækst faktisk sker.

Jeg har en veninde, hvis søn havde svært ved matematik. Det så ud til at skabe megen frustration, så hun besluttede ikke at lægge det pres på ham og i stedet at vente. Han var ikke parat. Hans hjerne var ikke helt koblet til at kunne bearbejde eller tage det ind. Da han var 12 år, var hans hjerne pludselig parat. Jeg siger »pludselig«, men i virkeligheden havde alle de muligheder, han havde haft for at lege og udforske uden pres for at præstere, bygget og forberedt de nervebaner, der skulle til for den bearbejdning, der var brug for. Og han gik ikke bare let ind i matematikken – han elskede den og blev senere ingeniør. Matematik blev hans verden. Var det, fordi han begyndte tidligt? Nej. Hvis han var begyndt tidligt, kunne hans frustration og modløshed have skabt en blokering; han kunne have besluttet, at han ikke var god til det, og givet op.

Den historie tog jeg til mig, og da min egen datter havde svært ved matematik i de tidlige år, besluttede jeg at tage presset af. Hendes hjerne syntes at fungere anderledes, og hun var ikke helt parat endnu. Så i stedet for at presse igennem trak jeg mig tilbage. Jeg gav hende mange muligheder for at lege med begreberne og idéerne – gennem opskrifter i køkkenet, ved at bygge hønsehuse og, ja, bare gennem hverdagen. Men vi satte »læseplanen« på pause, indtil hun var 13. Da var hun sulten efter det og gik direkte ind på et avanceret niveau i matematik. Hun bevarede en kærlighed til matematik, som fortsatte ind på universitetet, hvor hun et semester valgte at tage calculus som valgfag.

Vi ved simpelthen ikke, hvad vi ofrer, når vi presser på, eller når vi springer over et barns parathed i vores trang til at give det den viden, som vi som voksne eller som samfund mener er vigtig. Når vi ikke giver tid til den naturlige proces med udforskning og opdagelse, kan vi opdage, at vores genveje ikke holder i længden. Ikke alene kan vi slukke et barns gnist for at lære, men vi kan endda påvirke, hvordan det ser sig selv – som ikke godt nok eller klogt nok.

Moralen i min historie her, det budskab jeg håber at formidle, er: Når du er i tvivl, så slæk på presset. Hav tillid til udviklingsprocessen. De skal nok nå derhen – eller i det mindste nå hen til deres eget unikke potentiale, når deres hjerne og deres hjerte er parate. Vores opgave er at bruge mere energi på at skabe betingelserne for, at det kan ske naturligt, i stedet for at presse på for resultater. Kan vi finde måder at skabe et mere naturligt læringsmiljø på? Kan vi finde måder at få barnets alarm til at falde på? Hvordan kan vi fange deres interesse på en anden måde og måske engagere dem i deres læring for første gang? Er der en gnist, vi kan tænde? Kan vi invitere dem til at læne sig ind og støtte sig til os?

Det er vi også blevet bange for – denne idé om afhængighed – uden at indse, at det er vores vej til, at de kommer frem til deres egne tanker, idéer og motivation. Ikke ved at presse dem eller lære dem disse ting, men ved at skabe så megen tryghed i relationen til os, at de har modet til at vove sig ud og udforske deres verden. For nogle kan denne følelse af tryghed tage længere tid at etablere; der kan være grunde til, at barnet tøver med at have tillid eller at læne sig ind. I så fald peger det på et behov for mere forbindelse, ikke mere tvang.

Vores vej igennem ligger i pausen, i hvilen, i mulighederne for fri leg, hvor presset for at præstere er løftet, om så kun for en stund. Det er dér, ægte parathed til at lære vil vokse frem.