Kan du rejse dig igen?

Et af vor tids mest vanskelige og afgørende spørgsmål er, hvorfor nogle kommer tilbage efter modgang, tilsyneladende uskadte, mens andre falder fra hinanden og bliver emotionelt fortvivlede og dysfunktionelle.

Engang – og det er ikke så længe siden – var den fremherskende opfattelse af stress, at det var det, der skete for os, som afgjorde historien. Seksuelle overgreb havde deres konsekvenser. Traumer havde deres lammende virkninger. Skilsmisse havde sine eftervirkninger. Stress i tilstrækkelige mængder ville føre til vores undergang. Den logiske følge af denne idé er, at gode oplevelser (eller fraværet af modgang) i sidste ende ville føre til emotionel sundhed og trivsel. Det viser sig, at ingen af de to hypoteser holder vand. Der er for mange undtagelser til at skabe en regel i begge tilfælde.

Det, der er blevet tydeligt, er, at det ikke er det, der sker for os – godt eller skidt – der forklarer, hvordan vi i sidste ende bliver påvirket, men snarere noget ved os selv, som danner rammen for den historie, der udfolder sig. Men hvad er dette »noget«? Har nogle det og andre ikke? Eller besidder alle det, men det skal på en eller anden måde aktiveres, for at potentialet kan blive virkeliggjort?

Brikkerne i puslespillet er endelig ved at falde på plads, og svaret ligger i denne bemærkelsesværdige menneskelige egenskab, resilience (modstandskraft): evnen til at komme tilbage. Modstandskraft er den ultimative gode nyhed – den fortæller os, at stress i sig selv ikke er fjenden, og at vi ikke behøver at blive slået omkuld af omstændighederne i vores liv. Efter mange års fejlagtig vægt på stressdelen af ligningen er fokus nu på at finde de nøgler, der kan låse op for det forbløffende menneskelige potentiale for at vokse gennem modgang, for at trives under pres og for at komme tilbage efter traumer.

Modstandskraft er formentlig det vigtigste emne i vores tid. Det rummer svarene på emotionel sundhed og trivsel, psykisk sygdom, heling og bedring, forebyggelse, afhængighed og meget mere. Modstandskraft er ikke kun den bedste forebyggelse overordnet set, men også det bedste fokus for indsats. Modstandskraft burde være alles anliggende – ikke kun de medicinske og hjælpende fagfolks, men også undervisernes, forældrenes og samfundets som helhed. Modstandskraft handler om os selv og dem, vi har ansvaret for.

Konsekvenserne er vidtrækkende. I stedet for at behandle traumer, forstyrrelser og sygdom burde vi fokusere på at genoprette evnen til modstandskraft. I stedet for at bekymre os om, hvad der vil ramme os eller vores børn, burde vi nære modstandskraften som vores bedste forsikring for deres trivsel i en verden, vi ikke kan kontrollere.

Så hvordan nærer vi denne egenskab i os selv, i vores kære, i vores elever og i vores klienter? Alt afhænger af, at vi ved, hvad modstandskraft egentlig er, hvordan den ser ud i hvile og i arbejde, og hvordan vi skaber rammerne for denne forandringsproces.

Selvom menneskets evne til modstandskraft er bemærkelsesværdig, er den også noget gådefuld og endda noget af en luksus. Modstandskraft er spontan, men bestemt ikke uundgåelig. Alle besidder potentialet for modstandskraft, men kun nogle når at virkeliggøre det. Den kan ikke beordres og er ikke en færdighed, der kan læres. Modstandskraft er ikke genetisk, og der findes ingen pille, der kan levere den. Modstandskraft ligger derfor uden for rammerne af begge de fremherskende tilgange til at forklare menneskelig adfærd – den medicinske sygdomsmodel såvel som læringsparadigmet.

Så hvor kommer modstandskraft fra, og hvordan skal vi forstå den? Overraskende nok ligger svarene i en ny forståelse af emotioner, følelser, leg og hvile. Disse afgørende faktorer er desværre blevet overskygget af det fremherskende fokus på symptomer, syndromer og stress samt problemadfærd og dysfunktion. Historien om emotionel sundhed og trivsel handler ikke om, hvad der er sket for os, men snarere om, hvad der ikke er sket inden i os.

Jeg vil prøve at fortælle historien i en nøddeskal, selvom jeg langt foretrækker den plads, et kursus giver til at folde det hele ud, eller i det mindste et hovedoplæg til at danne rammen. Historien om modstandskraft begynder med en forståelse af, at optimal funktion er kendetegnet ved legefuldhed, hvilefuldhed og følelsesfylde. (Det sidste ord har jeg selv fundet på, fordi vi i den grad har brug for et begreb som dette.) Problemet med stress er, at den typisk berøver os disse flygtige tilstande. Så hvordan genvinder vi disse kvaliteter, når de først er gået tabt? Svaret på det spørgsmål er den hellige gral for heling, bedring og emotionel trivsel.

Når brikkerne samles, ser det ud til, at disse kvaliteter kun kan vende tilbage, når vi har tilstrækkelig adgang til vores tristhed, en vis tryghed og nok indre styrke til ikke at løbe væk fra modgang. Af afgørende betydning er forståelsen af, at vi langt lettere kan mærke disse ting, når vi befinder os i en tryg relation eller i ægte leg. Men historien slutter ikke her. Modstandskraft kræver, viser det sig, at vi foretager en emotionel rejse – så at sige en tur gennem de metaforiske årstider: et emotionelt efterår, en vinter og et forår. Hemmeligheden bag at komme tilbage emotionelt ligger i det emotionelle fald, der går forud for det. Vi bliver først lettere, når tyngden i nogen grad er blevet taget imod. Vores opgave ligger derfor i at forberede denne rejse og i at give den støtte, den kræver.

I en verden, hvor vi ikke kan kontrollere, hvad der sker, kan intet være vigtigere end modstandskraft – når vi drager omsorg for vores elever, vores klienter, vores kære og os selv.