Hvorfor jeg skriver Natur med stort N

Jeg venter stadig på, at nogen skal spørge mig om det. Ikke engang da jeg skrev Dit barn har brug for DIG (Hold On to Your Kids) for over 20 år siden, spurgte nogen mig – hverken mine redaktører eller min mest velformulerede medforfatter, Gabor Maté. Måske er det indlysende og kræver ingen nærmere forklaring. På den anden side var det store forbogstav et bevidst valg fra min side, ikke bare en stilistisk præference, og jeg vil meget gerne have lejlighed til at forklare det. Da jeg ledte efter andre forfattere inden for videnskaben, som også brugte denne skrivemåde, fandt jeg kun ganske få. Jeg ved godt, at det ikke er almindelig praksis, men alligevel …

Før jeg hengiver mig til at give en forklaring, som ingen har bedt om, er det på sin plads at afklare de forskellige betydninger af ordet »natur«, for kun én af dem gælder her. Jeg taler ikke om den »natur«, der henviser til den naturlige verden – planterne, dyrene, vejret og landskabet, som mennesker forholdsvis lidt har ødelagt eller ændret. Når vi bruger »natur« på den måde, mener vi som regel det, der hverken er dyrket eller tæmmet: skove, enge, have, vandløb, søer, dyreliv, vind, storme og så videre. Jeg henviser heller ikke til det ord, vi bruger om en medfødt egenskab eller et karaktertræk, altså når det ligger i nogens natur at handle på en bestemt måde.

Der er selvfølgelig flere grunde til at skrive et ord med stort. At gøre et ord til et egennavn er først og fremmest at give noget et navn. Det mest almindelige eksempel er nok, når vi skriver Mor eller Far med stort for at skelne rollen fra den bestemte person, vi taler om. I dette tilfælde havde jeg brug for at give et navn til den livskraft, der står bag den spontane udfoldelse af potentiale. Tidligere henviste ordet »udvikling« til denne vækstkraft, men sådan er det næppe længere. Udvikling henviser nu typisk til, hvordan ting formes over tid, eller endnu værre, til studiet af barndommens aldre og stadier. I denne definition er enhver fornemmelse af livets indre kilder gået tabt, enhver fornemmelse af den spontane udfoldelse af potentiale. Ordet »udvikling« er så at sige dødt; kurven er flad, kunne man sige. Det beskriver nu formen på det, der sker, men berøver det sin ånd.

At skrive et ord med stort er også at personliggøre det; det vil sige at give det liv, hvis det ikke allerede har det. Det er temmelig ironisk, når det gælder Naturen, for den er Liv. Dermed mener jeg, at den er essensen, eller i det mindste et aspekt, af den spontane levende kraft, som vi aldrig har kunnet skabe, kopiere eller forklare. Den er det ultimative mysterium i vores univers.

Her er knasten: Videnskaben foretrækker at overse det, den ikke kan forklare. Videnskaben stammer for eksempel allerede ved tanken om kærlighed. Men at lade, som om noget ikke findes, bare fordi vi ikke kan forklare det, er temmelig enfoldigt af os, hvis ikke ligefrem dumt. Så ved at skrive Natur med stort, når ordet henviser til den spontane udfoldelse af potentiale, forsøger jeg blot at rette op på en stor uret. Jeg siger undskyld til universet for, at vi har været så snæversynede, at vi har benægtet, at noget eksisterer, blot fordi vi ikke forstår det.

At personliggøre et begreb er også at give det handlekraft; det vil sige så at sige sit eget sind og sin egen vilje. Hvis vi ikke bruger et sprog, der formidler denne handlekraft, mister vi blikket for, at denne livskraft er den mest betydningsfulde aktør i udfoldelsen af barnets potentiale. Ja, vi skal sørge for de betingelser, der fremmer denne udfoldelse, men vi kan ikke få den til at ske. At befale vores børn at vokse op er, som vi alle ved, forgæves. Vi kan ikke engang befale vækst i os selv. Vi kan dog være vidner til denne livskraft. Vi kan også være medhjælpere. Faktisk burde vores rolle som forældre, lærere og endda behandlere snarere opfattes som noget i retning af en jordemoder for Naturen, som alene står for al bevægelsen og alle de tunge løft. Hvis vi ikke anerkender Naturens enestående rolle i denne henseende, mister vi bevidstheden om dette faktum – og det synes netop at være tilstanden i både videnskaben og samfundet i dag.

Ud over at anerkende dens rolle i udfoldelsen af potentiale er det at skrive Natur med stort at udtrykke ærbødighed og respekt. For dem af os udviklingsforskere, der virkelig forstår, hvad der foregår her, ville det være forsømmeligt ikke at bøje knæ, i den traditionelle betydning af knæfald. At skrive Natur med stort er mit forsøg på at bøje mig for den, at nære ærefrygt for den, at være dens villige tjener, at være dens evige elev, at udtrykke min ærbødighed, agtelse og respekt for den.

Det var, og er stadig, mine forklaringer på, hvorfor jeg skriver Natur med stort. De fortjener en bog, hvis ikke rigtig mange bøger i disse tider, for at give Naturen dens retmæssige plads tilbage som den livskraft, den er – kilden til alle de indre kilder, der kommer til udtryk gennem vores instinkter og emotioner, og som konstant længes efter, at dens livsformer bliver alt det, de kan blive.

Selvom det var min tankegang, da jeg begyndte at skrive Natur med stort, oplevede jeg et øjeblik, hvor kæben faldt ned, da jeg læste kapitel fem i Braiding Sweetgrass, et kapitel om »Animacy« (besjælethed). Sandt at sige vidste jeg ikke engang, at »animacy« var et ord. Det, Robin Wall Kimmerer beskrev som situationen for sproget i videnskaben i særdeleshed og i det engelske sprog i almindelighed, gav ikke bare mening – det rungede dybt i mig og stemte fuldstændig overens med min erfaring som udviklingsforsker i en verden, der har frataget udviklingens sprog selve dets sjæl.

Faktisk var det navnet på videnskaben, der i første omgang fik mig til at beslutte at blive psykolog. Jeg var på vej mod medicin – optaget på flere medicinske fakulteter, faktisk – da jeg indså, at det, jeg virkelig ønskede, var at forstå os indefra og ud. Jeg ville forstå, hvad der bevægede os til at handle, som vi gør. Ordet psykologi betød på det tidspunkt stadig »studiet af sjælen«; det vil sige »det, der bevæger os«. Det var det, jeg ville, og det, jeg tog til mig.

Forestil dig min rædsel, da jeg fandt ud af, at psykologi, da jeg kom på kandidatstudiet, officielt var blevet »studiet af adfærd« snarere end studiet af adfærdens indre kilder. Jeg havde ikke tænkt mig at skifte kurs, bare fordi de havde mistet ordets sande betydning, så jeg har fortsat gjort studiet af instinkt og emotion til mit livskald. Uden denne forståelse kunne jeg umuligt forstå børn. Når faglige psykologiske organisationer beder mig holde hovedtalen ved deres konferencer, handler mit emne typisk – og uden undskyldninger – om at genoprette psykologiens sande ånd.

Tilbage til besjæletheden. Vi dyr er opkaldt efter denne egenskab ved at være til, denne utrolige spontane livskraft, der bevæger os indefra og ud, som har formål og mening, og som længes efter, at vores potentiale bliver virkeliggjort. Hvorfor har vi mistet besjælethedens sprog? Visse kulturer og sprog har ganske vist bevaret det, men ikke det engelske sprog, ser det ud til, eller de kulturer, det har affødt. Måske blev det bevaret i oprindelige folks sprog, fordi de primært levede i sammenhæng med naturen og derfor udviklede sprog i samklang med naturen. Vi risikerer at miste disse oprindelige sprog og dermed evnen til at bringe det til bevidsthed, som er selve essensen af vores væsen.

Det burde også være i centrum af vores bevidsthed, når vi opfostrer vores børn – især når selve ordet opfostre taler om denne udfoldelse af potentiale. Vores koloniserede og urbaniserede engelsk svigter os. Videnskabens empiriske sprog svigter os også: ikke i det, det siger, men i det, det ikke siger, og som der er brug for at sætte ord på. At skrive Natur med stort er altså at vende tilbage til et besjælet sprog, et sprog, der begynder med at anerkende en livskraft, som er kilden til alle de indre kilder i os. Vi må anerkende denne spontane vækstkraft, selv om vi ikke kan forklare eller forstå den. Vi har i over 400 år været under den lumske indflydelse fra den empiriske videnskabs såkaldte fædre, som smed barnet ud med badevandet. Vi har brug for at få dette barn tilbage. I stedet for at gå på kompromis med videnskaben sætter det den blot tilbage, hvor den hører hjemme.

EN TILFØJELSE FRA GORDON OM GENUDGIVELSEN AF HOLD ON TO YOUR KIDS:

Der er blevet tilføjet endnu et kapitel til Hold On to Your Kids (på dansk: Dit barn har brug for DIG), lige i tide til 20-året for den oprindelige udgivelse (2004). Det nye kapitel handler om det aktuelle emne trivsel, og om hvordan trivsel har dybe rødder i tilknytningens dynamikker. Ligesom fænomenet sociale medier ikke kunne forklares uden en samlet model for tilknytning i almindelighed og jævnalderorientering i særdeleshed (hvilket krævede to ekstra kapitler til bogens 10-års-jubilæumsudgave), gælder det samme for den nuværende trivselskrise blandt vores børn. Uden viden om, hvordan det er meningen, at børn skal være indlejret i omsorg, der strømmer ned gennem flere led, drager nutidens eksperter forkerte konklusioner og går ind for politikker og programmer, der sandsynligvis vil slå fejl, hvis de ikke ligefrem gør tingene værre.