Søskendekonflikter: uden for detaljerne, inde i relationerne

Der er mange steder i mit liv, hvor min tålmodighed bliver sat på prøve, og hvor jeg får endnu en mulighed for at strække mig hen imod modenhed. Det gælder i den grad, når jeg står midt i de daglige spændinger mellem mine børn. De minder mig om legesyge og vilde hvalpe, der altid er klar til at hoppe, springe og angribe! Legesygen kan hurtigt slå over i frustration, og så kan de nogle gange, i løbet af få sekunder, lægge skrigeriet og skubberiet bag sig og gå videre til det næste – som de bedste venner igen.

Forældre kan blive så optaget af de uundgåelige spændinger mellem deres børn. Hvem gjorde hvad mod hvem? Hvem startede? Hvem slog først? Og så kan en forælder tage stilling med en dom eller en konsekvens og måske sige ting som: »Det skulle du ikke have gjort«, »Du var ond mod din søster«, »Du giver aldrig din bror en chance« eller måske »Du har stuearrest! Intet fjernsyn i aften!«

Forældre kan nemt udmatte sig selv i forsøget på at overbevise deres børn om at se hinanden i øjnene, samarbejde, tage ansvar, rette op på det, der er gået galt, og nå frem til en form for enighed.

Og selvfølgelig vil hvert barn gerne have sin oprørthed anerkendt, troet på og bekræftet, især hvis det ser ud til, at en forælder foretrækker den ene version af historien frem for den anden. Et barn vil kæmpe ekstra hårdt for at få forælderen til at tage dets parti og forstå dets side af sagen, og det kan føle sig frygtelig såret og forurettet, hvis forælderen ikke gør det. Det kan være svære øjeblikke i den enkelte relation mellem forælder og barn, når et barn går (eller bliver sendt) væk med en følelse af at være misforstået og overset.

Jeg lærte tidligt, at det at sortere i detaljer – at forsøge at finde ud af, hvem der gjorde hvad – simpelthen ikke er den bedste måde at bruge min energi på i de øjeblikke. Det er her, jeg har oplevet, at det er så nødvendigt, at jeg strækker mig hen imod modenhed: at indse, at når jeg står over for spændinger mellem søskende, er min rolle at se begge mine børns kamp, uanset hvem der gjorde hvad.

Når vi stræber efter at anerkende hvert barns oprørthed, høre hvert barn, bekræfte hvert barn og stå ved hvert barns side uden at dømme eller kritisere, kan vi give slip på følelsen af at skulle efterforske eller tage parti. Når jeg ærer og beskytter min tilknytning til hvert af mine børn, mens de er rasende på hinanden, kan jeg ganske enkelt træde ind, skabe kontakt med dem, få roen tilbage og få dem til at orientere sig mod mig. Disse øjeblikke kommer til at handle om at sætte tempoet ned, hjælpe dem med at håndtere varmen fra deres intense frustration og give dem plads til at arbejde sig igennem deres oprørthed.

Afhængigt af hvor ophedet situationen er, og hvor meget de sætter hinanden i gang (og hvor meget jeg selv bliver sat i gang!), giver jeg dem plads enten sammen eller hver for sig. Min første prioritet er ganske enkelt at træde ind i situationen, fange deres opmærksomhed og få dem til at slippe hinanden. Det er ikke altid let. Da de var mindre, lykkedes det mig oftest at aflede dem (Hey, I to! Se ud ad vinduet, solen skinner! Hvad med lidt basketball for at skifte stemning?). Nu hvor de er ældre, spejler jeg deres intensitet. (»Wow, I to! Det er højlydt, ordene er skarpe, og jeg ser slag. Jeg tænker, at det hele er for frustrerende lige nu, og at I begge har brug for en pause fra hinanden.«) Det hjælper ganske enkelt med at afvæbne situationen og få dem til at orientere sig på ny.

Har jeg lyst til på dette tidspunkt at diskutere og dissekere i detaljer, hvem der startede, og hvem der gjorde hvad mod hvem? Ikke medmindre jeg vil have hovedpine, mens de forsøger at trække mig over i hver deres hjørne af bokseringen! Det er sådan en lettelse at kunne give slip på at skulle sortere i detaljer. I stedet støtter jeg dem begge ved at hjælpe dem med at sætte tempoet ned og med tiden finde tilbage til hinanden, når tingene er faldet til ro. Jeg tager selvfølgelig fat i tingene med hvert barn, hvis jeg ser, at der er noget, der skal tages op, såsom slag og spark eller sårende ord. Men oftest gør jeg det senere, når stormen har lagt sig, i de roligere stunder på tomandshånd, og altid når jeg fornemmer, at jeg har et barn, der er blødt, modtageligt og lyttende.

Jeg er nået frem til den erkendelse, at det er langt mere meningsfuldt at give mit jordbundne nærvær, min accept og min støtte fra sidelinjen. Jeg giver slip på at forsøge at løse tingene og stoler på, at detaljerne vil finde deres plads, efterhånden som mine børn vokser og modnes. For mig kommer det i sidste ende til at handle om at sikre, at jeg søger at forstå både den, der slog først, og den, der slog igen – at blive uden for detaljerne og i stedet blive inde i relationerne.