Neufeld Logo DK light - udviklingstilgang
Neufeld Logo DK light - udviklingstilgang
Kurser Gordon Neufeld
Campus
kKurser
gGordon Neufeld
rRessourcer
aArtikler
bBøger
gGratis ressourcer
Campus
Tilbage

At holde fast i vores børn i en digital verden

Deborah MacNamara·26/02-2014

Digitale enheder giver børn mulighed for at være forbundet med hinanden som aldrig før. De er ikke længere begrænset af geografi, klasseværelsets vægge eller hjemmet, og de har en hidtil uset adgang til en konstant strøm af venner, information og underholdning. Mens vores børn vokser op som kyndige indbyggere i denne digitale verden, står forældrene tilbage med opgaven at overvåge, forhandle om og holde opsyn med deres børns aktiviteter og samvær online.

Selv om det er tydeligt, at den digitale tidsalder stiller forældre over for nye udfordringer, når det gælder om at holde fast i deres børn, overser man ofte, hvordan dette støder sammen med fænomenet peer orientation (jævnalderorientering). Traditionelt har børn orienteret sig mod deres voksne, men i de sidste 50 år har mange fået deres signaler, værdier og pejling fra hinanden – og det på bekostning af de voksnes indflydelse. Der er mange årsager til, at jævnalderorienteringen er vokset, og de udspringer af ændringer i familiestruktur, økonomi og øget geografisk mobilitet. Børn er i stigende grad blevet adskilt fra de voksne, der har ansvaret for dem, og står tilbage med relationelle tomrum, som ofte bliver fyldt ud af jævnaldrende. Som i en perfekt storm kommer vores børns øgede evne til at bruge digitale enheder på et tidspunkt, hvor deres trang til at være sammen med hinanden er større end nogensinde. Når vores børn hellere vil være sammen med deres jævnaldrende, kan de virke milevidt væk fra de voksne, der tager sig af dem. De er optaget af at være forbundet med mennesker og steder i en digital verden, som mange forældre føler sig lukket ude fra.

Svaret på, hvordan vi holder vores børn tæt, ligger i at opdyrke dybe, stærke og omsorgsfulde relationer til dem. Du kan ikke tage dig af et barn, hvis du ikke har barnets hjerte. Forældre må påtage sig ansvaret for relationen til deres børn – men hvordan kan det se ud i praksis?

1) Skab kontakt med vores børn – Collecting (at skabe kontakt med et barn) er et tilknytningsritual, der bruges til at aktivere de relationelle instinkter: at være afhængig af, se op til, stole på og følge. Når vi skaber kontakt med et barn, søger vi at komme ind i barnets synsfelt på en venlig måde og forsøger at få et smil, et nik og en overordnet fornemmelse af varme og forbindelse mellem os. Når vi søger barnet på denne måde, skaber vi kontakt og inviterer det ind i relationen. Den varme, glæde og fornøjelse, vi udtrykker, fortæller barnet, at det er os, der vil tage os af det og sørge for dets relationelle behov. Det er denne kontaktdans, der bygger de dybe, omsorgsfulde relationer, forældre har brug for, og som vil hjælpe dem med at holde fast i deres børn.

2) Giv omsorg, der mætter tilknytningssulten – Forældre kan bedst drage omsorg for deres børn, når de tager føringen i tilknytningsdansen. Når de aflæser barnets behov for kontakt og nærhed og imødekommer det generøst, fortæller de barnet, at de holder fast i det og er dets bedste chance. Den omsorg, forældre tilbyder, skal være større end barnets søgen efter forbindelse – det vil sige: Hvis barnet har brug for et kram, har vi tre at give igen. Når et barn føler, at der er en generøs invitation til at eksistere i forældrenes nærvær, holder det fast i dem til gengæld og ser dem som dem, der skal tage sig af det og give det næring.

3) Bevar forbindelsen hele tiden – Der er mange ting, der kan komme imellem en forælder og et barn, herunder adfærd, uindfriede forventninger og stærke emotioner. Selv om voksne er nødt til at formidle regler og minde om passende opførsel, når der er sket overtrædelser, må de også gennem ord og handling vise, at relationen stadig er intakt. Hvis adfærd eller opførsel er kommet imellem os, må vi finde en måde at holde fast i barnet på og gøre det klart for det, at vores ønske om at tage os af det er urokkeligt. Hvis vi sender børnene ud i verden sultne efter forbindelse, fordi de oplever brud i vores relation, skubber vi dem over mod hinanden og ud af vores kredsløb. Forældre må indtage deres retmæssige position som dem, der har ansvaret for relationen mellem forælder og barn, især når de står over for en opførsel, der ikke er ideel.

4) Beskyt mod konkurrerende aktiviteter og tilknytninger – At holde børn tæt i en digital verden kræver, at vi bevidst skaber struktur og regler omkring brugen af kommunikationsenheder og samværet med jævnaldrende. Hvorfor skulle vi lade børn bruge deres enheder ved middagsbordet, hvor det var meningen, at vi skulle fange deres blik og lytte til deres historier? Hvorfor skulle vi lade dem trække sig tilbage til deres værelse med deres enheder, hvor de søger forbindelse med andre og udhuler deres appetit på samvær med os? Vi må bevidst skabe regler og struktur omkring brugen af digitale enheder og samværet med jævnaldrende, som bevarer og beskytter vores relation til dem. Når vi sætter regler og ritualer omkring brugen af teknologi, må vi som forældre gå forrest som eksempel. Vi kan ikke lade vores begejstring for vores nye værktøjer gøre os blinde for det ansvar, vi har for at skabe rammer, hvor de kan bruges trygt både i og uden for hjemmet.

5) Vær relationsbygger, og byg en tilknytningslandsby – Vi kan ikke overlade det til vores børn selv at bygge deres attachment village (tilknytningslandsby) – den landsby, der skal være med til at bære dem op. Forældre må tage en aktiv rolle i at introducere deres børn for andre voksne, der har ansvar for dem, og fungere som relationsbyggere. Trænere, lærere eller medlemmer af den udvidede familie er potentielle tilknytningspersoner, som kan sørge for et barns behov, i stedet for at vi overlader barnet til sig selv og ofte i hænderne på dets jævnaldrende. Når vi fungerer som relationsbyggere, gør vi det muligt for vores børn at knytte sig til andre voksne ved at gøre opmærksom på, hvad de har til fælles, og på den varme, der er mellem dem.

Sociale medier – sammen med den øgede mulighed for at holde sine jævnaldrende tæt – er født af relationel sult og nærer den i dag. Den bedste vaccine mod at miste vores børn til deres jævnaldrende og til onlineverdenen er en dyb, nærende relation, hvor forældre fremstår som svaret på barnets behov. Hvis vi holder fast i vores børn, er de mere tilbøjelige til at holde fast i os og se os som deres bedste chance. Måtte vi forblive bevidste nok om de udfordringer, der ligger foran os, så vi kan lede vores børn ind i den digitale tidsalder og samtidig holde fast i vores relationer til dem.

Skrevet af Deborah MacNamara i 2014 og udgivet på NeufeldInstitute.org

Om forfatteren

Deborah MacNamara, ph.d., er underviser (faculty) ved Neufeld Institute og leder af Kid's Best Bet, et rådgivnings- og familieressourcecenter. Hun er forfatter til Rest, Play, Grow (på dansk Barnets udvikling: Gennem tilknytning og leg), Nourished og børnebogen The Sorry Plane.

Læs mere om Deborah MacNamara

Newer post Separationsangst hos børn: Forstå barnets følelser
Older post Jeg var klog og artig. Jeg var dum og uartig.

Den tilknytningsbaserede udviklingstilgang — attachment-based developmental approach

Dr. Gordon Neufeld tager udgangspunkt i en antagelse om orden. Bag uro, modstand og manglende motivation er der noget, der ikke fungerer. Når vi forstår hvad, ændrer måden vi ser på sig.

Centralt i Gordon Neufelds teori er skelnen mellem emotioner og følelser. Emotioner — fra latin e-movere, det der sætter i bevægelse — er de dybe, ofte ubevidste drivkræfter bag adfærd: alarm, frustration, søgen efter nærhed, aggression og sorg. Følelser er den bevidste oplevelse af de samme bevægelser. Neufeld arbejder med emotionerne, ikke med adfærden, de udløser — fordi det er her forandring er mulig.

læs mere
Neufeld Logo DK light - udviklingstilgang
Neufeld Logo DK light - udviklingstilgang

Vi tilbyder Dr. Gordon Neufelds onlinekurser på dansk samt foredrag, forældrerådgivning og workshops. Målet er at hjælpe forældre, undervisere og fagpersoner med at se børn gennem en tilknytningsbaseret udviklingstilgang, hvor modning sker spontant, når betingelserne er til stede.

Bøger
Dit barn har brug for dig / Hold On to Your Kids Barnets udvikling Nærende omsorg
Neufeld Institute DK
Om Gordon Neufeld Om Neufeld Institute Vilkår og betingelser Rådgivning Skriv til os Besøg NeufeldInstitute.org ⧉