Gordons tirade om empati

For lang tid siden holdt jeg et foredrag med titlen »Cultivating Caring Children«. Jeg elskede at arbejde med emnet. For nylig fik jeg så muligheden for at holde et oplæg om empati. Du godeste, hvor blev jeg overrasket over den tirade, der lå i mig. Jeg besluttede derfor at lave et kursus med empati som omdrejningspunkt og tema.

Dette empatikursus er min tirade. Det er en påmindelse til dem, der i hjertet er udviklingsorienterede, om hvordan Naturen virker, og hvordan man kan støtte op om dens arbejde. Empatikurset konfronterer os med afmagten i at gøre empati til fokus, i at skubbe til floden, i at forsøge at gøre Naturens arbejde i stedet for at støtte Naturens arbejde. Empatikurset sætter os på plads og retter vores fokus mod det, der faktisk vil give den frugt, vi ønsker os.

Empatikurset vil, mere end noget andet kursus, tror jeg, støtte gartneren i os. Med det mener jeg den udviklingsorienterede side af os, der ved, at potentialet vil blive realiseret, hvis betingelserne er gunstige. Det er det modsatte af billedhuggeren, der antager, at den ønskede adfærd kun vil opstå, hvis den formes på passende vis. Hvis du ikke har noget imod en gang imellem at blive mindet om, hvordan udvikling folder sig ud, når den får en chance, så er dette kursus noget for dig. Eller hvis du gerne vil introducere nogen til den udviklingsmæssige tilgang, kan jeg ikke komme i tanke om en mere overbevisende vej ind i materialet.

Begrebet empati afslører, hvilken knibe vi står i. Ifølge undersøgelser, der strækker sig over generationer, mister børn deres empati i et alarmerende tempo. Formentlig fordi vi ikke længere kan tage empati for givet, er vi tilsvarende optaget af at gøre den til omdrejningspunkt for vores formaninger, både derhjemme og i skolernes programmer for social læring. Det kor af »hvem gider … jeg er ligeglad … lige meget …«, vi hører i dag, er dybt foruroligende. Ondskabsfuldheden er til at tage og føle på og særligt bekymrende, når den opstår blandt venner og i familien. Intet under, at empati er blevet det, vi er optaget af, ligesom selvværd var det før, og at opføre sig pænt var det før det. Vi spænder vognen foran hesten.

Problemet er, at vi ikke kan komme derhen ad den direkte vej. At forsøge at gøre børn søde fremkalder neurose, ikke empati. Børn, der opfører sig, som om de har empati, for at opnå anerkendelse, er på vej mod narcissisme, ikke mod helgenstatus. Derfor holder jeg så meget af dette materiale. Hvis det ikke gør os udviklingsorienterede, så gør intet. Det sender os tilbage til det grundlæggende: at give tryghed og støtte til de følelser, der vil få vores børn til at vokse op. Det holder mig ærlig som udviklingsorienteret, for jeg er lige så utålmodig som alle andre.

Det slår mig, at empati i virkeligheden er fortællingen om to emotionelle forhistorier. Den første er historien om at holde af. At holde af er selve kernen i empati. Alle børn er født til at holde af og bekymre sig om det, de er knyttet til. Det tragiske er, at følelsen af at holde af kan gå tabt, hvis det at holde af har banet vejen for at blive såret for meget eller for ofte. Vores forfærdelige vane med at bruge det, børn holder af, til at få dem til at opføre sig ordentligt, har bestemt været med til at nedbryde deres evne til at holde af. Hvis den går tabt, vil empati aldrig opstå, uanset hvilket program der bruges, eller hvor ihærdige forældrenes anstrengelser er. Det er ikke nok at opføre sig, SOM OM man holder af; man må virkelig holde af, for at empati kan opstå. Sandheden er, at det at holde af ikke kan læres. Jo, man kan lære et barn, HVORDAN man drager omsorg, men ikke AT holde af. Den gode nyhed er, at evnen til at holde af kan genoprettes, men det er et spørgsmål om heling, ikke om læring. Det taler jeg om på kurset.

Den anden historie handler om at kunne tage et andet menneske i betragtning samtidig med sig selv. Intet barn fødes med denne evne; den kræver en betydelig udvikling, som kun vil ske, hvis betingelserne er gunstige. Det er selve essensen af emotionel modenhed. Mange børn vil begynde at udvikle denne evne spontant mellem fem- og syvårsalderen, hvis og kun hvis der er tilstrækkelig udviklingsmæssig parathed til at bære det. At presse på for, at det sker for tidligt, vil sabotere netop de modningsprocesser, der får det til at ske. Der er intet værre end at sætte formen over ånden, for den form, der kommer ud af det, kan knuse ånden.

Det er sammensmeltningen af disse to forhistorier, der baner vejen for, at vores dyrebare empati kan vokse frem, og at dens utrolige historie kan begynde. At presse på for empati for tidligt eller at gå direkte efter empati er en synd mod udviklingen. Vi gør klogt i at blive mindet om disse alt for almindelige fristelser.

Dette materiale fik mig endnu en gang ned på knæ, lige i tide til at tage del i opvæksten af et nyt barnebarn, en lille pige (det syvende barnebarn, hvis man tæller efter). Jeg har aldrig set så dyb en evne til at holde af, og hun er kun en tumling. Jeg må huske, at Naturen har en plan om at modne denne evne til at holde af til empatiens mest dyrebare frugt, når tiden er moden. Indtil da kan jeg værdsætte hendes smukke hjerte, der holder af så intenst og så sårbart.

Redaktionel note: Du kan finde Gordons nye kursus i vores kursusoversigt. Du får adgang til mere end 5 timers forelæsninger med Gordon, hvor han sporer empatiens naturlige rødder i tilknytning, følelser og udvikling.