At føje legens visdom til traumets visdom

Verden kan være et alarmerende sted. Der sker svære ting, som vi ikke har kontrol over. Og alligevel handler det ikke om selve traumet – det, der sker eller ikke sker med os eller omkring os – men om det, der sker inde i os som følge af det. Og om, hvem der er, eller ikke er, til stede sammen med os i vores smerte.

Det er budskabet i den nyligt udgivne dokumentarfilm The Wisdom of Trauma. I filmen taler dr. Gabor Maté (medforfatter til Dit barn har brug for DIG) med dybde og klarhed og fremsætter den provokerende tanke (som titlen antyder), at der ligger en iboende visdom i traumer.

Vores krops visdom kan tage sig af os ved at koble fra det, der er for smertefuldt at bære. Men det er ikke meningen, at vi skal blive i denne frakoblede tilstand. Som Gabor Maté siger i indledningen til filmen: »Vi må arbejde os tilbage til at føle, når vi er klar.« Det vil jeg gerne bygge videre på og foreslå en ekstra vej, som vi måske ikke har overvejet: Vi kan også lege os tilbage til at føle fuldt ud.

Men først bør vi udforske spørgsmålet: Hvorfor skulle vi overhovedet ønske at føle, hvis det gør for ondt? Det er et godt spørgsmål – et, jeg ofte stillede mig selv i de mange år, hvor jeg for enhver pris undgik tristhed. Kort sagt er grunden til, at vi har brug for at føle, at det ikke at føle fører til alle mulige fysiske udtryk og emotionelle komplikationer. Det lærte Gabor Maté mig for mange år siden, da jeg læste hans bog When the Body Says No (2003). Det virker så indlysende for mig nu, men jeg husker, at det dengang føltes som en revolutionerende tanke: Vores kroppe overtager de emotioner, vi ikke kan tillade os selv at føle. Vores frakobling omsættes til sygdom, afhængighed, angst og meget mere.

Vi har brug for at se hinanden, vores menneskelighed, men det er svært at se, når vi er koblet fra. Følelse og syn går hånd i hånd, for følelsen er tilbagemeldingen, signalet om det, der sker indeni. Men vi får ikke de signaler, hvis vores hjerne beslutter, at det ikke er trygt. Vores medfødte forsvarssystem sender sine egne budskaber, som begynder at hæmme alle følelser, der ville være for meget at bære. Vi »ser« ikke længere, hvad der sker indeni. Det kan hjælpe os med at fungere under svære omstændigheder og er ofte nødvendigt, fordi smerten er uudholdelig. Men det er ment som en kortvarig foranstaltning.

For nogle år siden fortalte Gabor mig om noget forskning, han lavede om babyer, der blev født omkring 11. september 2001. Jeg var selv gået i fødsel tidligt om morgenen den 11. september 2001. Da jeg så nyhederne om terrorangrebene, gik min alarm i fuldt beredskab, og jeg besluttede, at jeg ikke kunne føde et barn den dag. Hvordan skulle jeg kunne det, når verden syntes at være vendt på hovedet? Hvilken slags verden ville jeg sætte mit barn ind i? Jeg gik rundt i gaderne som i en døs. Jeg var følelsesløs og koblet fra. Jeg følte ingenting. Tre dage senere kom min datter til verden. Hun hyperventilerede ved den mindste antydning af adskillelse og havde udtalte sansemæssige udfordringer. Jeg tror, at min alarm dengang prægede hendes tidlige oplevelser. Det gjorde Gabor også.

Du undrer dig måske på dette tidspunkt over, hvad leg har med alt dette at gøre. Hvordan kan vi overhovedet tale om traumer og leg i samme åndedrag? Legens tilsyneladende lethed hører ikke hjemme i traumets alvor. Hæng lige på her …

Når vi for længe har handlet ud fra en tilstand af frakobling – dybt alarmerede og frustrerede over alt det, der ikke fungerer i vores liv, men for forsvarede til at mærke det – er det sværere at finde vejen tilbage til at føle. Vi har brug for hjælp.

Her kommer legen ind.

Legen giver os en vej igennem. Den smutter forbi vores forsvar og siger: Det kan vi godt. Jeg er her sammen med dig. Du er ikke alene. Legen kan gøre det muligt at røre ved de følelser, der virker umulige at bære i »den virkelige verden«.

Legen har brug for frihed til at gå derhen, hvor den skal. Det handler ikke om resultatet eller produktet, men om den proces, vi indgår i. Det handler ikke om at leve op til nogens forventninger, heller ikke vores egne … kunsten er måske ikke altid køn, tonerne rammer måske ikke altid rent, men det er i orden. Faktisk mere end i orden. Det er hele pointen.

I legetilstanden er der plads til hele DIG – også de rodede emotioner. Ligesom når vi bliver holdt i armene af en, der elsker os, eller putter os ind til den varme pels på vores yndlingskæledyr, giver legen også en tryg livmoder, der lader os røre ved de steder – frygten, frustrationerne, afmagten – som føles uudholdelige at røre ved direkte.

Hvordan ser den slags leg ud? Det kommer an på det.

For mig har det betydet at give tid til, at mit sind og min krop kan strejfe rundt i naturen; at rejse til forestillede steder i mit sind; at lege med ord og billeder; at læse historier; at spinde alpakauld og lege med farvet garn; at spille musik – hjemsøgende cellomelodier, melankolsk Blue Rodeo, kantet rap eller angstfyldt Twenty One Pilots (afhængigt af min indre tilstand); at bygge fe-landsbyer (med miniaturesnegle og det hele); at klippe blade i stykker og sætte billeder og ord sammen igen på en måde, der viser, hvad der sker indeni. Det særlige ved leg er: Vi behøver ikke at vide, hvad der er indeni, når vi begynder; det er hele pointen. Gennem leg får vi på magisk vis forbindelse med det, der allerede er i os. Vi giver det udtryk, en vej ud.

For dig eller dit barn kan det se anderledes ud:

• Måske kommer frustrationen ud gennem en legende pudekamp, en sværdkamp eller en kamp med Nerf-geværer. Når den kommer ud gennem leg på denne måde, bevares relationen, fordi alle de svære følelser, der måtte komme ud i legen, ikke truer med at skade forbindelsen mellem forælder og barn.

• Måske kan vi, når vi mærker den emotionelle energi begynde at bygge sig op (og muligvis vælte ud på upassende måder), gøre den til en spontan dansefest. Bevægelsen kan blive en kanal for det, der har brug for at komme ud, og det kan faktisk bringe os tættere på de mere sårbare følelser nedenunder.

• Måske sker det gennem en bog eller en film, der giver plads til, at tårerne kan komme – gennem latter eller tristhed. At være vidne til en andens historie giver mulighed for blidt at røre ved vores egen på måder, der kan overraske os.

Sagen er den, at vi aldrig rigtig ved, hvad der bliver en åbning for os, før vi mærker, at vi bliver bevæget af det. Et af mine yndlingscitater er fra Richard Wagamese (Keeper 'n Me, 1994): » … noget i musikken ligesom stødte ind i noget i min sjæl og fik det til at bevæge sig.« Et mysterium, ja … men et smukt og forvandlende mysterium.

Gennem musikken, bevægelsen, historien bliver vi båret, og vi bliver holdt. Vores smerte får en stemme. Vi får adgang til det helingssystem, der lever i os alle. Gennem legens visdom begynder de fastlåste, frakoblede steder at komme i bevægelse, og forbindelser begynder at opstå.

»Under det traumatiserede menneske er der et sundt individ, som aldrig har fundet udtryk i sit liv.« (The Wisdom of Trauma)

Som Gabors kone, Rae Maté, sagde så rammende i et af interviewene i forbindelse med filmens udgivelse: »Der er ingen vej ud uden om, kun igennem.« Hun talte om kunstens rolle i sin egen helingsproces og om, at det ikke handlede om at vide, hvad hun følte, og så skabe kunst ud fra det; det handlede om at være til stede med det, der var, og lade det komme ud på lærredet. Rae beskrev, hvordan hun, når det først var kommet op til overfladen, kunne se tilbage på det og se ind i sig selv, som i et spejl, der afspejlede hendes indre verden. Det er legens visdom.

Leg er blevet dybt misforstået og undervurderet. Vi har ikke passet på den gave, naturen har givet os i legen. Og mange af os er bange for den. Det ved jeg, at jeg var i mange år, lige fra jeg blev bevidst om, at der var en »rigtig« måde at gøre tingene på. Der var ingen plads til at udforske eller til at lave fejl; kun det rigtige svar betød noget. Jeg havde mistet min leg og mig selv et sted undervejs. Den gode nyhed er, at legen fandt mig igen. Lidt senere, end jeg kunne have ønsket, men den fandt mig alligevel. Jeg begyndte at finde vejen tilbage til mig selv. Jeg begyndte at føle igen.

Vi har brug for at gentænke leg.* For leg – den slags, der fremmer forbindelsen med vores indre verden og giver plads til udtryk og bevægelse – har potentialet til faktisk at hele vores sår og bringe os tilbage til vores menneskelighed. Vi har brug for den. Vi har altid haft brug for den. Og vi har brug for den nu mere end nogensinde.

Mit ønske for dig, kære læser, er, at du på en eller anden måde får skabt plads til lommer af leg i dit barns liv … og i dit eget. Husk, at leg ikke bare er en luksus, man kan unde sig selv, når tiderne er gode; den er faktisk en vej tilbage til dig selv, når tiderne er svære. Midt i svære omstændigheder har vi allermest brug for leg. Den kan se lille og uskyldig ud, men undervurdér ikke legens potentiale til at redde os alle.

*Redaktionel note: Læs mere om Tamara Strijacks og Hannah Beachs Rethink Play Project, og se Tamaras og Hannahs webinar Creating Playgrounds for Emotional Expression (22. maj 2020, på engelsk) på den engelske original.