Neufeld Logo DK light - udviklingstilgang
Neufeld Logo DK light - udviklingstilgang
Kurser Gordon Neufeld
Campus
kKurser
gGordon Neufeld
rRessourcer
aArtikler
bBøger
gGratis ressourcer
Campus
Tilbage

Relationsbyggeren: Relationer til lærere og andre voksne, der tager sig af vores børn

Deborah MacNamara·15/09-2017

Når vi sætter et barn i verden, må vi også dyrke den tilknytningslandsby af voksne, der skal hjælpe os med at lade det vokse op. Dette fællesskab kan bestå af pædagoger, lærere, trænere, instruktører og den udvidede familie. Det er afgørende, fordi børn trives i omgivelser, hvor der er et sammenhængende netværk eller en usynlig matrix af voksne omkring dem. Men forældre kan ikke overlade dannelsen af dette fællesskab til tilfældighederne; de må selv fungere som relationsbyggere og præsentere deres børn for de voksne, der har ansvaret for dem.

En matchmaker (relationsbygger) er en tilknytningens agent, som ikke er bange for at tage føringen i at skabe forbindelse mellem mennesker. Selv om ordet »matchmaker« som regel forbindes med romantiske forhold eller forretningspartnerskaber, får rollen en anden betydning, når det gælder om at tage sig af børn. Relationsbyggeren forbinder to mennesker, der ikke kender hinanden, og fremmer en følelse af samhørighed.

Hvorfor er det så vigtigt at være relationsbygger? Børn har et naturligt generthedsinstinkt, der får dem til at modsætte sig kontakt og nærhed med mennesker, de ikke er knyttet til. Som tilknytningsinstinkt sikrer generthed, at et barn følger, adlyder, lytter til og deler værdier med de mennesker, det er tættest på. Børn bør naturligt holde sig tilbage over for mennesker, som deres nærmeste tilknytningspersoner ikke har godkendt.

Når vi leder efter mennesker, der kan hjælpe os med at tage os af vores børn, overvejer vi mange ting – for eksempel deres baggrund, uddannelse, faciliteter og fremtoning. Men en af de vigtigste ting at overveje er, om vi kan fremme en omsorgsfuld relation mellem dem og vores barn. Hvis børn, især små børn, ikke føler sig hjemme i deres relationer til voksne, vil de være svære at tage sig af og kan søge forbindelse hos deres jævnaldrende frem for hos de voksne.

Fem måder at bygge relationer på

Kernen i at være relationsbygger er at kunne præsentere et barn og en voksen for hinanden på en måde, der vækker deres tilknytningsinstinkter og deres ønske om kontakt og nærhed. Der er en række strategier, man kan bruge som relationsbygger, men det handler lige så meget om tilknytningsvidenskab som om kunsten at dyrke relationer.

  1. Tag føringen.

For at kunne være relationsbygger må en forælder føle sig sikker i rollen og være en anelse arrogant i forvisningen om, at det er ham eller hende, der er nøglen til, at to mennesker får en relation. Hos tandlægen eller lægen må forælderen for eksempel tage føringen i at præsentere sit barn. Når vi har tilknytningsføringen over for et barn, må vi lede det hen til andre omsorgsfulde voksne og vise det, at vi godkender forbindelsen. Vi kan ikke gå ud fra, at voksne vil skabe kontakt med vores børn og begynde at opbygge en relation til dem. Hvis vi lader andre stå for præsentationen, har vi ikke føringen. Det er meningen, at vi skal udpege de mennesker for vores børn, som vi mener er deres bedste chance for at have nogen at læne sig op ad.

  1. Find det, der gør dem ens, og det, de har til fælles.

En af de måder, børn føler sig forbundet med voksne på, er gennem sameness (at være ligesom), det vil sige, at de føler, at de har noget til fælles med dem. At være ligesom nogen er ikke så sårbart som at skulle dele sine hemmeligheder eller sit hjerte. Som relationsbyggere må forældre bane vejen for relationen ved at påpege, hvor barnet og den voksne ligner hinanden, og gøre sig umage med at fremhæve det, de har til fælles. En mor fortalte for eksempel, at hendes fireårige havde svært ved at falde til i børnehaveklassen, så hun bad hans lærer om hjælp.

»Forleden talte jeg med læreren om at aflevere min søn tidligt, så han kunne falde til, mens der ikke var andre. Han virker angst, når der er meget travlt, så vi tog tidligt af sted for at nå frem, før alle de andre børn begyndte at dukke op. Vi havde pakket hans dinosaurer til skolen og talt om, hvor dejligt det var at tage noget med for at vise det til sin lærer og sine venner. Læreren lagde mærke til hans taske, da han kom ind i klassen, og spurgte til den, og det så ud til at gøre ham virkelig glad! Så gik de hen til tæppet og stillede hans legetøj op. Jeg gav ham en high five og sagde, at hans lærer og venner ville blive så glade for at se, hvad han havde taget med! Så vendte han sig om mod mig og vinkede farvel!!! Ingen tårer, ingen ballade!«

Der er mange måder at fremhæve, hvad man har til fælles, fra at tale om fælles interesser og oplevelser til at tale om fælles ønsker. Når børn føler, at de har noget til fælles med de mennesker, der tager sig af dem, er de mere modtagelige for deres omsorg. Men følelsen af at være ligesom nogen er ofte lettere at finde hos jævnaldrende, og relationerne til de jævnaldrende kan gå ud over relationerne til de voksne. Det kan føre til en række problemer, herunder peer orientation (jævnalderorientering), hvor børn i højere grad påvirkes af og tager retning fra deres venner end fra voksne.

  1. Fremhæv godkendelse og forbindelse mellem de voksne.

Når en forælder viser, at han eller hun kan lide en anden voksen, vil et barn ofte følge forælderens eksempel. På et instinktivt plan siger barnets hjerne: »Hvis du kan lide det her menneske, så kan jeg også lide det.« Når barnet ser os udtrykke varme, glæde og fornøjelse over for et andet menneske, vil det sandsynligvis følge vores eksempel. Det kræver, at vi er omtænksomme i vores samtaler om de voksne i barnets liv og sørger for, at det, barnet hører, værner om disse relationer. Når et barn for eksempel får en ny lærer, er det vigtigt at udtrykke godkendelse af og interesse for dette menneske og opmuntre barnet til at dele sine daglige oplevelser med ham eller hende. Vi bør undgå at dømme det, disse voksne gør, mens barnet hører på, da vi så risikerer at spænde ben for barnets relation til dem. Hvis der er brug for samtaler om barnet, er det bedst, at de finder sted, når barnet ikke er til stede.

  1. Skab rutiner og ritualer, der fremmer forbindelse.

En tilknytningskultur skabes bedst gennem rutiner og ritualer. Rutiner er gode til at orientere børn i overgangen mellem deres voksne, for eksempel ved aflevering og afhentning. Det kan være en fast måde at sige goddag på og en lille, enkel samtale om hverdagsting som vejret eller dagens planer. Når forælderen fornemmer, at barnet har fået forbindelse til den voksne, kan han eller hun sige farvel og gå hurtigt. At blive hængende for at snakke eller trække afskeden i langdrag gør ofte små børn urolige, fordi de ikke ved, hvem de skal orientere sig mod.

En far fortalte mig, at han ved afleveringen lod, som om han var ridder, og sagde til sin fireårige: »Den varmhjertede jomfru Angela vil tage sig af dig, mens jeg er borte. Du er i gode hænder hos hende, min søn.« Med et buk for Angela og sin søn gik han straks. Hans søn så frem til hver morgens farvel, og Angela følte sig styrket i sin omsorgsrolle.

Ritualer fremmer forbindelse og en følelse af fællesskab – fra at fejre højtider til særlige lejligheder. Når børn ser voksne dele mad, spise sammen, samles, spille spil eller tage på udflugter, bliver følelsen af at blive taget hånd om af en tilknytningslandsby yderligere forstærket. For små børn er indkøring og introduktion til skolen også vigtige ritualer, der giver barnet mulighed for at varme op til en lærer, en dagplejer eller en pædagog og føle sig tryg ved dem.

  1. Bevar et hierarki af tilknytninger.

Det er fint at præsentere børn for mange voksne, så længe vi bevarer deres tilknytningshierarki. Forælderen eller forældrene skal være øverst i hierarkiet, og alle andre voksne skal være under dem. For at sikre det må en forælder forklare barnet, hvem det skal gå til, når det har brug for hjælp.

Hvis et barn ser en forælder blive irettesat, afvist eller behandlet dårligt af andre voksne, kan det true det tilknytningshierarki, hvor forælderen står ved roret. Hvis en forælder har brug for støtte, er det bedst at give den på en måde, der bevarer forælderens rolle i barnets øjne. At irettesætte forældre foran deres barn kan på længere sigt skade barnet. Barnet må føle og tro på, at dets forældre ved, hvordan de skal tage sig af det, også selv om forældrene har brug for støtte til at kunne det.

Goddag og farvel kan vække uro hos børn, men uroen bliver mindre, når børn føler sig forbundet med voksne ved hver af disse overgange. Vi kan ikke bebrejde vores børn, at de savner deres yndlingsmennesker, men vi kan hjælpe dem med at føle sig hjemme hos andre omsorgsfulde voksne. Det, børn har mest brug for, er et netværk af omsorgsfulde voksne. Hvis vi blot brugte halvdelen af vores energi på det i stedet for at fokusere på relationerne mellem jævnaldrende, kunne vi bygge en sammenhængende tilknytningsmatrix omkring dem.

Forældre må være relationsbyggere og præsentere deres børn for den skare af voksne, der skal hjælpe med at lade dem vokse op. Børn bør ikke skulle være i tvivl om, hvem der tager sig af dem. De må være frie til at lege og til at fokusere på at lære, hvem de er, og hvad de kan.

Skrevet af Deborah MacNamara i 2017 og udgivet på NeufeldInstitute.org

Om forfatteren

Deborah MacNamara, ph.d., er Faculty member ved Neufeld Institute og leder af Kid’s Best Bet, et rådgivnings- og familieressourcecenter. Hun er forfatter til Rest, Play, Grow (på dansk Barnets udvikling: Gennem tilknytning og leg), Nourished og børnebogen The Sorry Plane.

Læs mere om Deborah MacNamara

Newer post Lærdom fra gården: At finde hvile
Older post Myter om forældreskab: Kan et barn være for knyttet?

Den tilknytningsbaserede udviklingstilgang — attachment-based developmental approach

Dr. Gordon Neufeld tager udgangspunkt i en antagelse om orden. Bag uro, modstand og manglende motivation er der noget, der ikke fungerer. Når vi forstår hvad, ændrer måden vi ser på sig.

Centralt i Gordon Neufelds teori er skelnen mellem emotioner og følelser. Emotioner — fra latin e-movere, det der sætter i bevægelse — er de dybe, ofte ubevidste drivkræfter bag adfærd: alarm, frustration, søgen efter nærhed, aggression og sorg. Følelser er den bevidste oplevelse af de samme bevægelser. Neufeld arbejder med emotionerne, ikke med adfærden, de udløser — fordi det er her forandring er mulig.

læs mere
Neufeld Logo DK light - udviklingstilgang
Neufeld Logo DK light - udviklingstilgang

Vi tilbyder Dr. Gordon Neufelds onlinekurser på dansk samt foredrag, forældrerådgivning og workshops. Målet er at hjælpe forældre, undervisere og fagpersoner med at se børn gennem en tilknytningsbaseret udviklingstilgang, hvor modning sker spontant, når betingelserne er til stede.

Bøger
Dit barn har brug for dig / Hold On to Your Kids Barnets udvikling Nærende omsorg
Neufeld Institute DK
Om Gordon Neufeld Om Neufeld Institute Vilkår og betingelser Rådgivning Skriv til os Besøg NeufeldInstitute.org ⧉