
Disney/Pixars animationsfilm Inderst inde (Inside Out) er i denne uge udkommet på dvd og Blu-ray i hele Nordamerika.
Jeg tog mine døtre med til at se filmen, mens den stadig gik i biografen, og vil gerne dele nogle af mine indsigter – og glæder – over denne vidunderlige film. (Og lad mig advare dig med det samme: Anmeldelsen afslører handlingen.)
Inderst inde foregår i det farverige og opfindsomme kontrolrum i et barns hjerne. Allerede fra starten introducerer hovedpersonen og den førende emotion, Glæde, seeren for barnet, historien handler om: Riley, en pludrende, kurrende og forgudet nyfødt.
Glæde styrer glædesfyldt Rileys emotionelle forestilling, opbevarer alle Rileys kuglelignende minder langs væggene i »Hovedkvarteret« og sender med fornøjelse de betydningsfulde af dem op gennem en skakt til langtidsopbevaring. Men ifølge Glæde bliver der hurtigt trængsel i kontrolrummet.
I en fabelagtig scene, hvor Rileys forældre præsenterer deres tumling for broccoli, præsenterer Glæde sine »kolleger« (andre emotioner) i aktion – og demonstrerer på samme tid det, som Dr. Gordon Neufeld i sit seneste kursus, Heart Matters: The Science of Emotion, kalder emotionernes første lov: Emotion søger udtryk.
Der er Frygt, som stirrer forundret på den broccoli, der nærmer sig på en skærm, der viser Rileys forvirrede perspektiv, og spørger: »Tror du, den er sikker?« Dernæst kommer Afsky, som svæver over håndtagene med krøllet overlæbe, for det er hendes opgave at forhindre, at »Riley bliver forgiftet, fysisk og socialt«. Afsky foretager sin vurdering, og så bevæger hendes instrumentbræt sig … idet Rileys emotion kommer til udtryk ved, at hun kaster sin broccoliskål mod far. Da han truer med en konsekvens – ingen dessert – bevæger Vrede sig mod udtryk, hamrer løs på instrumentbrættet med håret i flammer og udløser Rileys raserianfald.
Rileys far svarer med flyvemaskine-gaflen, som øjeblikkeligt fortryller alle emotionerne og dermed Riley. Denne scene på ét minut tegner et morsomt portræt af førskolebarnets personlighed. Tro mod udviklingens dagsorden kan Riley kun registrere én emotion ad gangen. Hendes emotioner er skråsikre i deres tænkning. De er kortsigtede. De er tilbøjelige til at svinge som et pendul. Og bedst af alt har de en uskyldig tro på magi.
Glæde gemmer den emotion, hun bryder sig mindst om, til sidst og præsenterer os for Tristhed. Gennem størstedelen af filmen arbejder Glæde hårdt på at holde Tristhed væk fra førersædet ved instrumentbrættet og langt væk fra Rileys minder – for at hun ikke skal farve dem med sit triste, blå strejf.
Pixar valgte at tage udgangspunkt i Jaak Panksepps grundemotioner – hvilket selvfølgelig gør historien enklere for unge seere. Men det efterlod mig med et ønske om et bredere og mere præcist billede af emotionerne. Glædes underforståede løfte til seeren, med beskrivelsen af et kontrolrum med »trængsel«, efterlod mig utilfreds, da kun fire andre emotioner kom på banen. Jeg ville have elsket at se kontrolrummet proppet med et bredt spektrum af andre emotioner – dusinvis af dem, om så kun kortvarigt – for eksempel ro, utryghed, modstand, frygtsomhed og kedsomhed, for blot at nævne nogle få. Desuden ville »Frustration« have været et mere præcist navn for det, Pixar kaldte »Vrede« – og ville oven i købet have været et ord uden skyld. Ligeledes ville »Alarm« have været et mere beskrivende navn for »Frygt«. »Afsky« bidrog med megen komik, men i virkeligheden er det en overlevelsesemotion, og det blev den ikke fremstillet som i filmen.
Ikke desto mindre fortjener Pixar, selv med kun fem emotioner og den måde, de fremstillede dem på, topkarakter for at vise emotionernes arbejde. Som Gordon siger: »Emotion har et arbejde at gøre. Den er ment til at bevæge os på måder, der tjener os. Det er sådan, Naturen drager omsorg for barnet.« Der er ingen tvivl i filmen om, at hver af de fem emotioner holder dybt af Riley, og at de på trods af deres begrænsninger bevæger sig i hendes hjerne ud fra et fælles ønske om at tjene hende.
Det bliver interessant, da Riley er 11 år, og familien flytter fra Minnesota til San Francisco. Der står Riley over for alle mulige forhindringer: broccolipizza (»ødelagt!«), klassekammerater, der hvisker, og distraherede, travle forældre. Hertil kommer, at Riley lige er blevet teenager og derfor oplever et højt niveau af alarm i forbindelse med flytningen og også i forbindelse med det tab af nærhed til forældrene (og den imaginære ven Bing Bong), der hører med til at vokse op. Med andre ord er adskillelse utrolig intens for Riley på dette tidspunkt i hendes liv.
Tristhed vil ikke blande sig, men hun kan ikke lade være med at nærme sig Rileys minder og farve dem triste. Glæde giver ikke Tristhed nogen plads. Hun prøver at tale Tristhed til fornuft. Hun fokuserer på Tristheds adfærd. Hun dømmer følelserne. Som enhver med blik for udvikling kunne forudsige, bliver en rodet situation endnu mere rodet, da Glæde forsøger at redde Rileys emotioner fra yderligere »skade«. Under et sammenstød bliver Glæde og Tristhed suget ind i mindeskakten og må finde vej tilbage til Hovedkvarteret. Så begynder den egentlige søgen.
»Emotion er spontan, men ikke uundgåelig,« siger Gordon. »Den kan blive dæmmet op. Forhindringer kan komme i vejen.« Pixar kaster mange forhindringer i vejen for Glæde for at illustrere dette.
I Langtidshukommelsen bliver Glæde forfærdet over at se arbejdere smide Rileys minder ud, tilsyneladende helt vilkårligt. Men som den klassiske psykolog Jean Piaget beskrev: »Den første afmagt, børn oplever i deres liv, er at holde fast i gode oplevelser.« Glæde får den samme første smag af afmagt, og de voksne får et godt grin, da telefonnumre bliver smidt ud af langtidshukommelsen, fordi Riley selvfølgelig »har sin mobiltelefon til det«.
Imens kæmper Frygt, Afsky og Vrede alene i Hovedkvarteret. De længes desperat efter, at Glæde vender tilbage til kontrolpanelet og styrer forestillingen som sædvanlig. De gør deres bedste for at udtrykke sig, som Glæde ville gøre, og de tror alle, at Glæde er svaret. Men det lykkes ikke for dem. Emotionerne lukker sig i – det, neuroforskere ville beskrive som et tryk ned på alle emotionerne – og resultatet er en deprimeret Riley. Uden emotionernes tilsigtede bevægelse bliver Riley ikke længere bevæget til at holde af. Hun holder op med at holde af sine tilknytninger. Hendes fem »personlighedsøer«, som repræsenterer det, hun holder allermest af – Fjolle-øen, Hockey-øen, Venskabs-øen, Ærligheds-øen og Familie-øen – begynder at smuldre.
Glædes og Tristheds færd fører dem fysisk gennem Langtidshukommelsens lager, Abstrakt Tænkning og videre til Naturens svar i form af leg: Fantasilandet, hvor Bing Bong altid er klar til sjov … og hvor Rileys imaginære kæreste venter på sit store øjeblik, hvor han galant kan træde til. Glæde og Tristhed bevæger sig gennem et Hollywood-agtigt studie kaldet Drømmeproduktion, gennem Underbevidstheden og gennem et ødeland af kasserede minder.
Men i sidste ende må emotionerne Glæde og Tristhed gennemføre deres emotionelle færd. Gennem sin leg og gennem sine tårer, der ikke længere sidder fast, når Glæde frem til erkendelsen af, at hun ikke kan censurere Tristheds indflydelse. Faktisk har hun brug for Tristhed og brug for at tro på Tristheds værdi. I sidste ende er Rileys historie en historie om tilpasning – hun kan ikke tilpasse sig flytningen, før hun er fri til at give slip på den verden, hun har efterladt. Og det er en opgave for Tristhed alene. Når Tristhed først bliver troet på og værdsat, blomstrer hun op i den nyvundne selvtillid, der vokser frem, efter at hun har indset, hvor meget hun også betyder.
Når Glæde og Tristhed har fuldført deres heltefærd, er slutningen så meget desto mere tilfredsstillende, fordi resten af emotionerne må blande sig med Glæde og Tristhed for at fuldføre deres fælles mission for Riley: at redde hende fra teenagerens fristelse til at flygte fra sin alarm i denne meget betydningsfulde overgangsrite på vejen mod modenhed.
Ligesom William Blake skrev: »Glæde og sorg er fint vævet sammen«, beviser Glæde og Tristhed det, Gordon siger: »Lykken ligger på den anden side af en tristhed, der er blevet taget imod.« Når Glæde og Tristhed blandes og deler kontrolpanelet, tilpasser Riley sig gennem sine tårer og finder trøst i armene på sine kærlige, omsorgsfulde forældre. Og efterhånden som hun tilpasser sig denne store forandring i sin verden og sin første overgang ind i teenageårene, træder Riley frem som en selvstændig person, og hendes smuldrede personlighedsøer bliver genopbygget, mens dusinvis af nye øer tager form.
Mine børn nød filmen, selvom de som fem- og seksårige var for små til fuldt ud at forstå filmens finesser, betydninger og meget af humoren. Efter at vi havde set filmen, spurgte jeg mine døtre, hvad den handlede om. De rystede forvirret på hovedet.
Efter en pause sagde min ældste dog: »Alting var helt blandet sammen.«
Hun var ikke klar over, hvad hun sagde. Men hun havde ret. Selv for børn, der er for små til at forstå det meste af filmen, vil budskabet i Inderst inde give genlyd på en eller anden måde: Lykken kan ikke eje et menneske – eller konstant sidde ved kontrolpanelet. Alle emotioner er vigtige og har barnets bedste for øje. De tjener alle et formål. Hvilket bedre budskab kan der være om et helt billede af emotionel sundhed?
Skrevet af Sara Easterly i 2015 og udgivet på NeufeldInstitute.org
Om forfatteren
Sara Easterly er Professional Associate ved Neufeld Institute og forfatter til Searching for Mom og Adoption Unfiltered. Hun skriver om adoption ud fra en tilknytningsbaseret, udviklingsmæssig forståelse.