Lærdom fra gården: At finde hvile

Dette er en historie om vores lille mexicanske hund, Poquito, og hans forhold til mad.

Kort efter at vi var flyttet til Vancouver Island, tog min mand, Andrew, på en særlig tur til Mazatlán med en gruppe unge. Omkring halvvejs fik jeg et telefonopkald. På en skrattende linje spurgte Andrew, hvad jeg ville sige til, at han tog en chihuahua med hjem. Forvirret, men ikke afvisende, sagde jeg ja. Han sagde, at det ikke var sikkert endnu, at jeg ikke skulle sige noget til pigerne, og at han var nødt til at lægge på.

Ugen gik, og spændt tog jeg med pigerne ned til færgen for at hente deres far. Han havde sin alt for store parka på, da han gik fra borde (for at vænne sig til klimaet efter Mexico, regnede vi med), og vi gik sammen hen til bilen. Det var ved bilen, at Andrew trak et lille, farvestrålende hamsterbur frem under sin parka, og en lillebitte, forpjusket chihuahua-agtig hvalp stak hovedet ud for at hilse på pigerne. Pigerne brød ud i glædeshyl, som uden tvivl skræmte det i forvejen rystende lille væsen.

Vi besluttede at kalde ham Poquito, »en lille smule« på spansk. Vi havde allerede én hund – en stor bjørn af en hund, som vi kaldte Briggs. Så »en lille smule« syntes at passe!

Min mand havde taget ham med fra gaderne i Mexico, og vi regnede med, at han var omkring tre måneder gammel. Andrew var holdt op med at spise undervejs på turen, så han havde penge nok til at tage hunden med på flyet hjem. Så jeg havde to udsultede væsener foran mig. Det varede ikke længe, før Andrew havde fået nok og spiste normalt igen. Det samme kan jeg dog ikke sige om Poquito.

Poquito var desperat efter mad. Vi havde knap givet ham hans tørfoder, før han grådigt slugte det – nogle gange så hurtigt, at vi troede, han ville blive kvælt. Vi fandt ud af, at hvis vi lagde en sten i hans madskål, sænkede det farten lidt, fordi han måtte arbejde sig uden om stenen for at komme til maden. Vi besluttede også at fordele hans måltider over dagen – og give ham en lille smule fem gange om dagen – i stedet for de sædvanlige to gange, som vores Briggs-bjørn fik.

Poquito holdt sig altid tæt på i køkkenet eller ved bordet, når vi spiste, i tilfælde af at nogen tabte noget … hvad som helst. Det gav mening for os, denne optagethed af mad. Den lille fyr havde trods alt levet på gaden – han havde måttet kæmpe for al den mad, han fik – eller han havde måttet bruge sine hundehvalpeøjne! Uanset hvad var det arbejde, og det var op til ham. Og det opslugte ham fuldstændig. Han levede med en daglig frygt for, at der ikke ville være nok.

Det krævede tid og tålmodighed fra vores side, før han kunne slække på sin søgen og finde lidt hvile, før han kunne sænke paraderne og stole på, at maden ville komme, også selv om han ikke tiggede om den. Og da vi først havde forstået, hvor denne tvangsprægede adfærd kom fra, blev vi mindre irriterede (for den var irriterende nogle gange!) og mere medfølende. Det var ikke med vilje, at han gjorde livet svært for os. Faktisk havde han ringe eller ingen kontrol over sine impulser. Han blev drevet indefra.

Hvor er det anderledes nu! Hvor han engang neurotisk blev ved sin skål og ventede på sin mad og slugte det hele, slentrer han nu derhen og lader endda noget ligge i skålen til senere, hvis han er for mæt lige nu. Hvor han engang blev ved ens fødder i køkkenet og ventede på, at HVAD SOM HELST faldt ned, ligger han nu i sin kurv og rejser sig kun, hvis det er ost, man har tabt. Ost er hans livret, og på en eller anden måde kan han kende forskel på et stykke ost, der falder ned, og f.eks. et blåbær – som han ikke er særlig interesseret i.

Og jeg sukker lettet, fordi jeg ved, at han endelig har fundet hvile og endelig stoler på, at det, der bliver sørget for, altid vil være større end hans søgen.

Og har vi ikke alle brug for at vide det? Hund, barn og voksen – at der er mere end mad nok til alle. Mere end kærlighed nok – at vi ikke skal arbejde for den, og at vi kan tage den for givet uden at bekymre os om, at den bliver taget fra os.

Jeg kan ikke lade være med at tænke på de børn, der er anbragt uden for hjemmet – børn, der har måttet tage sagen i egen hånd for at holde sig selv i sikkerhed og mætte. Når man ikke kan regne med, at de mennesker, man har omkring sig, er der, når man måske igen skal pakke sammen og flytte, hvordan kan man så finde hvile dér?? Det er ikke så underligt, at nogle er besatte af deres ejendele, hamstrer mad eller holder sig på afstand fra alle, der har kærlighed at give. For efter deres erfaring kan disse ting ikke tages for givet; de kan blive taget fra dem.

Faktisk kan ethvert barn, der har mødt mere adskillelse, end det kunne bære, der har taget sagen i egen hånd, og som er drevet af en ubønhørlig søgen og stærk alarm, have svært ved at blive overbevist om, at der vil være nok – at der vil være mere end nok. At du holder af det og fortsat vil holde af det – uanset hvad. Når et barn er dér, kan det være svært at bringe det til hvile. Vi må arbejde hårdere – så barnet ikke behøver at arbejde. Vi må komme barnet i forkøbet og give det, det har brug for – kontakt, nærhed, et tegn på, at det er særligt, at det betyder noget – inden det beder om det. Eller i hvert fald give MERE, end det beder om.

Og med tiden vil den sult, der virker umættelig, blive lettere at mætte. For ligesom Poquito sænkede paraderne, vil barnet begynde at stole på, at der faktisk er nok, og at der stadig vil være mere i morgen!