Modstandskraft: At give plads til den emotionelle rejse

Stress ser ud til at lure om hvert hjørne. Den er der, når der sker forandringer for os, eller når vi står over for det, vi ikke kan ændre. Fra de tab, der er en del af livet, til vores uopfyldte behov – hvordan skal vi finde en vej igennem?

Gordon Neufeld definerer modstandskraft som »evnen til at vende tilbage til optimal funktion efter stress eller til at trives under pres«. (1) Selv om vi ikke kan undgå livets op- og nedture, kan vi trække på kroppens naturlige evne til at hele og komme sig igen. Spørgsmålet er, hvordan vi gør det, og hvordan vi giver vores børn forudsætningerne for at gøre det samme.

Nøglen til modstandskraft er at indse, at den ikke kan findes ved at »sætte hovedet op imod hjertet«, som Gordon siger. Det har altid været vores hjerter, der rummer hemmelighederne bag heling. Problemet er, at vi er faret vild i troen på, at sindet har alle svarene, når vi står over for problemer. Vi taber af syne, at modgang vil tage os med på en emotionel rejse, og at vores følelser må sætte sig bag rattet og hjælpe os med at finde en vej igennem.

Der er forskel på »ægte modstandskraft« og »falsk modstandskraft«. Falsk modstandskraft opstår, når vores emotioner bliver undertrykt og ikke længere bliver bevidste eller dybt følt. Ved falsk modstandskraft er følelserne fraværende, og det »rolige« ydre lokker os til at tro, at vi måske har det godt og faktisk er modstandsdygtige. Den gør det muligt for et barn at fungere i skolen på trods af stress, eller for en voksen at møde op på arbejde og passe sit job. Problemet er, at et forhærdet hjerte er som arvæv: Det er ikke særlig smidigt, og det føler heller ikke ret meget.

Ægte modstandskraft larmer. Den er fuld af følelser, der kan være store og oprivende. Man kan høre den hos den sunde teenager, der gennemgår den sidste overgang til voksenlivet og taler om den tomhed, frygt, ensomhed eller usikkerhed, han eller hun føler. Man kan høre den hos den nye forælder, der undrer sig over, hvorfor så mange emotioner skyller ind over ham eller hende – som alarm, frustration og tristhed – mens han eller hun passer små mennesker, der er elsket højt.

Falsk modstandskraft udspringer af fraværet af emotion, mens ægte modstandskraft handler om at være hårdfør – at have meget hjerte. Modstandskraft kræver mere følelse, ikke mindre.

Hvis vi skal spille en rolle i, at vores børn folder sig ud som modstandsdygtige mennesker, må vi tage os af deres hjerter. Vi behøver ikke jage dem væk eller få dem til at løbe fra deres store følelser. Vi behøver ikke gøre dem hårdhudede eller foreslå, at de »ikke skal lade sig slå ud«, eller at de »må tage sig sammen«. Det er den emotionelle heling af det, der er gået i stykker, der baner vejen for at kunne trives og komme sig igen.

Problemet er, at når stress overvælder eller oversvømmer os, er der for mange ting at fokusere på eller føle. Vores emotioner bliver vakt, og de går i gang med at prøve at løse de udfordringer, vi står over for. Et barn kan klamre sig til en forælder, når det er tid til at gå i skole, eller en teenager kan nægte at tale om noget, fordi det gør mere ondt at tale om det.

Hjernen træder i aktion, når vi er fulde af emotion, og følelser bliver en luksus. Følelser er de emotioner, vi kan få fat i, græde tårer over og give plads til. Men når vi er overbelastede, har vi »mere emotion og mindre følelse«, som Gordon siger.

Vi har svært ved at tage imod de emotionelle rejser, der følger med stress, og vi har mistet blikket for, hvor vigtigt det er at tage vores børn med på dem. Problemet er, at vi tilsyneladende er så bange for de emotioner, der kommer store og stærke i stressede tider. Vi frygter, at de vil føre os ned i de mørke huller, der er en del af livet, og at vi aldrig kommer op igen. Vi tror, at vi må sparke og skrige og kravle os ud af livets tunneller, i stedet for at se, at der altid har været noget, der kunne bære os igennem dem. Modstandskraft er en emotionel rejse, og vores emotioner var beregnet til at bære os fremad, når vi ikke længere kender vejen. Det er ikke fraværet af sårbare følelser, der gør os stærke, men vores evne til at tage imod dem, vi har.

Vi har mistet nøglerne til at åbne hjertet på det tidspunkt, hvor vi har mest brug for det. Vi er faret vild i vores hoveder og tror, at det endelige svar ligger i at tænke tingene igennem. Fornuften har ikke svaret, når vores hjerte er såret. Modstandskraft er ikke et sæt færdigheder, man skal lære, og heller ikke en liste med sætninger, vi beder vores børn skrive ned og gentage. Modstandskraft kommer heller ikke fra en drejebog, et arbejdsark eller fra at tale sig selv ind i glade følelser. Forestillingen om, at vi skal tvinge helingen ad en bestemt vej, forstår ikke menneskets medfødte evne til at hele.

Vi må tage imod vores følelser og lade det, Naturen har givet os, gøre det muligt at komme igennem den stress og modgang, der er en del af vores liv.

Vi må hjælpe vores børn med at udtrykke den tristhed, der vil være der, når tingene ikke går, som de vil. Vi må åbne kanaler for udtryk gennem leg og sætte muserne fri, så de kan trække deres følelser frem gennem musik, maling, dans, sang eller ler. Vi kan opmuntre dem til at fortælle os deres historier og til at »genspille« alt det, der er sket, siger Gordon.

Det, vi alle har mest brug for på emotionelle rejser, er mennesker, der kan stå ved siden af vores følelser. Det er de mennesker, vi holder fast i i urolige tider, der bærer os igennem vores stærke emotioner. Vores relationer giver en illusion af tryghed midt i alt det, der ikke føles rigtigt. Når vi tvivler på vores chancer for at vende trygt tilbage til velvære, er det vores relationer, der kan vise os vej og sige: »Hold fast i mig.«

Vores relationer er også det, der giver os håb og hjælper os til at tro på, at vi faktisk er stærke nok til at bære den tunge byrde, vi føler. Det er en forælders tro på et barn, der hjælper barnet til at føle, at der er en vej ud af det hele.

Når jeg tænker på de store ting i mit liv, som jeg har måttet stå over for, er det de mennesker, jeg er mest knyttet til, der har givet mig det største ankerfæste. De er blevet en del af de emotionelle rejser. Det er dem, der hjalp med at holde mit hjerte blødt og hjalp mig med at holde ud på trods af følelser af fortvivlelse. Og som med alle rejser er man aldrig den samme igen, når man først har rejst et sted hen. Man bliver for altid forandret af de ting, man ser på vejen, de oplevelser, man har, og de emotioner, der bliver følt.

Som Kierkegaard sagde: »Livet forstås baglæns, men må leves forlæns.« Mens man står midt i den emotionelle rejse, er det ikke vigtigt at finde mening i det hele eller at få alle brikkerne til at passe sammen. Det vigtige er at tage imod den proces, hvor emotionerne giver efter, at bruge Naturens system til at hjælpe med at frigøre de emotioner, der har brug for at komme ud, og at hvile fra forsøget på at gøre tingene anderledes.

Hvis vi kan gøre dette for vores børn, vil de forstå, at heling ikke var noget, vi skulle opfinde, ikke noget, vi skulle lære, ikke noget, vi skulle arbejde hårdt for eller tvinge frem, men noget, vi skulle overgive os til. Vi har allerede ingredienserne i os, der gør det muligt for heling at finde sted; vi har bare brug for nogen, der vil gå med os på den emotionelle rejse. Som forældre kan vi også skabe rammerne for følelserne og legen, så de kan hjælpe vores børn.

Emotioner er ikke en plage; de er Naturens måde at tage sig af os på. Det er vores følelser, der bærer os, når vi står over for de udfordringer, livet byder på. Jo mere plads vi giver dem, jo mere vi føler dem og leger med dem, jo mere kan de udføre deres helende arbejde i os. Livets udfordringer må tages imod, men vi har alle brug for nogen at læne os op ad. Der findes ingen større gave til vores børn og intet bedre budskab at efterlade dem med.

Redaktionel note: (1) Gordon Neufeld, The Keys to Resilience, hovedtale ved Neufeld Institutes 9. årlige konference, 28. april 2017, Richmond, BC.