
Jeg begyndte i børnehaveklassen to måneder efter, at jeg var fyldt fem, og otte måneder efter, at min far døde. Min lærer hed frøken Neronovich. Hun duftede vidunderligt. Hun var ung og smuk med en høj, gylden tårnfrisure, korte nederdele i klare farver og det mest imødekommende smil og de varmeste øjne, jeg kunne forestille mig. Jeg forelskede mig i hende den første dag, vi mødtes, som var en særlig dag, hvor min mor og jeg sammen gik hen i hendes klasselokale, så hun kunne møde mig og vise mig rundt. Min mor var lige begyndt at spise igen og gik ikke længere rundt i sin morgenkåbe hele tiden i weekenderne. Jeg husker tydeligt, at hun før vores særlige møde øvede med mig, hvordan jeg skulle sige »frøken Ner-o-no-vich«, fortalte mig, hvor sød en dame hun var, og forklarede, at jeg var heldig, fordi jeg skulle gå i en særlig klasse, der skulle være en skolefamilie. Det var i 1973, og vores lokale skole afprøvede en ny og moderne form for klasse, der hed »familiegruppering«. Min mor sagde, at frøken Neronovich især gerne ville møde mig.
Klassen bestod af børn fra børnehaveklassen til 3. klasse; vi sad sammen ved borde, og vi små blev opfordret til at bede de store om hjælp, hvis vi havde brug for det. Vi måtte selv vælge, hvad vi ville arbejde med, gik frit rundt i klasselokalet fra den ene »station« til den anden, og når vi havde brug for hjælp eller var færdige med noget, tog vi det med hen til frøken Neronovich og fortalte hende om det. Hun kiggede på det sammen med os, én ad gangen, og kom med en kommentar, viste os noget, vi ikke vidste, eller hjalp os med noget svært. Når jeg lukker øjnene, kan jeg stadig huske, hvordan jeg lænede mig op ad hendes knæ med mit lille hæfte i hendes skød, hendes arm om mig og vores lyse hoveder tæt sammen, mens jeg dikterede en historie, og hun skrev den pænt med blokbogstaver til mig under min farvekridttegning.
Det eneste svære på min første dag var en grusom opfindelse, der hed »frikvarter«. Jeg husker tydeligt den panik, jeg følte, da vi blev sendt udenfor uden frøken Neronovich. Gudskelov var jeg dog kun alene i et par øjeblikke, for hr. Greyall kom mig til undsætning. Han var skoleleder, og han gik rundt i skolegården i frikvarteret. På min første skoledag så han mig og rakte hånden ud til mig, så jeg kunne gå sammen med ham. Jeg husker ikke, at jeg talte med ham, eller hvad han sagde til mig, men jeg husker følelsen af hans store, varme hånd om min, mens vi gik. Jeg husker ikke nogensinde at have fået at vide, at jeg skulle gå hen og lege med de andre børn eller lade ham være, eller at han havde for travlt, eller at en anden havde brug for ham. Det, jeg husker, er, at jeg gik med ham hver dag, og at jeg var tryg. Børnehaveklassen var en drøm – en smuk drøm.
1. klasse var det samme – på grund af »familiegrupperingen« fik jeg lov at blive hos min frøken Neronovich, bare nu hele dagen, og så fik jeg også lov at gå med hr. Greyall i middagspausen. Jeg fik også lov at hjælpe de små børnehaveklassebørn, som var lidt bange og ikke altid vidste, hvad de skulle gøre. Som året gik, begyndte jeg endda nogle gange at lege i skolegården, da de store børn lærte mig at hoppe paradis, sjippe og lege snoreleg (cat's cradle). Jeg husker, at Irene, en af de store piger fra 3. klasse, fik en lille dreng til at holde op med at kalde mig »Babyører«. Hun sagde, at hvis han gjorde det igen, kunne jeg komme og sige det til hende, så ville hun hente en voksen til mig.
Ved morgensamlingen sidst på året fortalte hr. Greyall, at han gik på pension, og holdt en lang tale om alt det, han ville komme til at savne ved Norquay Elementary School. En af tingene var »at gå hver dag med lille Pammy«. Jeg vidste, at jeg betød noget for ham, og at han ville huske mig.
Mine skoleudtalelser fra børnehaveklassen og 1. klasse var strålende. Jeg var klog og artig og en fornøjelse at have i klassen.
I 2. klasse flyttede vi til et »bedre kvarter«, fra East Vancouver til Kerrisdale. Min nye skole var en »bedre skole«. Min mor var så glad for at kunne flytte sin lille familie (min søster og mig) op og væk fra en tid med stor sorg, og så glad for at kunne tilbyde os noget »bedre« end det lille lyserøde hus på E. 29th Street.
Min nye skole var en traditionel skole, der ikke var til luftige idéer som »familiegruppering«. Ingen syntes at forstå, at jeg kom fra en skole med en noget utraditionel tilgang, og at jeg ikke kendte reglerne i en »normal« klasse. Jeg blev bestemt ikke på nogen måde orienteret om, at forventningerne nu var anderledes. Jeg vidste ikke, at vi børn ikke måtte tale med hinanden; jeg vidste ikke, at det var snyd, hvis jeg bad en klassekammerat om hjælp til en opgave; jeg vidste ikke, at jeg skulle række hånden op og spørge, før jeg rejste mig for at hente et papirlommetørklæde; jeg vidste ikke, at jeg ikke frit kunne gå hen til vinduet og kigge på rødhalsen på græsplænen, eller frit gå hen til læreren med mit arbejde for at få respons eller hjælp. Jeg vidste det ikke.
Jeg vidste heller ikke noget om matematik. I vores »familiegrupperings«-system var tanken, at børnene havde indtil 3. klasse til at tilegne sig et bestemt sæt færdigheder. Vi skulle lave mindst to aktiviteter fra hver station hver dag, men når de var gjort, kunne vi lave så mange ekstra, vi ville, fra den station, der interesserede os mest. Jeg var interesseret i at læse og skrive og i musik, og jeg elskede udklædningsstationen og de store klodser, så jeg valgte at bruge meget af min tid på det. Jeg havde gennemført læse- og skrivemoduler svarende til mange klassetrin, men var stadig på stadiet med konkrete materialer i matematik. Jeg kendte mine tal, måske op til 20, kunne lave alle mulige geometriske puslespil, kunne sortere perler efter deres egenskaber og trække dem på snor i mønstre og kunne lægge cuisenairestænger i rækkefølge fra den korteste til den længste; men jeg kunne ikke ret meget mere end det. Det havde ingen været bekymret over, for man mente, at jeg stadig havde to år til at »indhente« det. Jeg anede ikke, at der fandtes noget, der hed at være »bagud«.
Min »lærer« i 2. klasse (som skal forblive unavngivet) havde, så vidt jeg kunne se, kun én dagsorden på den første skoledag: Hun ville narre mig. Hun stod oppe foran i klassen og talte til os, mens hun skrev på tavlen. Jeg kunne læse, og det, hun skrev på tavlen, gav slet ingen mening: Det var en eller anden form for trick. Hun skrev en række tal, nogenlunde sådan her:
4+6=
3+2=
1+1=
8+5=
og spurgte os så, hvad svarene var. Tallene forstod jeg, men hvad var de andre mærkelige tegn? Jeg vidste, at det var en slags kode – at tallene skulle have noget med hinanden at gøre på en eller anden måde, men jeg kunne ikke finde mønsteret. I løbet af få minutter gik det op for mig, at de andre børn tilsyneladende kendte koden. Jeg husker den hvide panik, da jeg indså, at jeg ikke vidste, hvad jeg skulle gøre, og at jeg ikke måtte bede om hjælp – det var, som om det begyndte at summe for mine ører, og mine øjne mistede evnen til at forstå det, de så. Når jeg blev spurgt, gættede jeg i blinde og råbte det første tal, der faldt mig ind, men jeg vidste ingenting. Der gik kun et par timer, før jeg forstod, hvor dum jeg var, og kun et par dage, før jeg forstod, hvor uartigt et barn jeg var. Fordi jeg var så uartig og dum, kunne min lærer ikke lide mig. Jeg fik hele tiden skældud, fordi jeg ikke fulgte reglerne – jeg prøvede at forudse dem, men hvem kunne vide, at det krævede tilladelse at læse i en biblioteksbog eller spidse sin blyant, så man kunne lave sit arbejde?
Jeg hadede at være i det klasselokale. Jeg var med i en særlig læsegruppe (jeg troede, det var, fordi jeg var dum og uartig, men når jeg ser tilbage, kan jeg se, at det var et program for dygtige læsere, hvor man blev taget ud af klassen), og vi fik lov at slippe væk til et særligt lokale to eller tre gange om ugen. For at komme derhen gik vi gennem biblioteket. En dag, da vi var på vej tilbage til klassen, fik jeg det mere og mere dårligt ved tanken om at skulle være sammen med min »lærer« igen. Jeg gik bagerst i rækken, og da vi gik gennem biblioteket, opdagede jeg, at jeg havde dukket mig ind bag en bogreol, mens alle de andre gik videre. Mit hjerte hamrede, men der lige foran mine øjne stod en spændende bog. Det var en bog om børn, der fandt en hemmelig verden. Jeg blev i biblioteket og læste den indtil middagspausen, og ingen opdagede det, og jeg slap for at være sammen med min onde lærer. Jeg vidste, at det var forkert, og at jeg ikke måtte, men jeg kunne ikke lade være. Det lykkedes mig at gøre det samme igen et par dage senere, denne gang med vilje. Men desværre kom der nogen og fandt mig, og jeg fik skældud for at være lusket og pjække fra undervisningen.
I skolegården var der ingen, der tog sig af mig, og alle de andre små piger havde været venner i de to år forinden. Der var dog en anden ny pige, der hed »Julie«. Hun talte sjovt, fordi hun var fra Australien, og hun var uartig. Hun fik altid skældud og var endda blevet sendt op til skolelederen. Hun spurgte, om jeg ville være hendes veninde, og jeg sagde ja, men jeg prøvede også at være veninde med de artige piger. I frokostpausen sagde de, at jeg måtte vælge mellem Julie og dem, men Julie var allerede min veninde, så jeg måtte vælge hende, ellers ville jeg være ond.
En dag sagde Julie: »Lad os danse på græsset!« Der var et græsareal foran skolen, hvor vi ikke måtte være – det var bare græs til pynt, ikke til at lege på. Det vidste jeg, og jeg sagde, at vi ikke måtte, men Julie sagde, at hvis jeg var hendes rigtige veninde, ville jeg gå med hende, og jeg ville gerne være en god veninde, så det gjorde jeg. Så dansede vi, og det var faktisk rigtig sjovt, og da Julie løftede sin nederdel højt op, mens hun dansede, gjorde jeg det samme. Vi blev sendt op til skolelederen. Min mor var forlovet på det tidspunkt, og brylluppet skulle stå om bare få måneder. Skolelederen sagde til mig, at jeg ville skuffe min mor og ødelægge hendes lykke ved brylluppet, hvis hun vidste, hvad jeg havde gjort, så hun ville ikke fortælle hende det denne gang, men jeg måtte hellere lade være med at gøre noget uartigt igen, for så ville hun fortælle det. Så jeg måtte holde den smertefulde hemmelighed skjult for min mor.
Min skoleudtalelse fra 2. klasse var knap så strålende.
Den sommer blev min mor gift, vi flyttede ind i et stort, fint hus, og jeg skiftede skole igen. Det var 3. klasse, og jeg mødte fru Tiller. Hun var MEGET streng og bestemt. Og hun elskede mig. Hun elskede mig med det samme. Jeg kunne se det på glimtet i hendes øjne, da hun tog imod mig i døren og bød mig velkommen i sin klasse. I den første uge delte hun en duplikeret matematikprøve ud. Jeg havde endelig fundet ud af minus og plus sidst i 2. klasse, men jeg havde aldrig set et divisionstegn. Børnene på den nye skole var begyndt på division i 2. klasse, men det var vi ikke nået til på min gamle skole. Så da jeg fik et ark med divisionsopgaver, troede jeg, at alle de små prikker var en eller anden fejl fra duplikatoren, og jeg besvarede opgaverne, som om det var minusstykker.
Senere samme dag kom fru Tiller hen til min pult og bøjede sig ned for at tale stille med mig, så ingen andre kunne høre det. Hun sagde: »Jeg tror ikke, du har haft division endnu, men bare rolig, jeg skal nok vise dig det. Det er let, og du finder hurtigt ud af det.« Så vidste jeg med sikkerhed, at hun ville hjælpe mig, og at jeg var tryg. Fru Tiller opfordrede mig til at læse, når jeg var færdig med mit arbejde, og foreslog nye bøger, hun tænkte, jeg ville kunne lide. Engang, da min kat fulgte efter mig i skole, turde jeg ikke gå ind i klassen, fordi jeg troede, at den ville blive væk og blive kørt over. En klassekammerat gjorde fru Tiller opmærksom på mit problem, og hun kom ud, tog min kat op, tog den med ind sammen med os og fortalte klassen, at vi havde en helt særlig gæst den formiddag. I middagspausen bar hun så min kat hele vejen hjem for mig. Jeg var heldig at gå i fru Tillers klasse i 3. klasse og at få lov at blive på den samme skole og have hende igen i 4. klasse, selvom min mors nye ægteskab ikke var gået godt – der kom en skilsmisse, og vi flyttede ind i et rækkehus.
Mine skoleudtalelser viste, at jeg igen var både klog og artig i 3. og 4. klasse.
Sommeren før 5. klasse flyttede vi til Richmond, så jeg skiftede skole igen, men her slutter jeg min historie. Sidst i 4. klasse, da hun vidste, at jeg skulle flytte, gav fru Tiller mig sit private telefonnummer og sagde, at hun meget gerne ville høre, hvordan jeg havde det, en gang imellem. Min mor købte en lille telefonbog til mig, bare så jeg kunne have min lærers nummer et sted, der var helt mit eget. Og jeg ringede, først med nogle måneders mellemrum, så hvert år eller hvert andet år, og senere kun for at fortælle om store begivenheder som mit bryllup og mine børns fødsel.
Jeg var dum og uartig; jeg var klog og artig. Det viste mine lærere mig.
Skrevet af Pamela Whyte i 2012 og udgivet på NeufeldInstitute.org
Om forfatteren
Pamela Whyte er forældrekonsulent og coach. Hun var en af de første undervisere ved Neufeld Institute, studerede hos Dr. Gordon Neufeld i over 20 år og arbejder ud fra hans udviklingsmæssige, tilknytningsbaserede tilgang.