At komme sig efter skolen: hjertehygiejne for vores børn

Ligesom omkring 60 millioner andre børn i Canada og USA skal to af mine yngste børnebørn snart tilbage i skole. Jeg tænker over deres emotionelle sundhed og trivsel. Den ene af dem indrømmer ikke så let, at han er såret – hverken fysisk eller emotionelt. Han har det med at trække sig ind i en mut stemning, når han har ondt (meget lig sin morfar). At det er socialt normalt at gå i skole, skjuler, hvor stort det er emotionelt.

Skolen er stressende for de fleste børn – også selvom de nyder den og ikke kan vente med at komme af sted. Grunden er enkel: Stress opstår, når vi står over for adskillelse af den ene eller anden art. Som alle pattedyr er vi afhængige af samhørighed for at overleve, og derfor er det at stå over for adskillelse det, der truer os helt ind til kernen. Da samhørighed kan opleves på mange måder – at være sammen med, at være ligesom, at være på samme side, at være en del af, at betyde noget for, at føle sig elsket af eller endda at blive set og forstået – er måderne at stå over for adskillelse lige så forskellige. Og for det meste forbliver de skjulte, medmindre man ved, hvordan og til hvem (eller til hvad) et barn er knyttet.

At gå i skole – uanset hvor meget et barn elsker skolen – indebærer at stå over for adskillelse fra de tilknytninger, der bærer barnet i hverdagen. Hvis man er knyttet til karakterer (som jeg var), kan skolen være en uendelig kilde til alarm. Skolen er endnu mere stressende, hvis den primære grund til at gå i skole er at være sammen med sine venner. Hvis man er knyttet til sine jævnaldrende (som de fleste af mine barndomsvenner var), ledsages enhver følelse af nærhed af en øget angst for den adskillelse, der kan følge – og som i sidste ende gør det. Og jo vigtigere de jævnaldrende er for et barn, jo mere stressende bliver samværet med dem, og jo dybere bliver sårene. Så af alle disse grunde og flere til er skolen stressende.

Ligesom millioner af andre forældre håber jeg, at vores børns (og børnebørns) sensitivitet ikke bliver alt for overvældet af det, der venter dem på gangene, i klasseværelset eller i skolegården. For mange vil det dog være overvældende, og det er der ikke meget, vi kan gøre ved. Men jeg ved noget nu, som jeg ikke vidste som ny forælder. Jeg forstår nu, at det, der sker i skolen, ikke behøver at sætte deres emotionelle sundhed og trivsel på spil. Det, der sker EFTER skolen, er afgørende.

Lad mig forklare.

Det mest forbløffende og paradoksale ved stress er, at jo mere vi udsættes for det, jo mindre mærker vi det faktisk – eller mærker noget som helst, for den sags skyld. Vores hjerner har udviklet en helt bemærkelsesværdig evne til at lukke af for vores følelser, når vi skal præstere i stressende eller sårende situationer. Hvis skolen ikke er et af de mest sårende eller stressende scenarier i vores samfund, skal man lede længe efter, hvad der så skulle være det – bortset fra et uroligt hjem, selvfølgelig.

Desværre viser vores børn i stigende grad virkningen af denne stress og det tilsvarende tab af følelser. Alle tegn på stress er stigende – aggression, kedsomhed, opmærksomhedsproblemer, mobning, angst, uro, adrenalinsøgning, depression, selvmord og selvmordstanker.

Ironien er, at dette epidemiske tab af følelser stort set går ubemærket hen og ikke bliver genkendt. Når børn mister deres følelser, præsterer de bedre i stressende og sårende situationer. Når børn mister deres følelser, virker de mindre plagede, mindre oprørte, mindre bekymrede, mindre påvirkede. Når børn mister deres følelser, kan det for de fleste voksne, eksperter inklusive, se ud, som om de faktisk har det bedre.

Den frygtelige sandhed er, at dette tab af følelser ligger ved selve roden af de problemer, vores børn har (og dermed også de problemer, vi har med dem). Udviklingsvidenskaben er kommet til at forstå, at følelser er afgørende for emotionel sundhed og trivsel, for emotionel modning, for en samhørighed, der mætter, og for at blive fuldt ud menneske og menneskelig. Følelserne er så at sige sagens kerne. Vi har kun råd til at miste vores følelser i en forholdsvis kort periode: når præstation bliver vigtigere end vækst, når »at gøre« bliver vigtigere end »at være«, når betingelserne for at realisere potentialet må ofres for øjeblikkets arbejde.

Hvad er så svaret på dette dilemma, hvor nutidens børn tilbringer en stor del af dagen med hjerner, der aktivt forsvarer sig mod at føle? Svaret er kort sagt ikke så meget det, der sker I skolen, men det, der sker EFTER skolen! Netop de følelser, der blev lukket ude under pres, er beregnet til at vende tilbage, når truslen er overstået, og barnet føler sig trygt. Men det skal ske i rette tid, ellers mister hjernen evnen til at tolke følelserne korrekt og forbinde dem med de hændelser, der udløste dem.

Skolebørn har med andre ord desperat brug for en oplevelse ved skoledagens afslutning, hvor deres følelser kan vende tilbage. De har brug for et trygt sted, hvor emotionerne kan tø op, hvor det emotionelle panser kan tages af, hvor følelserne kan indhente dem, og hvor virkningen af stressen kan vendes. Denne oplevelse af at komme tilbage er afgørende … og jo hurtigere den sker, efter at barnet har været presset ind i et sårende miljø, jo bedre.

Tryghed er afgørende. Der findes to naturlige oaser af tryghed for børn. Et barn føler sig trygt, når det føler sig tæt på en, det er dybt knyttet til. Et barn føler sig også trygt, når det er helt opslugt af en emotionel legeplads; det kan være et stykke musik, en yndlingshistorie, et sted at være alene, en fantasileg eller endda at skabe et kunstværk. Skærmleg fungerer ikke som en emotionel legeplads, da den er for stimulerende og for resultatorienteret til at tjene emotionerne. Min yndlingslegeplads som barn var en gynge, som min far byggede til mig. Jeg er for nylig blevet klar over, at jeg aldrig er vokset fra denne emotionelle legeplads eller fra mit behov for den; der går sjældent en sommerdag, uden at jeg ender i en gynge og venter på, at mine følelser skal indhente mig. Desværre er de ritualer og skikke ved dagens afslutning, som gjorde emotionel genopretning mulig, ved at forsvinde hurtigt fra vores samfund.

Hvis vores barn, når vi henter det efter skolen, bryder ud i gråd og nærmest kaster sine følelser op ud over os, kan vi trøste os med, at alt er, som det skal være, med barnets emotionelle genopretning. Det er godt, at følelserne er hæmmede i skolen, så barnet kan præstere i et sårende miljø uden at blive ude af stand til at fungere på grund af sårede følelser. Det er vidunderligt, at vores barn oplever os som et trygt sted, hvor følelserne kan indhente det. Og det er afgørende for barnets emotionelle sundhed, at følelserne kommer tilbage, så de kan gøre deres arbejde med at opbygge modstandskraft og få vores barn til at vokse op. Alt dette er, som det skal være, emotionelt set; vi behøver ikke kende detaljerne – om hvad der skete i skolen eller med klassekammeraterne – for at den emotionelle genopretning kan finde sted.

Så lad os, når vores børn går tilbage i skole, beslutte at give dem en après-skole-oplevelse, hvor deres følelser kan indhente dem. Der findes ingen bedre investering i deres emotionelle sundhed og trivsel.