En usædvanlig nytårshilsen

Da dette er vores første nyhedsbrev i sæsonen og dermed min første hilsen til vores læsere, synes jeg, at en nytårshilsen stadig er på sin plads. Bær i det mindste over med mig, for jeg vil bruge denne traditionelle hilsen som afsæt for nogle overvejelser og som overgang til temaet for vores konference i Vancouver i 2019: Press Pause and Play: Is this the answer for us all?

Når vi ønsker hinanden et godt nytår, hvor tror vi så, at lykken skal komme fra – mindre sorg og lidelse? Større succes i arbejdet? Mere mæthed i relationerne? Mindre negativitet i tankerne? Øget emotionel sundhed og trivsel? Større præstationer? Mere mening i livet? Alt det ovenstående?

Lad mig vende spørgsmålet mod os selv. Hvad tror vi, svaret ville være på en større følelse af tilfredshed og glæde i år? De fleste af os har en vag fornemmelse af, at der mangler noget i vores liv, og at hvis denne »mangel« kunne mindskes eller fjernes, ville tingene på en eller anden måde blive bedre. Disse grundlæggende antagelser findes ofte i de HVIS BARE'er, der rasler rundt i vores hoveder. HVIS BARE jeg havde flere penge, mere tid, mere fritid, mere succes, mere familie, flere muligheder, mere uddannelse, mere anerkendelse, mere talent, flere færdigheder. HVIS BARE jeg havde mindre uheld, mindre frustration, færre forstyrrelser, færre forpligtelser, mindre alarm, mindre gæld eller endda mindre familie.

Disse grundlæggende antagelser har stor indflydelse på vores beslutninger og præger vores samvær med andre og vores forældreskab. Industrien forsøger naturligvis at udnytte disse HVIS BARE'er ved at præsentere sine produkter som svaret på det, der mangler.

Kan det være, at der er noget mere elementært, mere væsentligt, måske endda mere undvigende, ved den følelse af trivsel, vi søger? Det tror jeg, der er. På dette sted ville jeg ønske, at jeg kunne henvise dig til den bog, jeg gerne ville have skrevet om emnet. Men desværre må jeg springe den del over indtil videre og i stedet tilbyde dig nogle få afsnit, efterfulgt af et hovedoplæg på konferencen.

Kort sagt bliver jeg mere og mere overbevist om, at det undvigende og naturligt elegante svar faktisk er ÆGTE LEG eller en følelse af LEGEFULDHED.

Vi har længe vidst, at HVILE er helt afgørende for sund funktion og for at realisere potentialet. Den følelse af trivsel, vi søger, ville faktisk være umulig uden tilstrækkelig HVILE. Hvad man ikke vidste – før neurovidenskaben gav os et kig ind i hjernen – er, at LEG er den vigtigste form for aktiveret hvile. Hjernen i legetilstanden er en fryd at se og på mange måder det modsatte af, hvad den er i arbejdstilstanden.

Hvad man heller ikke vidste før for nylig, er, at det at opnå samhørighed er hjernens vigtigste ARBEJDE, og at vi derfor ikke rigtig er I HVILE, før det ARBEJDE er gjort, eller nogen tager sig af det for os – i det mindste i et givent øjeblik.

Kan det så være, at LEG er et væsentligt svar på en følelse af trivsel? Kan det være, at ÆGTE LEG er det, der mangler i vores liv i dag? Kan det være, at tilstanden af LEGEFULDHED er det, der vil bære den ønskede frugt – ikke kun for os, men for vores børn?

Det var konklusionen hos de allerførste filosoffer i det antikke Grækenland. I det seneste årti eller deromkring har videnskaben genopdaget denne overraskende sandhed, og det har affødt en helt ny disciplin, der er viet til emnet. Den konklusion, der tegner sig, er, at LEG er NATUREN INKOGNITO, den mystiske og usynlige kraft bag den spontane udfoldelse af vores potentiale. Kan svaret virkelig være så enkelt?

I den antikke filosofi fandtes den tanke, at svaret på det, der mangler, ville ligge på de mest usandsynlige steder, forklædt som noget almindeligt og sandsynligvis endda kasseret som uden synlig nytte eller værdi. Jeg kan ikke komme i tanke om et begreb, der er blevet mere misbrugt, forvrænget og beskåret end leg. Vi har opfattet det som noget uden formål, som noget lige så letsindigt som det, børn gør, før de er i stand til at arbejde, som noget, man gør med et stykke legetøj eller et instrument. Vi har misbrugt ordet på tusindvis af måder og antager fejlagtigt, at leg er det, der foregår i frikvarteret, i sport, i videospil, på legepladser og mellem børn. Vi har i århundreder dæmoniseret leg som en trussel mod vores dyrebare – og for nogle endda hellige – arbejdsmoral. Omvendt har vi idealiseret de udtryksfulde kunstarter som leg, selvom legefuldhed er lige så svær at realisere på dette område som alle andre steder.

Ligesom et voksende antal andre videnskabsfolk, filosoffer, psykologer, antropologer, teologer, evolutionsbiologer og historikere bliver jeg mere og mere overbevist om, at legefuldhed er en væsentlig del af svaret på det, der mangler, og på den følelse af trivsel, vi søger. Beviserne er der; brikkerne falder på plads; konklusionen synes uundgåelig. Jeg er med.

Så det, jeg gerne vil ønske hver enkelt af jer, er mere legefuldhed i det kommende år. Og jeg håber, at jeres børn og kære også vil blive mere legende – takket være jer.

Godt legende nytår!

Redaktionel note: Det arrangement, der nævnes i denne artikel, fandt sted i 2019. Hvis du er interesseret i emnet, anbefaler vi disse kurser: "Play and Attachment" og "Play and Emotion"