Min elskede fru Haskins

Forleden fik jeg lidt af et chok, da det gik op for mig, at fru Haskins, min elskede lærer i 2. og 3. klasse, nu ville være tæt på 100 år gammel. Fru Haskins var en af mine yndlingslærere, fordi hun havde en vidunderlig blanding af alfaegenskaber; hun var venlig, men bestemt. Hun havde uden tvivl ansvaret, men på en så medfølende måde, at vi kunne hvile trygt i visheden om, at hun ville passe på os alle sammen.

Jeg husker hende som venlig over for alle. Hun var endda venlig over for den forfærdelige Kevin R., som af og til tissede under trappen. Hun var venlig over for Darren P., som lugtede og nogle gange bandede.

En dag, hvor vi havde en vikar, skrev Richard M. en grim seddel om, hvordan han ville myrde hende. Vikaren blev rystet over det skriftlige angreb og gjorde ham derfor til skamme foran klassen. Med afsky i ansigtet og hård foragt i stemmen forsøgte hun at trække en moralsk samvittighed ud af ham der på stedet. Da hun krævede, at han undskyldte over for hende foran klassen, sad vi alle forfærdede, for sådan foregik det ikke i vores klasse. Da hun ikke kunne få en undskyldning ud af ham, sendte hun ham hen på Fjollestolen (et sted på kontoret forbeholdt elever, der var kommet på afveje). Da fru Haskins kom tilbage efter sit fravær, hørte jeg, hvordan hun tog Richard til side og blot sagde: »Richard, det er svært, når jeg er væk, ikke? Jeg savnede dig, og jeg er glad for at være tilbage.« Hun nævnte aldrig den voldsomme seddel, han havde skrevet til vikaren. Han faldt til ro og blev sig selv igen. Hun forstod, at Richard ikke fungerede særlig godt, når hun var væk. Selv om jeg som otteårig havde fældet min dom over Richard, gav det mig en følelse af tryghed i hendes varetægt at vide, at fru Haskins ville beskytte selv de børn, der fik ballade.

Når hun havde gårdvagt i frikvarteret, havde hun et stort følge af elever fra de yngste klasser, som ville være sammen med hende. Med få minutters mellemrum løb hun et lille stykke, før hun vendte tilbage til sin almindelige slentren. Den leg trak store skarer til og gav os også indtryk af, at hun nød vores selskab og delte vores sans for det sjove. Mens de andre lærere bare gik rundt og holdt øje med os på afstand, skabte hun en forudsigelig leg, som vi elskede, og inviterede os ind i sin kreds.

Fru Haskins fremstod ikke som en stenansigtet lærerskikkelse, der boede på skolen, men viste sig som et virkeligt menneske. Hun tog genstande fra Queen Charlotte Islands med ind i klassen og viste os fotografier af sig selv, mens hun levede et eventyrligt liv der. Hun behandlede os, som om vi var hendes børn. Hun glædede sig over os.

Jeg havde en snigende, men meget stærk mistanke om, at jeg var hendes yndling. Men mange år senere, da jeg fortalte en veninde om det, lo hun og sagde: »Jeg har altid troet, at jeg var hendes yndling!« Jeg tror, fru Haskins fik alle til at have det sådan. For hende betød hver enkelt af os noget, og alle fortjente særlig opmærksomhed. Hun inviterede os til at eksistere i hendes nærvær.

Hun hævede aldrig én eneste gang stemmen eller ydmygede os (det var jeg meget følsom over for som barn). Men hun kunne også være bestemt. Da Ian R. kyssede mig ved skabet, og jeg ikke ville sidde ved siden af ham længere, tog hun mig til side og sagde, at hun var sikker på, at jeg nok skulle klare det. Hun sagde, at hun ikke ville flytte mig, men at hun ville sørge for, at jeg var okay. Jeg stolede på hende og fandt mit mod. Hun kunne være afmagtens budbringer, men samtidig altid trøstens engel.

Jeg tvivler på, at fru Haskins lever i dag. Jeg bliver ked af det ved tanken om, at hun ikke længere er her på jorden. Mens jeg skriver om hende, går det op for mig, at hun stadig er med mig i mit hjerte – tilknytninger varer evigt – og jeg kan se, at hun spillede en stor rolle for mit valg af lærergerningen. Den følelse, hun gav mig, når jeg var sammen med hende, er præcis det, jeg stræber efter at give mine egne elever. Hun skabte kontakt til os og beskyttede os; hun elskede at lære, og fordi vi elskede hende, elskede vi også at lære. Hun respekterede vores værdighed, behandlede os retfærdigt og formidlede altid, altid til os: »Jeg er præcis dér, hvor jeg gerne vil være – jeg underviser jer!«