At klække modstandskraft

Nogle af vores første kæledyr var kyllinger – 20 dage gamle, dyrebare Buff Orpington, Australorp og Rhode Island Red. Min mand og jeg var nye i hønseholdet og lærte at passe dem sammen med vores børn. Allerede den første dag kunne jeg dog se, at én af kyllingerne ikke var som de andre. Den var våd og så meget kold ud. Jeg holdt den tanke for mig selv, mens min datter kærligt fodrede og sørgede for hver eneste kyllings velbefindende.

Den svageste kyllings kamp

Efter blot en dag havde den lille kylling en klistret numse – og som enhver mor tørrede min datter kærligt den klistrede numse, hver gang hun så den. På det tidspunkt kunne selv hun se, at kyllingen ikke trivedes. Hun gav den navnet Nutrition og kaldte den Trisher, for i hendes syvårige hoved havde kyllingen brug for mere næring. Den blev skubbet væk fra foderkrybben og skubbet væk fra det varme røde lys, som den havde så hårdt brug for. Min datter græd, når hun var bekymret for den lille baby, som hun legede hønemor for.

At se tabet i øjnene

På tredjedagen troede jeg ikke, at kyllingen ville klare den. Det skar mig i morhjertet; jeg ville beskytte mine børn mod landbrugets og livets barske realiteter. Jeg tørrede selv den klistrede numse mange gange og bar kyllingen hen til foderbakken og skubbede nogle af de andre af vejen.

Det kom ikke som nogen overraskelse, at Trisher døde den tredje nat. Børnene sov. Alt i mig ville undgå at fortælle dem det. Hvis de spurgte, tænkte jeg, ville jeg sige, at kyllingen var »gået sin vej i nattens løb«.

At tage imod tårer og sorg

Heldigvis for mig og for mine børn var de for kloge til omskrivninger, og det ville ikke have holdt. Heldigvis for mig – og for mine børn – havde min egen mor givet mig mine tårer som gave, og jeg ved, hvor værdifulde og dyrebare de er. Alligevel var det svært, tre dage inde i livet med kæledyr og høns og med så meget kyllingekærlighed, at deres hjerter flød over.

Da min datter fik det at vide – det, som selv hun havde ventet, men desperat havde forsøgt at undgå og benægte – græd hun. Hun græd voldsomt. Hun græd længe. Hun hulkede. Det varede i dagevis og syntes aldrig at ville høre op. Igen ville alt i mig tage hendes smerte væk; lade som om den ikke var virkelig eller sand.

At opbygge modstandskraft gennem et farvel

Men jeg vidste, at tårerne ikke ville vare evigt, og at sorgen havde brug for at blive følt. Jeg vidste også, at vi måtte tage ordentligt afsked med kyllingen. Så vi gjorde, hvad de fleste forældre gør intuitivt – vi holdt en begravelse. Vi lavede et kors. Vi gravede et hul. Vi talte om Trisher og det dyrebare lille liv, kyllingen havde levet. Jeg tror, vi alle fire græd. Vi var alle ved at blive hobbylandmænd, og vi var også alle ved at opbygge vores modstandskraft.

At lære af tab

I løbet af det første år mistede vi endnu en høne, som blev taget af en ørn. Der kom mange flere tårer dengang. Efter at have grædt helhjertet et par gange sagde min datter: »Jeg er ked af det, men det er lettere anden gang.«

Og det er præcis pointen. Det er ikke vores kæledyrs primære formål i livet at opbygge vores modstandskraft, men de gør det sandelig godt! At holde hjertet blødt nok til at føle tristhed og tab – sådanne sarte emotioner – forbereder børn på de større tab, de vil møde i livet.

Livet går videre

Vi mistede ikke flere kyllinger. De voksede alle op og blev haner eller æglæggende høner og fik vidunderlige navne som Noodle, Startino og Justice da Gorgeous. En af hanerne begyndte at angribe min fireårige søn bagfra – en alfating, men det er en anden historie. Min søn var ikke så ked af det, da vi gav den hane væk.

Men da hans kampfisk, »Monk Monk«, døde, græd han meget. Senere, da hans elskede undulat Rio døde, blev hans tårer fulgt af, at han kærligt lagde ham i en æske, forsigtigt foldede hans vinger ud og tog billeder af hans smukke døde krop.

Der kom mange flere skuffelser, stressende oplevelser og tab – ikke at blive inviteret til en fødselsdagsfest, ikke at blive valgt til en hovedrolle i skolekomedien, ikke at score på det sidste skud, før slutsignalet lød i basketballkampen, en lærer, der ikke var venlig eller omsorgsfuld. Alt dette er muligheder for at invitere vores børn til at føle sig sårbare – men alt for ofte er vi fanget af vores ønske om at gøre alting godt igen, og så prøver vi i stedet at muntre dem op: »De kan godt lide dig, de kunne bare ikke invitere alle til festen; du burde have fået den rolle, det var en dårlig rollebesætning; du er en dygtig spiller, det var bare uheld; det er en dårlig lærer.« Selvom det er et naturligt instinkt at få tingene til at lykkes for vores børn, hjælper det dem med at opbygge modstandskraft til fremtidige tab, når vi blot inviterer tårerne frem over alt det, der ikke lykkes for dem. Og derfor var Trishers og Rios død vigtige byggesten i mine børns modstandskraft.

Forberedt på større tab

År senere, da mormors død var nært forestående – noget, min datter især havde forudset og frygtet – skrev hun et kærlighedsbrev til hende. »Kære mormor, hvor skal jeg begynde? Du er uden tvivl et af de mest inspirerende, betydningsfulde og vidunderlige mennesker, jeg nogensinde har været så heldig at kende. Det knuser mit hjerte at tænke på, at jeg måske aldrig mere skal tale med dig, lære at lave dine berømte kødboller, se Mrs. Doubtfire og grine os halvt ihjel …« Hun kunne, om end kortvarigt, se døden lige i øjnene og udtrykke sin kærlighed. Brevet fortsætter, skrevet med tårer i hjertet, men med en vis tillid til, at hun kunne overleve dette uundgåelige tab – ligesom hun havde overlevet Trishers død.

Modstandskraftens varige betydning

Mormor døde kort efter at have modtaget brevet. Der kom mange flere tårer, og de overrasker os stadig en gang imellem, men vi kom alle igennem det med bløde hjerter i behold. Naturen har udrustet os til at håndtere stressende oplevelser, og hvis vi kan følge kroppens medfødte visdom, får vi robuste nervesystemer.

Der venter stadig mange flere belastninger og udfordringer for mine børn, for det er en del af at være menneske. Jeg er dog sikker på, at de har skabelonen inden i sig, som vi alle har, og den levede erfaring af at have overlevet små belastninger, og at det vil guide dem resten af livet.

______________________________________________

Redaktionel note:

Hvis du er interesseret i temaerne stress, traumer og evnen til at komme sig, så se kurset Resilience Course (på engelsk).