Pas på »over-tilstandene«

Når vi går ind i september og tilbage i skolens rytme med lektier og fritidsaktiviteter, minder jeg ofte forældre om at være ekstra opmærksomme på »over-tilstandene« hos deres børn. Jeg bruger udtrykket »over-« om det at være overtræt, overgearet, overvældet, overdrevent frustreret, overbebyrdet og helt oppe at køre af ophidselse og spænding.

Forventningen og optakten til overgange (og sjove ferier med) får nogle gange børn til at mærke en følelse af alarm, så de får kort lunte og mister balancen. Vi ser en tilpasningsproces i fuld gang hos vores overdrevent sure og knap så overdrevent samarbejdsvillige børn, og det bliver vores signal til at skabe betingelser, der kan fremme tilpasningsprocessen.

Jeg vil foreslå en enkel opskrift på støtte, som forældre kan overveje, og som jeg selv har haft gavn af med mine egne børn, når de led af over-tilstandene. Hold først fingeren på pulsen med, hvordan dit barn klarer sig før, under og efter overgangsperioder. Når du ved, hvad der er normalt for dine børn, får du en bedre fornemmelse af, hvordan »over-tilstandene« plejer at udspille sig for dem i overgangstider og i jeres familie.

Vi kan støtte tilpasningen til overgange, når vi prioriterer tid og rum sammen med vores børn. For mig betyder det enkelt samvær, brugt på enkle ting: gåture, rygmassage, fnis og latter, måltider, historier, ture i svømmehallen og andre ukrævende fælles aktiviteter, som giver mig og mine børn mulighed for at være sammen. Et øget, men blidt fokus på relationen hjælper en forælder med at give et barn, der føler, at alting pludselig snurrer for hurtigt, et anker. Et barn i en overgang er ofte et barn i en tilstand af spænding og alarm. Det er forventeligt. At give barnet en invitation til at sætte tempoet ned, udtrykke sig og modtage trøst bliver en del af at støtte tilpasningen.

Børn er ofte i stand til at mærke og tale om deres bekymringer og frustrationer i øjeblikke med nærhed og kontakt, når omgivelserne er rolige og stabile. Nogle børn kan sætte ord på, hvad det er, der bekymrer dem, og finde vej til at tale det igennem. Det kan hjælpe et barn til at mærke den tristhed og de tårer, det måske holder dybt inde, og finde et udløb for den uundgåelige sorg, der hører med til forandringer og overgange.

Nogle børn kan ikke finde ord for deres emotioner eller kan ikke se, hvad det er, der alarmerer dem, og så ser vi måske mere frustration, oprørthed, raserianfald og tårer, når spændingen siver ud gennem deres adfærd. Måske er der pludselig nye monstre under sengen, ny frygt, der dukker op, pludselig modvilje mod at gøre ting og et øget behov for beroligelse, mens de følger tættere efter os rundt i huset. Vi må forstå, at uanset om vores børn viser frustration og tristhed gennem rolig samtale, gennem mere frygt eller gennem raserianfald og oprørthed, har de brug for muligheder for at slippe spændingen, udtrykke emotioner og gå igennem den til tider højlydte og smertefulde tilpasningsproces. Det er sådan, børn bevæger sig hen imod accept. Det handler om en tryg relation, der giver dem mulighed for at ramme muren af erkendelse og forsone sig med, at tingene ændrer sig, at de ikke kan ændre på det, og at forandring kan være rigtig, rigtig svær! Og derfra kan afmagtstårerne komme over det, de ikke kan ændre, og det at give slip, som lader dem tømme sig og gøre plads til forandringerne.

Når omstændighederne omkring vores børn bevæger sig hurtigere, end de kan følge med, giver det dem en chance for at indhente det, når vi sætter tempoet i verden ned; vi gør plads til at fremme og støtte tilpasningsprocessen, når vi giver dem en pause fra tempoet i verden udenfor. På den måde giver vi invitation og støtte til, at de kan få lov at være oprørte, triste og græde.

Jeg husker, at jeg, da mine børn var yngre, lagde mærke til urolige nætter, mere surhed, mindre tålmodighed hos alle, hævede stemmer, når der var spændinger mellem søskende, nagende bekymringer, der blev pustet op ud af alle proportioner, meget trætte børn og en hel del raserianfald. Jeg ryddede så vidt muligt min kalender i slutningen af august, i september og ind i oktober for min søns skyld, fordi hans tilpasning tog længere tid og krævede ekstra omsorg fra mig. Jeg brugte mere tid på godnathistorier og kram, mange familiefilmaftener, tid ved stranden, lejrbål og s'mores, yndlingsretter til aftensmad med levende lys for at gøre dem særlige, tid i hængekøjen for at invitere til samtaler, masser af brætspil og basketball i indkørslen. Det var, hvad jeg havde brug for at gøre for at holde familieskibet for anker gennem overgangsstormen. Inden længe, efterhånden som detaljerne omkring klasseværelser, lærere og lektierutiner faldt på plads, oplevede jeg altid, at vandet blev lidt roligere og mere stille.

For mig er halvdelen af kampen blot at forudse og endda invitere den uundgåelige overgangsstress og at huske, at mange af os (voksne og børn) reagerer på lignende måde på forandringer i vores liv. Som forældre kan vi give perspektiv og forsøge ikke at tage surheden personligt. Vi kan have brug for at være ekstra gavmilde med vores tålmodighed og humoristiske sans, så vi kan drage omsorg for vores børn gennem deres urolige tider. Hvis vi kan forstå, at »over-tilstandene« er en del af tilpasningsprocessen, kan vi hjælpe vores børn med at finde deres pejling, uanset hvilke forandringer (eller udfordringer) de står over for.