At lære hjertets sprog

»Man ser kun godt med hjertet. Det væsentlige er usynligt for øjet« (Den lille prins)

I et fotografatelier i byen Oaxaca i Mexico er væggene fulde af billeder af børn, der smiler, ler, er generte, ser vrede ud eller græder. Når man spørger indehaveren, hvorfor han fanger alle disse emotionelle udtryk, svarer han, at de er en del af livet, og at forældrene gerne vil have billeder, der afspejler det. Hans svar gør indtryk, især når man tænker på de glade øjebliksbilleder, der normalt pryder den slags vægge. Hvor bliver alle de ulykkelige billeder af – de rynkede bryn, tårerne og børnenes ryg, der vendes til i protest og modvilje? Disse billeder synes lettere at indfange et barns emotionelle liv, og når man tænker over det, fremstår de glade øjebliksbilleder endimensionelle, begrænsede og afkortede. Svarer billederne på disse vægge til en lignende invitation til at udtrykke sig i børnenes hjem? Hvad fortæller disse billeder os om vores forhold til børns emotioner og til vores egne emotioner i voksenstørrelse?

Vi kan lige så lidt forhindre vores emotioner i at stige op i os, som vi kan forhindre solen i at stå op hver morgen. Når en emotionel tilstand er til stede, er det et tegn på, at noget i vores omgivelser har aktiveret os – noget er blevet sat i bevægelse i os. Emotioner er noget, mennesker har til fælles med andre pattedyr; de er instinktive af natur og indebærer en kemisk og fysisk aktivering i kroppen. Som Pascal (1600-tallet) sagde: »Hjertet har sine grunde, som fornuften ikke kender.« Emotioner er ikke følelser. Følelser er de navne, vi giver emotionerne – vores subjektive vurdering af det, der er sat i bevægelse i os. Processen med at bringe disse instinktdrevne, emotionelle oplevelser under bevidst kontrol af den præfrontale cortex (hvor vi tænker, før vi handler) begynder at folde sig ud i de tidlige år og fortsætter et godt stykke ind i ungdomsårene. Det er udviklingen af de integrerende og eksekutive funktioner i den præfrontale cortex, der gør det muligt for os at opleve mere end én følelse eller tanke ad gangen, og som giver mere selvbeherskelse fra omkring seksårsalderen. Det er en del af den menneskelige natur at have et forhold til og en stadig mere bevidst opmærksomhed på vores emotioner, og det adskiller os fra alle andre pattedyrarter. Spørgsmålet er stadig: Hvad er de voksnes rolle i at hjælpe børn med at udvikle et mere civiliseret udtryk, når deres emotioner vælder op i dem?

Mennesker er født med en tilbøjelighed til at udtrykke sig og til at slippe det ud, der er sat i bevægelse i deres emotionelle system. Vores talemåder indfanger denne tilbøjelighed med udtryk som »jeg må følge mit hjerte« eller »gøre det af hele mit hjerte«. Udtrykket er delvist instinktivt og har til formål at hjælpe os med at »fordøje« alt det, vi har »indtaget«, især når det gælder emotionelt indhold. James Earl Jones sagde engang: »Noget af det sværeste i livet er at have ord i hjertet, som man ikke kan udtale.« Vi har mange udtryksformer, fra spædbarnets ordløse gråd over tumlingens bid og trampen til teenagerens himlende øjne. Vi kan også udtrykke os gennem sproget, sådan som vi ofte beder vores førskolebørn om: »Brug dine ord i stedet for at slå.« Vejen til hjertet går gennem munden, og de ord, vi bruger, hjælper med at afsløre dets indhold. Da min syvårige skulle have taget en blodprøve, løb hun ikke væk sparkende og kæmpende. Hun sad stille, mens de tog blodet, og skreg af fuld hals – av, av, av, av! Hun kunne ikke bevæge sig, men hun kunne lede smerten ud i ord (omend det skræmte et par andre, der også ventede på deres stik). At hjælpe vores børn med at dele hjertets indhold i ord er et afgørende skridt på vejen mod en mere civiliseret måde at være i verden på, når følelserne er i oprør.

Hvorfor er det så, at vi – selvom vi er født med en tilbøjelighed til at udtrykke os – kan plages af vanskeligheder med at finde ord for det, vi har i hjertet? Nogle gange modsætter vi os vores følelser – vi genkender dem måske ikke eller vil ikke indrømme dem, eller vi skubber dem væk. Problemet ligger ikke i vores emotioner, men i det forhold, vi har til dem. Emotioner er hverken rigtige eller forkerte; de er blot en del af den smukke kompleksitet i vores menneskelige natur og vores samspil med verden omkring os. Spørgsmålet er, hvordan vi kommer til at udtrykke vores emotioner på måder, der ikke krænker andre, og samtidig giver plads til, at de kan komme ud. Det er et puslespil, der er værd at løse – for vores børns mentale og fysiske sundhed og for deres langsigtede mulighed for at indgå i sunde relationer. Både sunde venskaber og ægteskaber/parforhold påvirkes af ens evne til at være fuldt til stede og handle med integritet, når det gælder hjertet. Evnen til at genkende og sætte navn på sine følelser fremmer også den personlige vækst gennem hele livet. Jo mere vi kan sætte ord på, desto mere opbygger vi et forhold til os selv, og desto mindre sandsynligt er det, at der vokser mørke rum frem indeni, hvor bevidstheden burde bo. Alt for mange mennesker lever og lider i isolation, adskilt fra andre, fordi de ikke kan eller ikke vil dele det, de har i hjertet.

Hvad står i vejen for at lære hjertets sprog?

Hvad står i vejen for at hjælpe vores børn med at lære hjertets sprog? For det første er der udviklingsmæssige forhold, blandt andet at vi fødes med et begrænset sæt af perceptioner og emotioner. Børn udtrykker sig i begyndelsen uden ord, fordi deres emotioner udvikler sig hurtigere end ordene. At finde ord for alt det, der er sat i bevægelse, kræver støtte og forarbejde, og det begynder med at spejle følelsesnavne for de emotionelle oplevelser – trist, frustreret, skuffet, skamfuld og så videre. Hvis man ikke kan sætte navn på noget, kan man ikke have et forhold til det. Hvordan skal vi overhovedet begynde at finde ud af, hvad vi skal stille op med vores jalousi, misundelse og skuffelse, hvis vi ikke har et navn på dem? Navne giver mening, sætter en samtale i gang og er en måde at forstå en oplevelse på, og de giver plads til at have et forhold til den. En dag fortalte mit barn mig, at det føltes, som om hendes »mave lavede smør«. Vi undersøgte den kærnende fornemmelse, og ængstelsens, bekymringens og frygtens ansigter dukkede op i forbindelse med alle de forandringer, hun kunne se forude. Hun kunne ikke begynde at finde vej gennem alle disse emotioner uden først at sætte navn på dem.

Børn kan nogle gange modsætte sig og skjule deres emotioner, især hvis de tror, at betydningsfulde andre ellers vil trække deres anerkendelse tilbage. Forestillingen om, at »søde piger er rare og svarer ikke igen« eller »modige drenge græder ikke«, præger fortsat de voksnes budskaber og øger behovet for at fortrænge de emotioner, der går imod dem. Hvis man bliver fanget i at være rar og modig, kan man spørge sig selv, hvor alle de knap så rare eller frygtsomme følelser bliver af. Vi lever også med en fejlagtig tro på, at det at udtrykke en emotion vil føre til flere handlinger ud fra den. Forskningen tyder derimod på, at det at udtrykke emotioner faktisk mindsker deres samlede virkning og behovet for at handle. Når vi prøver at skære besværlige følelser væk, må oprørtheden og frustrationen hen et sted – spørgsmålet bliver: Hvor bliver denne energi af? Når vores emotionelle systemer er aktiveret, og det emotionelle udtryk er blokeret, kan energien sætte sig fast og eskalere og dermed tære på det samlede udtryk og på spontaniteten i livet. Fastlåste emotioner fører til uorden. Vores ord må stemme overens med det, der er i vores hjerter. Uden denne integritet forurener vi os selv og lever i skyggen af vores autentiske selv.

Emotioner driver den psykologiske udvikling fra den tidlige barndom til ungdomsårene. Mens et lille barn måske er ved at lære følelsesord for sine emotioner, forsøger teenagere at forstå alle de blandede emotioner, de oplever. Én side vil gerne blive sin egen person, mens en anden side er alarmeret over den voksende adskillelse fra forældrene. Der er tegn overalt på, at børn, unge og voksne forsøger at bedøve sig selv og distrahere sig fra deres følelser ved at overspise, ved at bruge medicin, stoffer og alkohol og ved at overforbruge skærme og teknologi. Når vi holder op med at føle, holder vi op med at vokse og kan blive tilbøjelige til handlinger præget af manglende omsorg og selviskhed, sådan som vi ser det hos bøllen. Med ringe anger, skam eller omsorg begår bøller daglige handlinger, der har til formål at udnytte de sårbare. Hjerter er skabt til at føle dybt – ikke til at blive hårde og kolde. Hårde hjerter er en reaktion på og en form for beskyttelse mod sårbarheden ved at leve i en verden, der ikke længere er tryg, eller som sårer for meget emotionelt eller fysisk. Når det at holde af gør os sårbare over for at blive såret, må noget ofres. Som Gordon Neufeld siger, vælger hjernen overlevelse frem for følelse. Når vores følelser begynder at forsvinde, bliver verden afdæmpet, og farverne i den emotionelle verden blegner. Vi kan stille glide ind i en grå verden, hvor det ikke at føle bliver et tilflugtssted – ikke af valg, men af nødvendighed. Det er kun gennem blid, kærlig omsorg, at vi kan redde nogen ud af deres afdæmpede verden ved at kalde på dem og overbevise dem om, at verden igen er tryg. At holde vores børns hjerter bløde er noget af det vigtigste, vi kan gøre som forældre. Deres evne til at føle hele spektret af emotioner og udtrykke det, der er indeni, vil fortsat drive deres vækst og modning gennem hele livet.

At hjælpe børn og unge med at dele hjertets indhold

Hvordan kan vi holde vores børns hjerter bløde og holde deres emotionelle indhold i bevægelse? Vi må gøre mere end blot at hjælpe dem med at lære navne på deres følelser; der må være tilstrækkelig kontakt og nærhed til, at det er trygt at vise sårbare tanker og følelser. Vi er måske født med en tilbøjelighed til at udtrykke os, men vi må også have nogen at betro vores hemmeligheder til. For at dele vores hemmeligheder må vi først give vores hjerte til nogen, så ønsket om at blive set og forstået skaber længslen efter at dele det, der er indeni. Når vi deler vores følelser, bliver relationen dybere, og vi føler os hjemme i den andens omsorg med en stærk følelse af at høre til. Som Carl Jung sagde: »Man ser tilbage med anerkendelse på de strålende lærere, men med taknemmelighed på dem, der rørte vores menneskelige følelser …. Varme er det livsvigtige element for den voksende plante og for barnets sjæl.« Tilknytning er det, der trækker vores børns hjerteindhold frem og ud i rummet mellem os, hvor vi mødes. Det er vores gavmildhed og invitation, de må mærke, sammen med plads til at udtrykke det, der er i deres hjerter – uden at være bundet af de reaktioner og indtryk, de forventer, at vi vil få af deres hjerteindhold. Nogle gange er de emotioner hos vores børn, der er sværest at håndtere, netop dem, vi selv kæmper mest med indeni. Hvis der kun er lidt plads til vores egne tårer og ufuldkommenheder, vil det være svært at finde plads til deres. Hvordan formidler vi til dem, at deres emotioner hverken er rigtige eller forkerte, hvis vi selv dømmer og bærer på skam, når det gælder vores egne?

Nogle gange formidler vores reaktion på vores børns emotionelle indhold, at der ikke er plads til eller lyst til at høre mere. Vi kan affeje deres følelser med udsagn som »Det er da ikke så slemt, gå bare ud og leg« eller »Du skal ikke bekymre dig om at lave fejl, det er bare en del af at lære«. Når vi tilsidesætter eller benægter deres følelser, skaber det ikke det rum, hvor man kan genkende, sætte navn på og forlige sig med sin frygt, sine ønsker eller sin frustration. Andre uhensigtsmæssige reaktioner er forsøg på at bortforklare følelser med logik: »Lad dig ikke gå på af, hvad folk siger; deres ord kan ikke gøre dig ondt …« »Hvad mener du med, at jeg aldrig køber noget til dig? Hvorfor er du så utaknemmelig … forleden købte jeg jo …?« Vores følelser kan ikke bare forklares væk; vi har faktisk brug for at se på vores jalousi, tristhed eller tab i dagens lys for at kende dem, finde en vej igennem og fælde tårer over alt det, der er sat i bevægelse indeni. Andre uhensigtsmæssige reaktioner på hjertets indhold er forskrifter for, hvordan de burde håndtere noget, hvor vi griber chancen for at give en lektion om livet: »Hvis du holdt bedre orden i dine ting, ville du vide, hvor de var, når du skulle bruge dem.« Hvordan ville det se ud, hvis en teenager blev holdt i sin oplevelse af frustration og tristhed over ikke at kunne finde noget – måske kunne emotionerne lære den unge noget mere betydningsfuldt, end vi nogensinde kunne formidle. Endelig prøver vi nogle gange at beskytte vores børn mod visse følelser, der helt naturligt hører livet til, som når de ikke bliver inviteret til fødselsdagen eller må stå over for tabet af et elsket kæledyr. Vi prøver at aflede deres blik med løfter om andre skatte i stedet for at hjælpe dem med at finde og sætte navn på den skat, der gik tabt, og dermed undgår vi alle de tårer, der må fældes. Hvis ikke vi fører vores børn hen til deres sårbare følelser og opmuntrer dem til at have et forhold til dem, hvem skal så?

At hjælpe vores børn med at give udtryk for, hvordan de har det, kræver megen tålmodighed og tid fra vores side. Vi kan formidle et ønske om at kende det, der er i dem, på mange måder – fra varmen i vores nærvær til aktiv lytning og spejling af deres oplevelser (f.eks.: »Du virker rigtig gnaven her til morgen. Mon du tænker på din tid hos tandlægen og det hul, der skal fyldes?«). Det er ikke nok blot at spejle deres hjerteindhold; vi må også formidle, at vi kan rumme deres emotioner. Nogle børn oplever stærke emotioner på grund af en medfødt sensitivitet, som nogle gange kan overvælde de voksne i deres liv. For at et barn kan dele sit hjerteindhold, må det mærke, at vi kan tage imod hele barnet – at det ikke behøver at gøre sig mindre i vores nærvær, fordi det er for meget at håndtere.

Hjertets indhold og modenhed

Et rigt og varieret emotionelt liv er det, der giver vores tid på jorden dens fylde; det ligger bag vores samlede udtryk, vores spontanitet og vores fulde engagement i livet og bag kvaliteten af vores relationer til andre. Som Albert Einstein sagde: »Der er to måder at leve sit liv på. Den ene er, som om intet er et mirakel. Den anden er, som om alt er et mirakel.« Evnen til overensstemmelse mellem hjerte og mund er roden til personlig integritet og autenticitet. Når vi ikke respekterer det, der er indeni, kan vi ændre os selv for at behage andre og dermed formindske og forurene os selv. Vi må forene behovet for at vise os selv med en verden, der ikke altid har tid, plads eller lyst til at kende det, der er i os. Svaret er ikke at udbasunere sig selv over for verden, men derimod at nære og opretholde sårbare relationer, hvor vi kan dele vores hjerters indhold, og hvor vi kan blive set, hørt og elsket for den, vi virkelig er. Uden et forhold til sig selv vil det være svært at indgå i dybe relationer med andre, hvor vi virkelig kan give os selv som gave. Hvis vi ikke kan give plads til vores egne emotionelle oplevelser, hvordan kan vi så virkelig give plads indeni til en andens oplevelse? Hvis der ikke er plads i vores hjerte til en anden, kan vi ikke tilbyde vedkommende et sted at hvile eller søge tilflugt, og vi kan heller ikke mætte behovet for at høre til, at betyde noget, at blive elsket og at blive set og forstået.

Vi må hjælpe vores børn og unge med at kende sig selv ved at give plads til alt det, der er sat i bevægelse indeni, og ved at guide dem gennem dette fremmede og ukendte land. Når de har navne på deres emotionelle oplevelser, vil de kunne forstå dem og finde ud af, hvad de skal stille op med deres frustration, jalousi og skuffelse. Når de har et forhold til deres indre oplevelser, vil de kunne indgå i dybe, meningsfulde relationer med andre, hvor der er gensidig afhængighed, fællesskab og holdbarhed. For at dele os selv må vi først have et selv at dele – et hjerte, der føler, en mund, der fortæller, og en tro på, at rigdommen i livet kommer af at opleve det på en sårbar måde. Det kræver tid og tålmodighed at hjælpe vores børn dertil, men det er en vej, der er ventetiden værd – og guld værd.