For tolv år siden, da jeg valgte mottoet for Neufeld Institute – making sense of kids (at forstå børn) – var jeg overbevist om, at indsigt var det, der var mest brug for. Det er jeg i dag mere overbevist om end nogensinde.
Der ville ikke være brug for indsigt, hvis vores kultur stadig bar sin visdom, og vores samfund fremmede en sund udvikling. Der ville ikke være brug for at forstå vores børn, hvis modning skete automatisk, eller hvis der fandtes en pille, der kunne få børn til at vokse op. Der ville være ringe brug for forståelse, hvis livet var en færdighed, der kunne læres, eller hvis det at opføre sig modent gjorde modenheden virkelig. Der ville være mindre brug for indsigt, hvis de »eksperter«, som forældre og lærere støtter sig til, selv havde tilstrækkelig indsigt.
Informationsalderens paradoks synes at være, at jo mere viden vi samler, desto mindre visdom bevarer vi. Viden kan være farlig, når den er blind for sin egen betydning. For eksempel kan viden om, hvad der virker, når man skal håndtere et barns adfærd, faktisk gøre tingene værre, når den mangler forståelse af, hvad der har forårsaget problemet, og hvordan udvikling folder sig ud. Alligevel florerer den slags overfladiske råd i dag. Det er temmelig uansvarligt af os, og endda risikabelt, at forsøge at løse problemer, når vi ikke forstår, hvad der er galt. Jo mere information vi har, desto mere indsigt kræves der for at omsætte denne viden til visdom.
Vi har også mere brug for indsigt end nogensinde, fordi vi har mistet en kultur, der kalder vores naturlige intuition frem. Ligesom vores krop lettere synes at finde sine naturlige rytmer ude i Naturen, er vores intuition lettere at få adgang til i en kultur, der er udviklingsvenlig. Eftersom intuition er viden uden bevidsthed, er det kulturen, der må levere visdommen gennem sine ritualer, traditioner og skikke. Når vores kultur mister sin indlejrede visdom, mister vi også adgangen til vores naturlige intuition. Så bliver indsigt vores eneste håb for at genoprette vores naturlige intuition over for vores børn.
En tredje grund til, at vi har brug for indsigt i dag, er, at vores børn er anderledes end fortidens børn. Vi klarer os bedst med børn, der er intenst og dybt knyttet til os, børn, der er motiverede for at være gode for os, børn, der tager deres stikord fra os. Dagens børn er sjældnere i den rette relation til de voksne, der har ansvaret for dem. Vi trykker på de forkerte knapper hos dem, og de trykker på de forkerte knapper hos os. Kun indsigt kan kompensere for tilknytninger, der ikke er rettet rigtigt ind.
En fjerde grund til, at der er brug for indsigt, er, at forståelse – og kun forståelse – for alvor kan besvare vores spørgsmål om, hvad vi skal gøre, og samtidig genoprette vores tillid til os selv. Perceptionsvidenskaben fortæller os, at det, vi gør, først og fremmest er et resultat af det, vi ser – ikke af det, vi ved, eller det, vi har lært. Når mine studerende på universitetet spurgte mig, hvad de skulle gøre, svarede jeg ofte: »Jeg ser, at du endnu ikke ser.« Men der er endnu et problem. Ironisk nok mister vi vores indre selvtillid, når vi blindt følger instruktioner – og det har vi ikke råd til som forældre eller lærere. Endnu en gang er løsningen INDSIGT. Først når vi virkelig kan forstå vores børn, finder vi tilbage til et samspil, der er virkningsfuldt og tilfredsstillende og giver selvtillid.
For at præcisere: Jeg taler IKKE om indsigt i os selv eller i vores reaktioner på vores børn, selvom det bestemt hjælper. Selvforståelse er blevet omdrejningspunktet for et voksende antal tilgange til forældreskab i dag. Der er bestemt værdi i selvrefleksion og i at blive bevidst om sig selv, men efter min mening giver det ikke rigtig svaret på den tabte intuition. Uanset hvor reflekteret eller bevidst man er, vil samspillet for eksempel blive tilsvarende forfejlet, hvis man opfatter et barn som vredt, når det i virkeligheden bare er frustreret. Jeg er overbevist om, at den bedste vej igennem – uanset ens tidligere erfaringer – er virkelig at forstå vores børn. Det er det, vi fortsat sætter vores kræfter ind på i Neufeld Institute.
Skrevet af Gordon Neufeld i 2018 og udgivet på NeufeldInstitute.org