Nær hinanden, selv når vi er adskilt

»Hjertet har sine grunde, som fornuften ikke kender.« Med ét velformuleret slag gav 1600-tallets videnskabsmand og filosof Blaise Pascal emotionerne oprejsning og afslørede samtidig fornuftens svigt.

Efter et helt liv med at studere hjertet – og med risiko for at lyde en smule arrogant – tror jeg, at jeg har fået et glimt af hjertets fornuft.

Æren tilfalder de begrebsmæssige briller, jeg har haft det privilegium at bære. Tilknytnings- og udviklingslinserne, som så mesterligt er blevet slebet af søgende sind før os, har vist sig at give næsten røntgensyn ind i sindets virkemåde og endda at forudsige neurovidenskabens opdagelser. Måske skyldes det, at disse linser blev konstrueret med den største respekt for alt det naturlige.

Alderen ser ud til at have en klargørende virkning. Jeg kan se meget klarere nu, hvor detaljerne endelig er ved at blegne. Det er temmelig ironisk, at jo mindre jeg kan huske, jo bedre synes jeg at se. Afstand ser også ud til at gøre en forskel. Ligesom de kunstværker, der først afslører deres sandhed, når man står langt nok væk fra dem, kan mine børnebørn nu lære mig ting, som jeg stod alt for tæt på mine egne børn til at kunne begribe.

Så jeg tror, jeg har fat i det! Jeg er alt for genert til at løbe nøgen gennem gaderne og råbe »Eureka«. Og jeg kom ikke på det i badet, sådan som Arkimedes gjorde. Ikke desto mindre tror jeg, at jeg har fået et glimt af den limbiske hjernes indre logik. Jeg mener ikke blot, at det at være sammen er pattedyrets ultimative stræben. Den erkendelse har været klar i et stykke tid nu – at pattedyrs overlevelse ligger i deres evne til at bevare nærheden til andre. Med andre ord søger babyer ikke at overleve; de søger at være tæt på. Og inderst inde er vi alle bare store babyer. Den erkendelse er helt grundlæggende og afgørende for at forstå emotioner.

Det, der for alvor har ramt mig som et læs begrebsmæssige mursten, er den logiske forlængelse af denne bemærkelsesværdige opdagelse – at adskillelse er det grundlæggende problem, som den limbiske hjerne skal løse. Simpelt nok – og selvindlysende, når man først har set det. Alligevel har det taget år, før denne gryende erkendelse for alvor er sunket ind. Måske har problemet været, at adskillelse i sig selv er så blændende; det minder om at se direkte ind i solen for at finde ud af, hvordan den er. Som naturens kunstner Emily Carr engang bemærkede, har sandheden undertiden svært ved at vise sig, når vi ser for direkte på den.

Hvis jeg har ret om hjertet, så bygger vores mest udbredte forældrepraksis på forkerte forudsætninger, og vores skolesystem er på vildspor. Hvis dette virkelig er den limbiske hjernes opgave, giver det mening, at angst og mobning er i vækst, og at empatien er på retur.

Hvis det at løse adskillelsesproblemet er hjertets modus operandi, har vi en forklaring på så forskellige fænomener som kærlighed, neuroser og den form, den digitale revolution har taget. Vi har også et svar på, hvorfor vores mest yndede hurtige løsninger på adskillelsesproblemet (at være artig, at blive værdsat, digital forbindelse, forestillet intimitet og endda at vinde) står i vejen for de egentlige udviklingsmæssige svar.

Hvis jeg ser rigtigt, har vi et grundlæggende ledende princip for en lang række af forældreskabets vanskeligheder, herunder hvordan vi håndterer sengetid, skilsmisse, disciplin, dagpasning, skole og endda død. Vi har også fællesnævneren for de fleste problemer i barndommen og vejen frem til én samlet løsning.

Jeg har det lidt, som når temaet i en bog eller en film først afsløres nær slutningen. Jeg føler mig drevet til at begynde forfra igen, bevæbnet med den indsigt, der ville få alt til at se anderledes ud og være det bånd, der binder hver eneste detalje sammen. I det virkelige liv kan jeg selvfølgelig ikke gøre det, undtagen gennem eftertanke, som jeg længes efter nu mere end nogensinde. Jeg opdager også, at jeg har lyst til at studere antropologi, kultur, religion og mytologi. Grænserne mellem fagområderne begynder at viskes ud, når prikkerne forbindes, og det store billede træder frem.

Det bliver temmelig overvældende at tage fat på dette emne inden for den tid, der er afsat til et hovedoplæg. Det, jeg allerhelst vil, er at dele min ærefrygt. Jeg tror, musik ville være den bedste måde, men så måtte jeg begynde helt forfra for at mestre det medie. Jeg lover, at jeg ikke vil synge eller dirigere et orkester, men jeg håber, at jeg vil kunne dele lidt af det, jeg ser.