Neufeld Logo DK light - udviklingstilgang
Neufeld Logo DK light - udviklingstilgang
Kurser Gordon Neufeld
Campus
kKurser
gGordon Neufeld
rRessourcer
aArtikler
bBøger
gGratis ressourcer
Campus
Tilbage

Der er et hul i min spand

Gordon Neufeld·04/10-2021

Der er et hul i min spand …

Jeg kan ikke sige ordene uden at høre Harry Belafontes bløde, varme stemme synge dem fra dette 400 år gamle børnerim – en yderst humoristisk skildring af afmagt: at gå rundt og rundt i ring uden at komme nogen vegne. Et »hul i spanden« er faktisk mere end blot et godt billede på afmagt; det engelske ord for afmagt, »futility«, stammer fra det latinske ord »futilis«, der betyder »utæt«. Et hul i spanden er uden tvivl den mest konkrete visualisering af ordets betydning.

Jeg glemmer aldrig min bogstavelige oplevelse med et hul i spanden – for omkring ti år siden på vores højt elskede feriested på Maui. Joy og jeg var der alene, og hun var taget af sted for at købe ind, da en sjælden og vred tropisk storm kom ind over os. Selv om vi boede på fjerde sal, kom der tyngdekraftstrodsende regntæpper vandret ind fra havet, sådan som det så ud, og væltede ind gennem ventilationen, der var beregnet til aircondition. Jeg så mig desperat omkring efter noget at bekæmpe elementerne med, mens oversvømmelsen steg over trægulvet for øjnene af mig.

Jeg var meget lettet, da jeg fandt en spand i et skab, og tog straks vores badehåndklæder i brug til opgaven. Jeg gik i gang med at vride vandet ud af det ene gennemblødte håndklæde efter det andet ned i spanden i hurtig og udmattende rækkefølge. Efter hvad der føltes som en evighed med at forsøge at fylde spanden, kiggede jeg endelig ned i den og så, at den var lige så tom, som da jeg begyndte. Min spand havde et hul. Det komiske ved oplevelsen var straks indlysende for Joy, da hun kom tilbage. Jeg må indrømme, at der gik et stykke tid, før komikken i oplevelsen indhentede mig.

Min spand kunne ikke holde på vandet.

Der er flere ting i livet, vi ikke kan holde fast i. Vi kan ikke holde fast i tiden, vi kan ikke få gode oplevelser til at vare ved, vi kan ikke få et andet menneske til at holde fast i os. Alle disse spande har huller, og det opdager vi ofte først, når vi desperat har forsøgt at holde godt fast i dem. Nogle gange bliver disse oplevelser akutte, for eksempel ved sengetid. Og naturligvis i dødens stund.

Jo mere jeg har tænkt over sengetid og samlet brikkerne gennem tilknytningens, emotionernes og udviklingens linser, desto mere overbevist er jeg om, at sengetid virkelig er en mulig smeltedigel for karakteren, især når det gælder om at opdyrke den styrke, der skal til for at leve med livets grundlæggende afmagt. Med smeltedigel mener jeg i overført betydning en oplevelse, der forandrer os og påvirker os helt ind i vores inderste kerne. Men kun hvis afmagten – disse utætte spande, så at sige – bliver mødt og følt.

Det betyder naturligvis, at tristhed – følelsen af afmagt – må være en del af oplevelsen ved sengetid. Det er der to vanskeligheder ved. Den første er, at vores forældreinstinkter typisk går ud på at beskytte vores børn mod tristhed, især ved sengetid. Den anden vanskelighed ligger i tristhedens egen natur. Tristhed over det, vi ikke kan kontrollere, kan kun opleves, når der er tilstrækkelig tryghed til det. Når vi for eksempel mister en, vi elsker, har vi brug for at mærke tilstrækkelig forbindelse til at kunne mærke det hul, de har efterladt i vores liv. For at give vores børn styrken til at være triste må vi bevare forbindelsen til dem i tilstrækkelig grad til, at de kan være triste over det, de ikke kan holde fast i, herunder os. Jeg kan ikke komme i tanke om en bedre måde at sammenfatte sengetidens udfordring på: at give en kontinuitet i forbindelsen, så den følte afmagt ved at holde fast – i hvert fald konkret – ikke bliver for meget at bære. Og det forklarer naturligvis også vuggevisens fortryllende magi som både det ypperste middel til urgammel forbindelse og til den tristhed, der skal til for at gøre det muligt for vores børn at give slip på at holde fast – i tiden, i bevidstheden, i gode oplevelser og i at være sammen med os.

Derfor er det vigtigt at få sengetiden til at fungere. De grundlæggende vanskeligheder ved sengetid forsvinder naturligvis aldrig. Sengetid danner blot rammen og bringer livets afmagt til et højdepunkt. Den bringer også udfordringen ved at holde fast i et barn, når man er adskilt, til et højdepunkt. De af jer, der allerede har set min præsentation Getting Bedtime Right, vil have mødt disse begreber, i hvert fald teoretisk. Vi følger op på præsentationen med en webinarrække med tre paneler i november 2021 for at uddybe sengetidens vanskeligheder med praktiske forslag og retningslinjer.

Og ja, min spand har et hul – et, der er sværere at tale om, og som jeg derfor har gemt til slutningen af dette lille stykke. Jeg fik konstateret kræft for næsten et år siden og har kæmpet med den lige siden. Operationen lykkedes ikke med at fjerne kræften, så nu håber jeg, at det forløb med strålebehandling, jeg netop har afsluttet, vil klare det. Jeg ved dog ikke, om jeg er helbredt, før jeg har været fri for tegn og symptomer i flere år. Det kan man kalde spænding!

Alles spand har naturligvis et hul; nogle huller er meget mere mærkbare, især når vi desperat ikke vil have, at de skal være der.

Og ja, jeg har også fundet latter gennem tårerne og værdsætter den særlige sødme i livet og kærligheden, som tristheden uventet bringer med sig i sit kølvand.


Redaktionel note: Du kan købe adgang til Solutions to Sleep Webinar HER (på engelsk).

Og du kan se Getting Bedtime Right gratis i den engelske original af denne artikel (på engelsk).

Skrevet af Gordon Neufeld i 2021 og udgivet på NeufeldInstitute.org

Newer post Hvilket blad er jeg? En udtryksaktivitet for børn
Older post At føje legens visdom til traumets visdom

Den tilknytningsbaserede udviklingstilgang — attachment-based developmental approach

Dr. Gordon Neufeld tager udgangspunkt i en antagelse om orden. Bag uro, modstand og manglende motivation er der noget, der ikke fungerer. Når vi forstår hvad, ændrer måden vi ser på sig.

Centralt i Gordon Neufelds teori er skelnen mellem emotioner og følelser. Emotioner — fra latin e-movere, det der sætter i bevægelse — er de dybe, ofte ubevidste drivkræfter bag adfærd: alarm, frustration, søgen efter nærhed, aggression og sorg. Følelser er den bevidste oplevelse af de samme bevægelser. Neufeld arbejder med emotionerne, ikke med adfærden, de udløser — fordi det er her forandring er mulig.

læs mere
Neufeld Logo DK light - udviklingstilgang
Neufeld Logo DK light - udviklingstilgang

Vi tilbyder Dr. Gordon Neufelds onlinekurser på dansk samt foredrag, forældrerådgivning og workshops. Målet er at hjælpe forældre, undervisere og fagpersoner med at se børn gennem en tilknytningsbaseret udviklingstilgang, hvor modning sker spontant, når betingelserne er til stede.

Bøger
Dit barn har brug for dig / Hold On to Your Kids Barnets udvikling Nærende omsorg
Neufeld Institute DK
Om Gordon Neufeld Om Neufeld Institute Vilkår og betingelser Rådgivning Skriv til os Besøg NeufeldInstitute.org ⧉