Myter om forældreskab: Kan et barn være for knyttet?

Et af de spørgsmål, jeg oftest får om relationer, er, om et barn kan være for knyttet. Der findes en udbredt frygt og en sejlivet myte om, at hvis vi fokuserer på at opbygge relationer til vores børn, kan vi hæmme deres vækst som selvstændige og selvhjulpne væsener. Der er et paradoksalt forhold mellem tilknytning og adskillelse, som sjældent bliver forstået. Tilknytning bremser ikke væksten; den giver den næring.

Når man ser på det store billede, er det endelige mål med at lade et barn vokse op at hjælpe det med at blive sit eget, selvstændige menneske. Vi bør ønske, at barnet får sit eget sind, sætter sine egne mål, danner sine egne begrundelser, træffer sine egne beslutninger, tænker selv, kender sine grænser og skaber sine egne hensigter. Det, vi i virkeligheden må spørge os selv om, er: Hvad skal vi gøre for at sikre, at vores børn vokser på den måde?

Små børn under tre år klamrer sig rutinemæssigt til deres forældre. De løber måske efter dem, græder, når de ikke er i nærheden, og er utilfredse, når de skal dele forældrenes opmærksomhed med andre.

Små børn er sultne efter tilknytning, fordi de mangler selvhjulpenhed og er meget afhængige af, at vi tager os af dem. Når de når fem-syv-årsalderen, bør de kunne lege mere frit på egen hånd, tage ansvar for enkle ting som at tage tøj på og endda begynde at klare små pligter som at rydde deres legetøj op.

Børn kan ikke være for knyttede; de kan kun være knyttet for overfladisk. Tilknytningen skal gøre vores børn afhængige af os, så vi kan gå foran. Det er vores invitation til relation, der sætter dem fri til at holde op med at lede efter kærlighed og begynde at fokusere på at vokse.

Når børn kan tage for givet, at deres tilknytningsbehov bliver mødt, bliver de frie til at lege, opdage, forestille sig, bevæge sig frit og være opmærksomme. Det er paradoksalt, men når vi opfylder deres afhængighedsbehov, bliver de skubbet frem mod selvstændighed. Efterhånden som et barn modnes, bør det blive mere i stand til at tage rattet i sit eget liv, og vi vil kunne trække os tilbage til en mere rådgivende rolle.

Når børn kan tage for givet, at deres tilknytningsbehov bliver mødt, vil de ikke længere være optaget af at søge os. Med andre ord: Når man kan regne med dem, der tager sig af en, behøver man ikke længere at klamre sig til dem. Børn, der klamrer sig til os, når de ikke længere er i førskolealderen, gør det måske af utryghed. Det er trygheden i tilknytningsrelationen, der sætter børn fri og gør det muligt for dem at give slip på os. Tilknytning er ikke modenhedens fjende, men det er utrygge relationer.

Hvilke tegn viser, at et barn arbejder for tilknytningen?

Forudsætningen for vækst er at hvile i en voksens omsorg. Med andre ord bør et barn ikke skulle arbejde for kærlighed. Der er mange måder, hvorpå børn kan arbejde for at få deres relationelle behov opfyldt, og her følger blot et udsnit af dem.

• Barnet anstrenger sig for at passe ind, høre til, være godt nok og leve op til forventningerne
• Når et barn nedgør sig selv eller forsøger at være imødekommende over for andre, for at de skal kunne lide det
• Hvis et barn arbejder for at få opmærksomhed, f.eks. som klassens klovn, og søger anerkendelse og betydning – arbejder for at betyde noget, for at blive elsket, set eller på en eller anden måde være noget særligt
• Nogle gange arbejder barnet på at være sødt, klogt eller på at holde sig ude af ballade for at blive holdt af eller elsket
• Pral, store armbevægelser og overdreven konkurrencelyst for at opnå overlegenhed kan afsløre et barns underliggende utryghed

For at et barn kan hvile i et menneskes omsorg, må det kunne tage relationen til dette menneske for givet. Når børn føler, at de betyder noget, præcis som de er, behøver de ikke at ændre sig selv for at arbejde for kærlighed.

Hvordan kan voksne arbejde for tilknytningen, så børnene ikke behøver det?

Vi må gå forrest i at holde vores børn tæt på os, vise dem hengivenhed, når det passer sig, være opmærksomme på dem og give dem en invitation til relation, der er ubetinget. Når vi lader dem vide, at deres adfærd ikke er i orden, kan vi samtidig sørge for, at de forstår, at relationen stadig er det.

Det vigtigste, vi må gøre, er at sørge for, at deres sult efter relation altid overgås af deres tillid til, at vi sørger for dem. De må stole på vores evne til at sørge for dem og ikke føle, at de må søge os for at sikre sig, at deres behov bliver mødt.

Målet er at være både omsorgsfulde og faste, mens vi inviterer vores børn til at være afhængige af os. Der er nogle ting, vi kan gøre, som gør en væsentlig forskel her:

• Gør det trygt for dem at være afhængige af os ved ikke at bruge det, de holder af, imod dem (f.eks. sanktioner og inddragelse af privilegier) eller former for adskillelsesbaseret disciplin som time-outs eller »1-2-3 magic«
• Vi må gøre os fortjent til deres tillid ved at være stabile i vores omsorg og ved at være gavmilde med vores opmærksomhed og med tegn på varme, glæde og fornøjelse
• Gå forrest i at vise, at vi kan rumme dem og alt, hvad der følger med, også raserianfald, modstand og opposition
• Vær den, der trøster, vejleder, beskytter og holder fast i dem
• Imødekom ikke deres krav, men mød i stedet deres behov
• Skab situationer, hvor de må være afhængige af dig, for eksempel udflugter, eller ved at lære dem en hobby eller en færdighed

Børn har ikke brug for at blive skubbet til at løsrive sig eller til at blive voksne. Det, børn har mest brug for, er dybe relationer og at blive befriet for deres sult efter forbindelse.