At hjælpe »orkidébørn« med at trives

I denne artikel tegner Deborah MacNamara, ph.d., der underviser ved Neufeld Institute, et billede af det sensitive (»orkidé«-)barn, beskriver de udfordringer, man ofte møder som forælder til sensitive børn, og giver indsigt i, hvordan voksne kan skabe de bedste betingelser for, at sensitive børn kan vokse op og blomstre. Betegnelsen »orkidébarn« bygger på et sprog, der traditionelt har været brugt i dele af forældrelitteraturen. Den bruges her som en beskrivende metafor og med omhu, så den ikke bliver til en etiket.

Hvem er orkidébørnene?

Omkring hvert femte barn bliver mere påvirket eller oprørt af sine omgivelser og skiller sig ud i forhold til sine jævnaldrende. Det er de børn, der lettere bliver overvældede, alarmerede, intense, sensitive, stikkende i deres reaktioner og lidenskabelige i deres temperament. Ifølge Thomas Boyce fra University of California er disse »orkidébørn« neurobiologisk anderledes og har en forhøjet modtagelighed for deres omgivelser, der bunder i genotypiske forskelle. [i] De er langt mere indstillet på deres omgivelser, i modsætning til »mælkebøttebørn«, som til sammenligning er mindre opmærksomme og mere ubekymrede.

Sensitive børn viser større modtagelighed og en forhøjet evne til at optage deres omgivelser gennem sanserne. Det kan sammenlignes med radioantenner, der er indstillet på maksimal modtagelse for ikke at gå glip af nogen signaler. Selvom typen og graden af modtagelighed er forskellig fra barn til barn, viser de forstærkede sansereaktioner inden for syn, hørelse, berøring, smag, lugt, kinæstetisk sans/proprioception og det emotionelle/perceptuelle område. De mulige kombinationer er uendelige, og hvert barn har et kontinuum af modtagelighed for hver enkelt sans.

Orkidébørn klager måske over, at mærkerne i deres tøj kradser for meget, at lyde er for høje, at lugte er for stærke, eller at noget mad smager så dårligt, at det føles, som om det brænder på tungen. De har også større tilbøjelighed til allergier og hudproblemer. Det kan være svært at fange deres opmærksomhed, fordi de bliver bombarderet med sanseindtryk og er overvældede. De virker også til sammenligning naturligt kvikke på grund af deres forhøjede modtagelighed for information og stimulation. Voksne ser dem måske som overdrevent dramatiske eller reaktive, men de er bare tro mod den enorme verden, der findes inde i dem.

De neurobiologiske forskelle hos orkidébørn gør dem mere følsomme over for den måde, de vokser op på – de vil enten visne eller trives. [ii] Når de vokser op i stressende omgivelser, bliver de stærkt påvirket, i modsætning til mælkebøttebørnene, som klarer sig meget bedre. Som følge af sådanne forhold har de større risiko for psykiske problemer, misbrug og kriminalitet. Men når orkidébørn vokser op under ideelle betingelser med omsorgsfulde voksne til stede, kan deres udvikling overgå mælkebøttebørnenes. »Et orkidébarn bliver en blomst af usædvanlig skrøbelighed og skønhed.«[iii] På trods af neurobiologiske forskelle og forhøjet reaktivitet hos sensitive børn er det det relationelle miljø, de vokser op i, der gør den udviklingsmæssige forskel.

Hvad er det, man typisk står over for, når man er forælder til sensitive børn?

Der er en række vanskeligheder ved at være forælder til sensitive børn, fordi de er så modtagelige for sanseindtryk. De er markant anderledes end deres mere ukomplicerede jævnaldrende og kræver særlig opmærksomhed fra dem, der tager sig af dem. Forældre til sensitive børn fortæller mig, at det kan være svært at have et barn, der virker så reaktivt sammenlignet med andre. De tager ofte barnets adfærd på sig og tror, at det er deres skyld, i stedet for at forstå, hvor let deres barn bliver oprørt af omgivelserne. Forældre til sensitive børn har svært ved at beskrive de forskelle, de ser hos deres barn, for andre voksne. Forældrene bliver ofte stemplet som overbeskyttende og bliver let misforstået. Det er heldigt for mange orkidébørn, at den ene eller begge forældre måske selv er sensitive, så de lettere kan forstå deres barn.

1. Jo mere sensitivt barnet er, desto lettere bliver det oprørt.

Med det sensitive barns forhøjede modtagelighed er det ikke overraskende, at det let kan blive overvældet og overstimuleret af sine omgivelser. Det gælder især i de tidlige år, hvor hjernen er umoden og mere sårbar over for at blive overbelastet af sanseindtryk. Som en mor fortalte om sin sensitive fireårige:

Jacob holdt så meget af sin musiklærer, at da hun måtte flytte sin undervisning, fulgte vi efter hende fra det solbeskinnede klasselokale nær vores hjem til det mørke kælderlokale på det musikakademi, hvor hun nu underviste. I den første time kunne Jacob ikke falde til ro og blev ved med at løbe ud ad døren. I den anden time blev han så urolig, at han hoppede op og ned og landede på læreren. En dag senere, da han var rolig, spurgte jeg ham, om der var noget ved det nye lokale, han ikke kunne lide. »Lysene summer,« forklarede han, »jeg kan ikke høre noget på grund af lysene.«

Sensitive børn føler ofte, at de er for meget at håndtere, og den perfekte storm opstår, når de er trætte, sultne og frustrerede på samme tid. Det kan føre til oprørthed og udbrud og til stikkende eller modstræbende adfærd.

Under ideelle forhold tager det et gennemsnitligt barn fem til syv år, før hjernen fuldt ud kan integrere sanseindtryk med stigende hastighed og effektivitet. Når hjernens integration er nået, bør barnet begynde at vise tegn på impulskontrol, afbalancering af sine emotionelle reaktioner og sans for sammenhæng. Sensitive børn kan have brug for et til to år ekstra til hjernens udvikling, afhængigt af hvor sensitive de er, og af deres omgivelser.[iv]

Denne mulige forsinkelse i hjernens udvikling har betydning for skolegangen, da impulskontrol og afbalancerede emotionelle reaktioner kommer senere end hos deres jævnaldrende »mælkebøtter«. Selvom de intellektuelt kan være stærke som seksårige, kan deres adfærd virke umoden, med udbrud, oprørthed og manglende selvbeherskelse. Fordi et sensitivt barn er mere modtageligt for ydre stimuli, har de præfrontale områder i hjernen brug for mere tid til at danne de nervebaner, der skal håndtere de ekstra sanseindtryk. I mellemtiden er der større risiko for, at de får diagnoser for opmærksomheds- eller adfærdsproblemer, i stedet for at blive set som de sent udviklede børn, de i virkeligheden er.

2. Jo mere sensitivt barnet er, desto lettere bliver det overvældet af oplevelser.

En af de almindelige fejl over for sensitive børn er at give dem flere sanseindtryk, end de kan håndtere, fordi de er naturligt kvikke. Mere er ikke bedre for et orkidébarn, og det vil sandsynligvis udløse forsvar, der lukker sanseindtrykkene ude. De har ikke brug for at blive udsat for mere stimulation; de har derimod brug for mere tid og rum til at bearbejde den. Muligheder for leg er nogle af de bedste måder at give små børn dette rum på, og når de bliver ældre, kreativ alenetid. Det gamle ordsprog »lidt gør meget« er godt at have i tankerne, når man overvejer deres behov.

Sensitive børn kan også blive overvældet af emotionelt stof. Følelser er sårbart territorium for de fleste mennesker, men endnu mere for orkidébarnet. Emotionelle oplevelser, der involverer frygt, at holde af, glæde, frustration, skyld, skam, ensomhed og afvisning, kan føre til forstærkede reaktioner. Hos små, sensitive børn kan adskillelse være særlig svær, med store udbrud til følge. Raserianfald kan få deres helt eget liv – intense og langvarige, når frustration og aggression eksploderer ud af dem. Samtidig gør deres stærke ønsker og deres evne til at holde af dem sårbare over for store skuffelser. De forestiller sig ofte langt mere, end de kan virkeliggøre, og bliver let frustrerede over deres menneskelige ufuldkommenhed. Deres følelser kan være store, overvældende og ude af kontrol – og derfor har de brug for stærke voksne, der kan hjælpe dem igennem disse storme.

Med tid, tålmodighed og støtte fra voksne omkring dem kan sensitive børn danne et forhold til deres store indre verden. De har brug for navne på deres emotioner og for plads til at udtrykke dem. Det er de nødvendige forudsætninger, før de kan udvikle selvbeherskelse over deres indre verden. Indtil da må de voksne tage ansvar for, at tårerne stadig flyder, og for, at barnet har et blødt sted at lande, når verden føles som for meget.

3. Jo mere sensitivt barnet er, desto større er behovet for stærke, omsorgsfulde tilknytninger til voksne.

En stærk tilknytning til en omsorgsfuld voksen giver hvile og pusterum i en verden, der føles som for meget. Vanskeligheden er, at sensitive børn kan føle, at de er for meget at håndtere – for store i deres reaktioner og for overvældende for dem, der tager sig af dem. Det er afgørende, at de voksne formidler, at de kan tage sig af dem og håndtere deres adfærd og emotioner, og at adskillelse aldrig bruges som konsekvens eller straf.

Sensitive børn har brug for stærke, omsorgsfulde voksne i alfarollen, som de kan knytte sig til for at få tryghed og føring. Voksne må måske gøre sig mere umage for at vinde deres tillid, fordi de er opmærksomme og godt kan gennemskue, når nogen spiller en rolle. Der må være en generøs invitation til relation, præget af varme, glæde og fryd. Voksne må invitere barnet til at være afhængigt af dem, orientere det i dets omgivelser og introducere det for mennesker, der vil tage sig af det, såsom lærere, trænere, tandlæger eller læger. Det, et sensitivt barn har mest brug for, er en voksen, der kan aflæse dets behov og tage føringen i at tage sig af det.

Hvordan kan vi give sensitive børn de bedste betingelser at vokse i?

Alle børn har brug for omgivelser, der fremmer udviklingen, men for et sensitivt barn er det en afgørende faktor for, om barnet vil trives eller visne. Følgende strategier vil hjælpe med at skabe sunde rammer og relationer, som gavner alle børn, men især de sensitive.

1. Beskyt dem mod oplevelser, der er for meget.

Når omgivelser, relationer eller oplevelser er for meget for et sensitivt barn, må de voksne, der tager sig af barnet, aflæse situationen og beskytte det derefter. En forælder melder for eksempel et lille barn til musikundervisning, men opdager, at barnet løber mod døren, hver gang lyden går i gang. Barnet kan opleve visuelle eller auditive stimuli som overvældende og har derfor brug for at være kortere tid i disse omgivelser, hvis overhovedet. Det er vigtigt, at en voksen aflæser, hvad barnet kan klare, selv i små doser, men uden at skærme barnet fuldstændigt. At presse barnet ud over dets grænser fører typisk til, at det lukker ned eller eksploderer i oprørthed. Samtidig kan en forælder være nødt til at hjælpe et sensitivt barn igennem en situation, der føles ubehagelig for barnet. En mor fortalte for eksempel:

Min syvårige datter havde pyjamasdag i skolen, og hun tog sin pyjamas på, men da vi kom ud til bilen, sagde hun, at hun ikke havde det godt med det og ville skifte. Jeg troede på, at hun ville have det fint, når hun kom i skole, og at det var vigtigt for hende at se, at hun kunne klare det, så jeg besluttede at hjælpe hende med at have det ubehageligt og hjælpe hende igennem det. Jeg sagde til hende, at vi ville prøve at have pyjamas på, og at jeg ville bringe hendes tøj til skolen, hvis det ikke gik. Hun krøb sammen op ad mig hele tiden, indtil hendes lærer dukkede op i en lyserød, blød badekåbe og råbte: »Pyjamasdag!« Da hun så sine klassekammerater klædt på samme måde med deres tøjdyr, slappede hun af og gik ind i klasseværelset. Det kan virke ubetydeligt for andre forældre, men for mig var det en stor sejr.

Der er tidspunkter, hvor et sensitivt barn skal beskyttes, og tidspunkter, hvor det har brug for støtte til at stå over for ting, der føles for store eller ubehagelige. Det kan være svært at vide, hvad man skal gøre, og det kræver, at forælderen foretager en vurdering ved at aflæse barnets behov, forstå, hvad der rører sig i barnet, og tydeligt tage føringen gennem situationen.

2. Før barnet ind på sårbart territorium.

Sensitive børn er kendt for at undgå indhold, der er oprørende eller alarmerende. De viger måske tilbage fra triste historier i bøger og bliver bange, når de ser børne-tv. Forældre må nænsomt bevæge sig i den retning, når der er brug for det – ikke ved at presse, men ved at invitere barnet til at udtrykke, hvad der sker i det emotionelt. Sensitive børn leder ofte opmærksomheden væk fra deres følelser på grund af den sårbarhed, de oplever. Det kan være bedre at rette opmærksomheden mod emotionelle temaer på lidt afstand, for eksempel i billedbøger eller i historier om andre mennesker. At kunne lege, når de er oprørte, hjælper deres emotioner med at komme til udtryk i deres tegninger, bevægelser, bygværker eller figurer. At anerkende deres store følelser og hjælpe dem med at udtrykke og sætte navn på dem vil hjælpe dem til bedre at forstå deres indre verden. At aflæse barnets signaler og forsøge at hente oprørtheden frem, før den bryder ud, er en bedre strategi end at vente, til det hele løber løbsk. En far fortalte for eksempel:

Jeg lagde mærke til, at min niårige søn virkelig tyggede og bed negle, mens han så Gilligan's Island, komedieserien om alle de mennesker, der er strandet på en ø. Jeg spurgte ham, hvad der var galt, for han virkede lidt nervøs og bed i fingrene. Han sagde: »Far, kommer de mennesker nogensinde væk fra øen?« Han tænker altid på den slags ting og forudser altid, hvad der vil ske.

At føre et sensitivt barn i hjertets anliggender er en af de allersværeste opgaver, men den er helt afgørende for barnets samlede emotionelle sundhed og modenhed.

3. Byg bro over al adskillelse og al problematisk adfærd.

Når du har brug for at tale med et sensitivt barn om dets adfærd, er det bedst at gøre det uden for selve episoden, inden for rammerne af en varm relation, og at berøre emnet blidt. Når der sker noget, der gør dem oprørte, kan de have brug for tid til at falde til ro, så intensiteten i deres oplevelse aftager. Når du fortæller, hvad der ikke fungerede, så sørg for at formidle, at relationen stadig er i orden. Gør det let for dem at tage imod din vejledning, og hold jeres relation stærk. Midt i deres store reaktioner kan du blot sige: »Den her adfærd er ikke i orden, men jeg taler med dig om det senere, og vi finder en vej igennem.« De siger måske: »Jeg vil ikke tale om det«, og så kan du svare, at du vil gøre det let, hurtigt og så smertefrit som muligt, men at nogle ting nogle gange skal siges og tages hånd om.

4. Hjælp dem med at finde deres tårer, når der er brug for det.

For at udvikle modstandskraft har et sensitivt barn brug for at få sine tårer over de ting, det ikke kan ændre, og som ikke går, som det vil. Sensitive børn har ofte store forventninger og planer, som ikke bliver til virkelighed. De ønsker måske, at gode oplevelser skal fortsætte i det uendelige, de vil være perfekte og undgå fiasko, eller de vil ændre en andens mening, når de er uenige. De ting, de ikke kan ændre, vil frustrere dem og nogle gange føre til store udbrud, især i de tidlige år. Når intensiteten i disse emotioner er blevet tømt ud gennem udbruddene, er vejen igennem, at deres frustration smelter til tårer. I disse bløde, sårbare tårer ligger kimen til modstandskraft, når de indser, at de kan overleve, når livet ikke går, som de vil. For at kunne finde deres tårer har de brug for stærke, omsorgsfulde voksne, som ikke er bange for deres store følelser og reaktioner. Hvis deres tårer forsvinder, kan en lang række vanskeligheder med adfærd og læring dukke op. At genoprette den emotionelle sårbarhed er den bedste vej til at bringe et sensitivt barn til hvile igen.

Selvom børn fødes med forskellig medfødt konstitution, er det betryggende, at de voksne i barnets liv er nøglen til at skabe betingelserne for vækst. Sensitive børns behov kaster lys over betydningen af relationen til de voksne og over vores emotionelle sårbarhed som mennesker. Hvis vi kan forstå sensitive børn, kan vi hjælpe dem med at blomstre og udfolde de vidunderlige muligheder, der findes inde i dem. Vi, der tager os af vores børn, har i os selv evnen til at ændre retningen for deres udvikling.

• [i] Boyce, T. (2014). Orchid Children and the Science of Kindness. Dalai Lama Centre for Peace and Education, Vancouver, BC. https://www.youtube.com/watch?v=_mSrc0GFpJw
• [ii] Ellis, B.J., Boyce, W. T. (2005). Biological sensitivity to context: Empirical explorations of an evolutionally-developmental theory. Development and Psychopathology. V. 17,(2), pp. 303-328.
• [iii] Samme som ovenfor.
• [iv] Neufeld, G. (2013). Level I Intensive: Making Sense of Kids. Neufeld Institute, Vancouver, BC, Canada.