Tanker om autisme og hypersensitivitet

Det stod klart lige fra første dag, at der var noget anderledes ved min søn. Han havde ikke det drømmende, halvbevidste blik, som de fleste nyfødte har. Han var usædvanlig opmærksom og vågen med en intens øjenkontakt. Sygeplejerskerne på fødeafdelingen kaldte ham »den lille professor« eller »Einstein«. Andre sagde: »Han er en gammel sjæl.« Hvad var det, de så, når de kiggede ham i øjnene? Med tiden blev det tydeligere.

Det var kun muligt at amme ham i fuldstændig stilhed, for ved enhver lyd rev han sig løs fra mig i alarm, drejede hovedet frem og tilbage og ledte febrilsk efter kilden til alarmen, mens han samtidig græd efter brystet. Når han endelig var faldet så meget til ro, at han kunne finde brystet igen, drak han så desperat, at han fik ondt i maven inden for få minutter – længe før han faktisk var mæt – og begyndte at skrige af smerte. Når smerten fortog sig, var den sult, han følte, så intens, at hele den desperate proces begyndte forfra. Amningen blev en uendelig historie, så det næsten blev umuligt at komme ud af huset. Ikke at det i øvrigt var en behagelig oplevelse at komme ud af huset. En hund, der gøede. En anden baby, der græd. Lyden af trafik. Alt var foruroligende for ham. Selv i trygheden derhjemme kunne en pludselig lyd som et nys, et host eller telefonen, der ringede, udløse en voldsom forskrækkelsesreaktion og ende i panikslagne skrig. Støvsugning var selvfølgelig udelukket. At invitere gæster – især mødre med deres egne babyer, der kunne komme med gud ved hvilke pludselige lyde når som helst – var et mareridt. Idylliske forestillinger om at tage min baby med til babymassage eller babysvømning fortonede sig hurtigt i det utænkelige.

Hvad foregik der? Længe før min søn fik diagnosen autisme, vidste jeg, at han var sensitiv. Ekstremt sensitiv. Længe før jeg forstod autismens natur, vidste jeg, at min søn ikke havde nogen filtre – at verden trængte ind i ham og overvældede ham. Det intense, vågne blik i hans øjne, som nogle gange virkede klogt og vidende, og som ofte gjorde folk utilpasse, var på en eller anden måde det, Dr. Gordon Neufeld kalder en »unaturlig klarhed«. Min søn tog mere ind, end hans hjerne kunne håndtere. Og hans hjerne arbejdede meget, meget hårdt for at håndtere det. Gordon taler om den hurtige hjernevækst, der finder sted hos autistiske babyer, når deres hjerner forsøger at bearbejde den mængde sanseindtryk, de modtager som følge af problemerne i deres sensoriske filtreringssystem. Og om at denne hurtige hjernevækst nogle gange kan give et større hovedomfang. Det passede på min søn. Lægerne lagde mærke til hans usædvanlig store hoved. Ikke noget farligt, ikke noget egentlig alarmerende, men tydeligt nok til, at lægerne blev ved med at måle det. Jeg havde hørt, at Einstein også havde haft et stort hoved som barn, så jeg prøvede at lade være med at bekymre mig. Måske var mit barn bare rigtig klogt.

Klog var han da også. Men det var ikke hele historien. Intuitivt begyndte jeg at indrette verden omkring os, så den blev mere »spiselig« for min søn. Jeg modstod presset om at »gøre ham hårdhudet« og forsøgte i stedet at mindske indtrykkene og beskytte ham mod overbelastning – både sansemæssig og emotionel. Jeg gjorde disse ting intuitivt – ikke strategisk – selv om det viste sig, at det var kloge ting at gøre. Gordon taler om, at voksne må påtage sig det sensoriske filtreringssystems opgave for deres hypersensitive barn. Set i bakspejlet kan jeg se, at det var det, jeg gjorde. Samtidig legede jeg med min søn så meget som muligt – sang, dansede, legede borte-tit-tit, legede lege med lyde og ansigtsudtryk – og arbejdede meget hårdt på at engagere ham og skabe en fælles verden med ham. Da min søn kom i børnehavealderen, begyndte vi også at finde på historier og skrive »bøger« om svære ting, som hvor skræmmende legepladser er, eller hvordan det føles, når man hører en baby græde. Livet var ekstremt intenst og udmattende. Jeg arbejdede meget hårdt, men i det mindste udviklede min søn sig. Som treårig lærte han sig selv at læse. Som femårig kunne han google information om det, han var nysgerrig efter (eksotiske musikinstrumenter var hans store passion på det tidspunkt), og han forsøgte at komponere sine første »symfonier«. Han begyndte også at kunne fortælle mig, hvordan han oplevede verden. Hvordan han kunne høre præcis, hvad hvert enkelt instrument i et band spillede – og derfor var store orkestre og klassisk musik »alt for meget«; hvordan han hele tiden måtte røre ved ting, når vi var i supermarkedet, for ellers ville luften sluge ham. Han fortalte mig tydeligt, at han tog så mange enkeltdetaljer ind, at det var virkelig svært at holde fast i sig selv eller i en sammenhængende helhed. Og at det var virkelig skræmmende.

Da min søn blev ældre, blev tingene endnu mere skræmmende. Det, der kom til, var spørgsmålet om adskillelse. Jeg havde ikke været klar over, hvor meget min stærke tilknytning til min søn havde skærmet ham og kompenseret for hans hypersensitivitet. Jeg havde ikke været klar over, hvor hårdt jeg havde arbejdet for at »holde« hans opmærksomhed og hjælpe ham med at fokusere på mig. Jeg havde intuitivt finjusteret tilknytningens dans med ham, så jeg kunne »skabe kontakt med ham, fange blikket, få smilet og nikket«, som Gordon beskriver det, og »skære igennem« den sværm af detaljer, der overvældede ham, tilstrækkeligt til at væve en tilknytnings»hængekøje«, han kunne hvile i. Denne tilknytnings»hængekøje« havde altid været skrøbelig på en bestemt måde – den var dyb, men gik let i stykker og måtte vogtes omhyggeligt. Så det var ingen overraskelse, at den ville gå i stykker under den mængde stimuli, som skolen ville bringe.

I skolen fik vores tilknytningshængekøje kæmpestore huller, og min søn faldt igennem dem. Han kunne ikke holde nok fast i mig til at blive skærmet emotionelt. Og han kunne slet ikke håndtere den sansemæssige kakofoni. Så han begyndte gradvist at miste vågenheden i blikket. Min søn havde altid haft øjeblikke med overbelastning, hvor han »koblede fra«, men nu blev dette fravær gennemgående. Jeg mærkede min søn trække sig tilbage, trække sig fra relationen. Jeg følte en enorm tristhed over det, men jeg så også nødvendigheden. Det var alt sammen alt for meget for ham, og som Gordon så rammende beskriver det, vil hjernen, når overlevelsen står på spil, gå i gang med at beskytte barnet mod uudholdelige sår ved at trække sig tilbage eller »lukke ned« – på det sansemæssige, emotionelle eller relationelle plan. Prisen for dette strategiske træk fra hjernens side er høj – det fører til en udviklingsmæssig »fastlåsthed«, der bringer sine egne problemer med sig (f.eks. impulsivitet og problemer med aggression), for slet ikke at tale om prisen i forhold til udfoldelsen af det enkelte menneskes potentiale. Selvfølgelig gjorde jeg mit bedste for at holde fast i min søn. Jeg forsøgte desperat at kompensere endnu mere end før. Jeg kæmpede for forståelse og støtte i verden udenfor. Og – jeg legede og legede og legede med ham.

Det var på den tid, vi begyndte at lave film. Vi fandt på alle mulige historier; vi spillede enhver tænkelig naturkatastrofe: jordskælv, tsunamier, vulkaner; vi døde og sørgede og kom til live igen, igen og igen. Vi lærte at klippe film og at fremhæve emotionerne i historien ved at lægge passende baggrundsmusik på. Når vi var færdige, så vi vores film igen og igen. Alt dette gjorde vi sammen. Det styrkede vores tilknytning. Og emotionelt holdt det min søns hoved oven vande i skolen. Han spillede sin angst og sin aggression ud i sine film. Eller han blev den mægtige musikalske superhelt, hvis magiske kompositioner reddede situationen. Gordon understreger, hvor vigtig leg er, især for de hypersensitive. Jeg kan i hvert fald bevidne, at den virker som en redningsvest – ikke kun for min søn, men også for de autistiske børn og unge, jeg senere kom til at arbejde med. Hvad enten det er at lave film, male, spille klaver, lege gemmeleg, genspille traumatiske begivenheder eller bare løbe og hoppe sammen – hvilken som helst slags leg, der holder på barnets opmærksomhed og får liv i dets øjne – så er det »kongevejen« til heling og vækst. Og gudskelov drages vi intuitivt mod den.

Min vej med min søn er stadig meget krævende. Selv som ung holder han stadig for ørerne ved pludselige lyde, forsvinder ind i sig selv, når han er overbelastet, gynger i timevis i sin hængekøje for at falde til ro eller stiller det samme spørgsmål igen og igen. Han har stadig brug for det, han havde brug for som barn: en, der kan hjælpe ham med at »holde fast« i sine tilknytninger; en, der kan hjælpe ham med at forblive »blød« og i stand til at tilpasse sig; en, der vil påtage sig ansvaret for at gøre for ham, hvad hans sensoriske filtreringssystem ikke kan (mindske stimuli, opretholde struktur). Men han er begyndt at udvikle en relation til sig selv – at få en fornemmelse af, hvem han er, og hvad han har brug for – og er begyndt at bevæge sig hen imod at blive sit eget menneske. Han har stadig impulsen til at lege – i dag er det mest guitarspil og sang: Nirvana, når han er frustreret; Morrissey, når han er melankolsk. Eller til at spille de ting, der gør ham oprevet, ud for at få afløb og håndtere sine emotioner. Og han kommer stadig til mig med sine hemmeligheder og vil være sit »sande selv« sammen med mig, som han siger. Vores relation er dyb og solid. Så vi er på god vej. Vi har stadig forhindringer foran os. Men jeg tror på ham og på os. Vi skal nok finde vej gennem labyrinten.