Trygge rum: fantasileg og barnets udvikling

Kunsten at skabe rum og fantasiens magi

Lad mig præsentere dig for Mister Rogers og Mister Dressup. Måske behøver de ingen præsentation, især hvis du er fra min generation. Eller måske har du hørt historier om dem fra dine forældre. Dengang var de to programmer et langt langsommere modstykke til det hurtige Sesame Street og Electric Company. Mister Rogers var faktisk lidt for langsom for mig på det tidspunkt. Jeg ventede utålmodigt på, at togfløjten skulle lyde, og på den del, hvor tingene for alvor blev spændende – Neighborhood of Make-Believe, fantasiens nabolag, hvor mennesker og hånddukker talte sammen, og hvor historierne udspillede sig.

Først nu, som voksen og udviklingspsykologisk fagperson, kan jeg se tilbage og forstå hensigten med det hele. Og først efter at have set dokumentarfilm om Mister Rogers' liv og eftermæle kan jeg se, hvilket mod det krævede at lave et program, der talte om betydningen af følelser og relationer, i en tid, hvor underholdning var det, der blev værdsat. Modet til at stå op for noget radikalt og modstå presset fra Hollywood om at give folk det, de ville have: en flugt fra deres hverdag. Mister Rogers gav godt nok en flugt ind i en fantasiverden, men i den verden var der plads til forbindelse med mennesker og til at bearbejde svære ting – alt sammen på ét skridts afstand, i fantasiens rige. Han vidste, hvad der var brug for, og var fast besluttet på at gøre en forskel i børns liv. Mister Rogers skabte rum og gav en blid invitation til at udforske svære oplevelser og de emotioner, der blev sat i bevægelse af dem.

Mister Dressup havde en lignende fremtoning. Jeg syntes, han var mere legende og engagerende, og jeg elskede hans makkere, dukkerne Casey og Finnegan, og deres skæve humor. Jeg kan stadig høre deres stemmer, når jeg tænker tilbage. Den smukke gave, Mister Dressup gav os, var »the tickle trunk« – en magisk kiste, der altid var fuld af ting at klæde sig ud i, prøve og lege med. Jeg husker ikke detaljerne, kun kistens ånd og fornemmelsen af vidde og muligheder, når han åbnede den. Hans historier vakte altid en form for fremspirende energi i mig. Jeg fik lyst til selv at prøve ting, spille historierne og forsøge at lave ting, også selvom de ikke kom til at se ud som hans. På en eller anden måde blev den bevidsthed om bedømmelse og vurdering, som jeg normalt bar rundt på, sat ud af kraft i Mister Dressups nærvær. Jeg oplevede nåde og tilladelse. Mister Dressup skabte et rum, hvor børn som mig kunne udforske, forestille sig og udtrykke sig.

Vi har alle brug for den slags rum, også som voksne. Vi har brug for en blid invitation til at udforske det, der rører sig indeni. Vi har brug for tilladelse til ikke at skulle præstere eller gøre tingene rigtigt. Til ikke at blive vurderet med en karakter eller en guldstjerne, men at udtrykke os for udtrykkets egen skyld. Til at prøve ting af og finde et håndgribeligt rum for dele af os selv, som måske aldrig blev budt velkommen i vores formative relationer. Eller som vi måske bare forestillede os ikke blev det. Af den ene eller anden grund har vi måske ikke haft noget trygt sted, hvor alt det indre kunne komme ud, så vi proppede det ned og prøvede at holde det dér i sikker forvaring. (Eller rettere: vores hjerne gjorde det for os, for vores hjerne er god til at beskytte os – nogle gange for god. Den aflæser, hvad der er for meget at håndtere, eller hvad der vil være for meget for vores nærmeste at håndtere, og så venter den på en tryggere dag.)

Jeg havde mistet min legelyst, især når det gjaldt kunst og musik. Et sted undervejs lærte jeg, som mange af os, hvordan tingene skulle se ud og lyde, og jeg mærkede skarpt, hvor jeg kom til kort. Så jeg holdt op med at prøve.

Så kom Ish af Peter Reynolds. Flere årtier senere var det tid til at hente ånden fra mine barndoms mentorer, Mister Rogers og Mister Dressup, tilbage.

Det er sjovt, hvordan en historie på magisk vis kan snige sig forbi ens forsvar og gå direkte til hjertet. Ish var sådan en historie for mig. Lad mig give dig et resumé, hvis du ikke har læst den endnu (men jeg vil opfordre dig til at læse den selv, for illustrationerne er smukke, og jeg giver kun en skitse):

En dreng tegner frit sin verden som en måde at udtrykke sig på (»hvad som helst, hvor som helst, når som helst«).
Ind træder drengens bror, som han føler sig bedømt af, og som griner ad ham.
Drengen bliver selvbevidst og opgiver til sidst helt at tegne.
I en sidste frustreret gestus krøller drengen et stykke papir sammen og smider det på gulvet.
Ind træder lillesøsteren, som samler papiret op og løber sin vej.
Drengen løber efter hende og standser, da han ser, at væggene på hendes værelse er fyldt med hans sammenkrøllede tegninger.
Søsteren peger på sin yndlingstegning, og han siger, at det skulle have været en vase, men at den ikke ligner en.
Hun siger: »Den er vase-agtig« (på engelsk: vase-ish), og så går lyset op for ham.
Nu ser drengen alt omkring sig som »agtigt«.
Drengen begynder at tegne igen, fordi han nu er sat fri af behovet for, at tingene skal være helt rigtige.
Drengen skriver endda et digt; han ved ikke, om det er et rigtigt digt, men det er digt-agtigt.
Drengen lever agtigt til sine dages ende.

Frihed fra bedømmelse. Det handler ikke om resultat eller præstation. Det var det, Mister Dressup og Mister Rogers stod for tilbage i 70'erne, og det er i den grad et budskab, vi har brug for at høre i dag. Så tak, Peter Reynolds, fordi du bragte »agtigt« ind i mit liv og i vores børns liv. Vi har brug for dette budskab mere end nogensinde, og vi har brug for de rum i vores liv, hvor der er plads til at udtrykke det, der søger ud. Hvad enten det sker gennem kunst, musik, skrivning, drama eller dans.

Men dette udtryk kan være så genert. Det har brug for at blive lokket frem og for en blid invitation fra os. Det har brug for at føle sig trygt.

Selv vil jeg gerne træde i disse blide kæmpers fodspor. Jeg vil skabe den slags tryghed, der giver plads til udtrykkets ånd, uden at den bliver kvalt af en besættelse af form. At kunne lege med sin stemme eller et musikinstrument uden at være overdrevent forsigtig med at ramme tonerne rigtigt. At være i godt selskab, mens vi famler os frem til at få tingene ud på en måde, der ikke gør vores kære ondt. Kunsten er måske rodet, musikken lyder måske lidt vild, skrivningen er måske lidt mørk til tider, men »hellere ud end ind«.

Jeg tror, Shrek havde fat i noget.