At bygge bro over natten: den uudnyttede magi

Hun græder igen. Det er nærmere et skingert skrig. Jeg er så udmattet! Hvorfor er hun ikke træt?? Hun virker helt ude af sig selv nu – i en ophidset tilstand. Og det eneste, jeg kan tænke på, er den opgave, jeg stadig skal skrive inden i morgen. Min plan var klokken 20 – lyset slukket! Så skulle det være min tur. Nu er klokken 22, og både hendes og min alarm og frustration er ved at eksplodere!!

Jeg ved ikke, hvordan sengetiden ser ud hjemme hos jer, men det her var et almindeligt scenarie hos os. Det var det i hvert fald, indtil jeg opdagede magien i min stemme.

Det begyndte en aften, der lignede den ovenfor meget – jeg sad med min datter i gyngestolen, mens hun hyperventilerede mellem hulkene, og overvejede mine muligheder. I desperation besluttede jeg at ringe til en veninde. Kort efter at samtalen var begyndt, lagde jeg mærke til, at der var sket noget mirakuløst … min datter sov tungt! Mission fuldført! Men hvordan? Hvad var den hemmelige ingrediens? Feestøv? Måske en gaslækage? Eller kunne det mon have været lyden af min stemme i en stille samtale? (Bemærk, at det var en meget roligere tone end i timerne forinden, hvor den var ladet med frustration: »Nu er det nok!! Jeg lukker døren. Ikke mere vand. Ikke flere historier. SOV SÅ NU!!!«)

Det måtte være det! Magien lå i min stemme! Det gav faktisk mening. Jeg ved ikke, hvorfor jeg aldrig havde lagt mærke til det før … de sange, jeg sang for at få hende til at falde til ro, den måde, jeg blidt hviskede »træk vejret« på, når alarmen tog over og tog vejret fra hende. Nu havde jeg noget, jeg kunne arbejde med – en måde at hjælpe hende med at føle sig tæt på, når hun stod over for nattens uudholdelige adskillelse.

Og sådan begyndte det, der i mange år skulle blive et kært ritual – en stund, hvor jeg læste højt for mine piger før sengetid. Vi begyndte med Narnia-fortællingerne og startede en tradition med at læse klassikere, som strakte sig over et årti og fortsætter den dag i dag. Og selvom bogen som regel var nok til at få hende til at falde til ro, var jeg nogle gange også nødt til at synge. (Det viste sig faktisk at være en endnu stærkere eliksir, som ikke syntes at kræve, at jeg sang rent eller i den rigtige toneart!)

Jeg havde fundet min magi, og den åbnede mine øjne for, hvad hun havde brug for fra mig – en måde at holde sig tæt til mig og en måde at holde fast i mig, når verden truede med at blive mørk omkring hende og efterlade hende alene og adskilt fra dem, hun elskede.

Jeg spekulerer på, hvor mange andre forældre der har uudnyttet magi i sig. Det kan være stemmen, det kan være smilet, det kan være ens duft – en usynlig snor, som børnene kan holde fast i, mens de glider ind i søvnen. Grundlæggende er magien noget, der minder dem om, at de ikke er alene, noget, der bygger bro over natten og retter deres blik mod det næste gensyn.

Nu kan jeg se, at det slet ikke handlede om magi. Svaret var faktisk i mig hele tiden – jeg kunne bare ikke se det i tågen af min egen udmattelse. Den magiske vej igennem handlede om at se, hvad mit barn havde brug for, og at træde til og være svaret.