Jeg hørte min far tale …

Jeg kan stadig huske mine forældres samtale. Jeg sad og legede på gulvet i stuen. Jeg spidsede ører, da jeg hørte min far sige til min mor: »Vi vil jo gerne have, at hun får en god lærer i 1. klasse, så hun får en god start, og frøken Cox er den bedste af de to lærere.«

Hurra! Skole! Hurra! Læsning! Jeg husker ikke meget om frøken Cox, og jeg husker heller ikke, at hun lagde mærke til mig, men der var ting, jeg gerne ville lære. Jeg ville især gerne læse! Min far fortalte mig meget senere, at jeg tidligt havde vist interesse for at læse, men at mine forældre ikke lærte mig alfabetet, for at jeg ikke skulle kede mig i skolen.

Jeg opdagede, at skolen havde mærkelige regler, blandt andet at man skulle sidde stille ved en pult i lang tid (det var bestemt kedeligt) og komme til tiden. Jeg var chokeret over, at børn var ondskabsfulde over for hinanden, og at frikvarteret var et frygteligt anarki. Alligevel var jeg umådelig tilfreds med mig selv, da jeg kunne få mening ud af tegnene på siden og tage mine »Dick og Jane«-bøger med hjem og læse højt for familien!

1. klasse var en blid introduktion; tumulten blev meget værre, efterhånden som jeg kom op i klasserne. Jeg kan stadig huske elendigheden ved et år med fru Handby, en tyran af den gamle britiske imperieskole. Hun terroriserede os alle med råb og udskamning, skarpe slag med pegepinden og farverige skildringer af helvedes ild. Hun ramte dødsikkert med sine kridt-»kugler« og havde øjne i nakken.

Jeg var bange for fru Handby og holdt mig så vidt muligt uden for hendes skudlinje, men jeg fik alligevel lært det, der blev tilbudt, på trods af hendes forfærdelige stil. Mine lærere fik ingen varig betydning for mig, for jeg gik i skole for min fars skyld. Han syntes tilsyneladende, at det var vigtigt at lære ting, og han var altid interesseret i, hvad jeg lærte, og hvordan jeg tog imod det. Han støttede min egen interesse og nysgerrighed, fordi han glædede sig over min læring. (Det er noget helt andet end at belønne mig for gode karakterer, hvilket han aldrig gjorde.) Denne altomfattende tilknytning skærmede mig mod mine værste oplevelser; min relation til min far beskyttede mig mod det traume, en lærer som fru Handby kunne have påført mig. Jeg følte, at han altid var på min side, og at han vidste alt!

Jeg kan huske, at en anden lærer på et senere klassetrin i en matematiktime fortalte os, hvordan man beregner en cirkels omkreds – man skulle gange diameteren med pi. Jeg spurgte: »Hvad ER det for en pi?« Svaret var: »Lad være med at spørge, bare gør det,« hvortil jeg svarede: »Så spørger jeg min far!« Den aften efter aftensmaden gav han mig den forklaring, jeg havde brug for: »Det er et græsk bogstav, der står for forholdet mellem omkredsen og diameteren.«

Jeg havde fødselsdag i november, og mine forældre så mig som en lille »bekymringsmås«, så de udsatte min skolestart – min første oplevelse uden for familiens beskyttende ly – til jeg var næsten syv. På det tidspunkt havde jeg gennemgået det, den schweiziske kognitionsforsker og pioner Jean Piaget kalder »5–7-skiftet«. Dette skifte markerer et stort løft i hjernens funktion, idet børn bliver i stand til at betragte to ting i forhold til hinanden frem for én ad gangen. Med dette skifte følger evnen til at se forskelle, til at sætte ting ind i en sammenhæng og til at mærke to modstridende impulser på samme tid. Min nyvundne evne til at forstå symboler (fx at dette tegn på papiret står for en lyd eller et tal) gav mig en fordel i forhold til mindre modne klassekammerater. Tænkning i sammenhænge gør det også muligt at forudse konsekvenser og dermed undgå at få ballade. At se og forstå forskelle, og samtidig at kunne holde fast i mit indre billede af min far, gjorde mig mindre påvirkelig over for pres fra jævnaldrende.

I min far havde jeg en lærer, der ikke blev skiftet ud hvert år, og som sad der hver aften i sin store stol og ofte udlagde sine nyeste teorier. Jeg brød mig langt mere om, hvad han mente om mig, end om hvad andre mente.

Min relation til min far bar mig, indtil jeg begyndte på universitetet, hvor der åbnede sig en reel kløft mellem os. Efter alle de år, hvor han havde inviteret mig til at vise mine egne interesser, var jeg klar til at erklære, at mit valg af livsvej var mit og ikke en forlængelse af hans ønsker for mig. Tidligere i mit liv havde der ikke været nogen forskel på vores hensigter, men nu oplevede jeg, at der ikke var plads i den relation til, at jeg kunne finde mit kald. Jeg var meget usikker på, hvad jeg ville. Det var ikke, fordi jeg havde en klar karrierevej i tankerne, og vi var uenige; det var den usikkerhed, jeg følte, der fik mig til at modsætte mig enhver retning fra ham.

Ungdomsårene og den tidlige voksenalder er en naturlig tid for unge mennesker til at søge deres egne veje, og tilknytninger til andre voksne er en stor hjælp, når de voksne derhjemme ikke giver plads nok til, at nye interesser kan folde sig ud. Da jeg voksede ud over min fars planer for min fremtid, begyndte jeg at føle, at der nu ikke var nogen, der brød sig om, hvorvidt jeg gik på en god skole, fik en god uddannelse eller havde penge nok til at klare mig!

Uden denne støtte og forståelse fra en voksen følte jeg mig utryg og sårbar over for kritik. Det ramte mig hårdt, når mine medstuderende ikke kunne lide mig, og mine studieresultater var dårlige.

På mit tredje studieår besluttede jeg at tage et kursus i litografi (jeg kan ikke engang huske hvorfor). Læreren var en excentrisk udseende fyr med et vildt, pjusket skæg, en jakke med frynser og perler, fremstående øjne, en høj pande og en mærkelig, undvigende undervisningsstil, som om han ikke var tryg ved rollen som universitetsprofessor. Da holdet var samlet den første dag, stirrede han op i loftet og erklærede, som om det var til lamperne, at litografi var et svært fag.

Jeg har længe tænkt over, hvordan jeg skal beskrive ham. Hvilken egenskab havde han, som fik en dør til at åbne sig i mig, der havde været lukket indtil dette møde? For nylig var han emnet for et radioprogram om hans kunstneriske virke og indflydelse, og jeg var ivrig efter at høre, om nogen kunne sætte ord på, hvad der gjorde ham så særlig. Radiodokumentaren skildrede det genstridige og humoristiske i hans kunst og hans tekniske mesterskab i et vanskeligt medie, men hvad var det ved ham, der gjorde ham til en magnet for unge kunstnere og en katalysator for deres udvikling? For det første var han ret genert i sin tilgang og gik ikke tæt på nogen, og han udtrykte interesse og nysgerrighed på en underfundig, meget legende måde. Jeg var fascineret af den måde, han stillede provokerende spørgsmål på for at vække vores opmærksomhed. Det føltes ægte! Han ville virkelig gerne lære os at kende! Det var, som om han kiggede efter, om der »var nogen hjemme«, og han var opmærksom på hver enkelt studerendes mulighed for at udtrykke sig selv. Jeg kunne genkende mig selv i hans meget personlige måde at skabe kunst på – sikke en ny idé – at det, der var inde i en, kunne blive selve stoffet i ens værk!

Jeg havde forsigtige meninger og idéer, men jeg havde udviklet en beskyttende vane med at holde dem for mig selv. Jeg ville undgå mine jævnaldrendes uundgåelige »du er mærkelig«. Jeg var ikke engang klar over, hvor stort et hemmeligt selv jeg havde udviklet, før denne professor kaldte mig frem! Jeg vidste i hvert fald, at jeg havde fundet min overmand som »særling« – jeg havde aldrig mødt nogen så fascinerende! Mange professorer var »farlige«. De kunne være lunefulde og ofte personligt grusomme. Han syntes at være helt uden den ondskabsfulde kant.

Det var en vidunderlig tid for mig. Min lærer arbejdede på sine egne sære og egenartede værker i skolens værksted, og hans studerende var velkomne til at hænge ud og snakke med ham. Litografiens pertentlige kemi, det anstrengende trykarbejde og behovet for adgang til pressen gav os grunde til at tilbringe tid sammen med ham, hvor vi arbejdede side om side i mange timer. Spændingen ved at trække det første tryk af pressen i hans undervisning var lige så stor som min læsebegejstring over »Dick og Jane« i 1. klasse.

Som min far engang havde gjort, gav han mig en tilknytning, der gav ly. Fordi jeg havde ét trygt sted, fandt jeg fodfæste, og resten af min studietid var rig og frugtbar. Jeg havde altid et menneske at gå til, når jeg havde det svært, og jeg var igen beskyttet af en relation, der viste sig at være bemærkelsesværdigt betingelsesløs. Han holdt fast i sine studerende længe efter, at vi var færdige, og han er fortsat en betydningsfuld skikkelse i mit liv.

Gavnen af relationer til lærere, mentorer og kloge mennesker varer hele livet! Hvad enten der er tale om forældre (som min far) eller andre, der giver os plads til at være os selv (som min kunstprofessor), peger Gordon Neufeld på en »invitation til at eksistere« som afgørende for vores udvikling.